Kommentar af 
Camilla Søe

Staten ejer ikke dine organer – hvordan kan et liberalt parti være i tvivl om det?

Venstre fritstiller sine medlemmer, når Folketinget skal tage stilling til et borgerforslag om automatisk organdonation. Men den beslutning har en bekymrende signalværdi i en debat, hvor målet simpelthen ikke må hellige midlet, skriver Camilla Søe.

Hvis man ikke kan regne med et liberalt parti, når det kommer til ens egne organer, hvor er vi så henne, når det kommer til den private ejendomsret og andre grundlæggende rettigheder, som bør være ukrænkelige, spørger Camilla Søe.
Hvis man ikke kan regne med et liberalt parti, når det kommer til ens egne organer, hvor er vi så henne, når det kommer til den private ejendomsret og andre grundlæggende rettigheder, som bør være ukrænkelige, spørger Camilla Søe.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Camilla Søe
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg måtte spærre øjnene ekstra op, da jeg forleden i dagspressen kunne følge debatten om automatisk organdonation – ikke fordi det som borgerforslag havde nået 50.000 støtter, men fordi mit eget parti, Venstre, fritstiller sine medlemmer i spørgsmålet.

Forslaget går i al sin enkelthed ud på, at man automatisk bliver organdonor, når man fylder 18 år, medmindre man selv fravælger det. Det er ikke første gang, at debatten rejses herhjemme, og i udlandet har flere lande indført automatisk organdonation. Senest er det indført i Schweiz, Wales, England, Skotland, Island, Holland og Frankrig. 

At fritstille medlemmerne anser jeg ikke som et problem isoleret set, men signalværdien i det bekymrer mig; nemlig at der kan herske tvivl – etisk og værdimæssigt – om, hvorvidt forslaget har gang på jord. I udfordringen med organdonation må målet simpelthen ikke hellige midlet.

Jeg begriber ganske enkelt ikke, at man overhovedet kan overveje at stemme for et forslag, der per automatik gør danskernes organer til statens ejendom, medmindre de aktivt fravælger det. I en tid med mange partier, der kæmper om de samme vælgere, er det ganske enkelt uforståeligt, at man som liberalt parti vil gå så vidt i folkesundhedens navn.

Selvom debatten beror på følelser og etik, så må fornuften og de fundamentale principper være omdrejningspunktet for vores måde at drive politik på

Camilla Søe

Ganske vist er manglende organdonorer et problem. Det anerkender jeg i en sådan grad, at de må tage organer, hud og navlefnuller – hvis det kan være til nytte – den dag jeg selv tager billetten. Alligevel mener jeg, at grundlæggende principper må vægte tungere.

Desuden bør det være en lysende rød lampe, når selv Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, mener, at forslaget går for langt. Selv samme parti har ellers ikke holdt sig tilbage fra indgriben i befolkningens sundhed igennem de seneste år og taget meget vidtgående midler i brug.

Jeg er helt udmærket klar over, at nogle vil ryste på hovedet af mit standpunkt, for denne debat kommer aldrig uden, at det er ledsaget af en trist historie om et ungt mennesker, der afgår ved døden, mens de venter på et organ. Jeg anerkender udfordringen, men der er for mange faldgruber og principielle ting, der taler imod.

Venstre går – ligesom Folketingets øvrige partier – ind i et valgår. Det er fuldstændigt afgørende, at vælgerne ved, hvor de har Venstre henne, hvis det skal gå partiet nogenlunde efter et folketingsvalg, og det er her, de fundamentale, liberale principper spiller en stor rolle.

Hvis man ikke kan regne med et liberalt parti, når det kommer til ens egne organer, hvor er vi så henne, når det kommer til den private ejendomsret og andre grundlæggende rettigheder, som bør være ukrænkelige? Og hvorfor er vi så bange for at indse, at livets kort deles forskelligt og uretfærdigt ud? At vi kan gøre, hvad vi kan for at opfordre folk til eksempelvis at stemme, men ikke tvinge dem til det – og ligeledes opfordre folk til at tage stilling til organdonation, men ikke tvinge dem til det?

Læs også

I marts måned i år havde mere end 1,3 millioner danskere registreret sig som organdonorer, mens to tredjedel samlet set havde taget stilling enten via registrering online, ved fysisk donorkort eller ved mundtligt at fortælle de pårørende om vedkommendes ønsker. Kald mig bare naiv, men det, synes jeg, er ganske pæne tal.

Samtidig kan vi se, at kun fem procent af de unge i alderen 15-19 år har taget stilling til organdonation – man kan registrere sig som donor fra 15 års-alderen. Noget kunne tyde på, at mangel på oplysning og manglende samtale både i uddannelsesinstitutionerne og hjemme ved køkkenbordene kunne være et fornuftigt sted at sætte ind, hvis man ønsker sig flere donorer.

De nye generationer tager rent faktisk stilling til langt mere komplekse spørgsmål – bare se på unges stemme i klimadebatten – så hvorfor skulle de ikke også have lyst til at hæve antallet af donorer i deres generation? Og hvis de ikke har, må det også respekteres.

Nogen vil sige, at der ikke er et problem, fordi man bare kan melde sig fra, hvis man ikke vil være donor. Andre vil også pege på, at man ikke ønsker at redde menneskeliv, hvis man ikke går ind for et sådant forslag. Den præmis og overtalelsesmetode skal vi naturligvis ikke hoppe på, for selvom debatten beror på følelser og etik, så må fornuften og de fundamentale principper være omdrejningspunktet for vores måde at drive politik på.

Der må være simpelthen være grænser for, hvilke midler staten skal tage i brug i folkesundhedens navn

Camilla Søe

Herfra skal lyde en ganske klar opfordring til alle: tag stilling. Ikke for Folketingets skyld, for sundhedsvæsenets skyld eller for den sags skyld for folkesundhedens skyld.

Men tag om ikke andet stilling for dine pårørendes skyld. Hvis du ikke har taget stilling på forhånd, står de med den svære beslutning oveni tabet af et nært familiemedlem, hvor lægen – efter at have givet en tung besked – må skynde sig at spørge til, om familien mon kender den afdødes ønsker vedrørende organdonation. Og det spørgsmål skal stilles hurtigt, så organerne stadig kan bruges.

Jeg er spændt på at følge den videre debat og håber, at mit parti vil være klare i spyttet, når det kommer til spørgsmålet om automatisk organdonation. Der må være simpelthen være grænser for, hvilke midler staten skal tage i brug i folkesundhedens navn. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Horn Langhoff

MF (S), Formand for Folketingets klima- energi- og forsyningsudvalg, psykiatriordfører og næstformand i folketingsgruppen (S)
cand.mag. i historie og medier og kultur (Københavns Uni. 2014)

Camilla Søe

Konsulent og talentchef, Geelmuyden Kiese, initiativtager, #enblandtos, medlem, Venstre
cand.ling.merc. (CBS 2016)

0:000:00