Søren Søndergaard: Støjbergs parti kan blive kimen til et nyt jordskredsvalg

Helt på samme måde som de gule veste i Frankrig og alle dem, der stemte på Marine Le Pens Rassemblement National ved denne sommers franske parlamentsvalg, der uhørt fjernede præsidentens sikre flertal. 

De er bekymrede. For egne muligheder, for Frankrigs udvikling. For muslimsk indvandring, beskæftigelse og kriminalitet. For fransk kultur. 

En nyudkommet bog i Frankrig, der trods sit tunge emne er blevet en bestseller, beskriver, at franskmænd i stigende grad aflægger sig fransk kultur og franske vaner, også madvaner.

Således er den mest succesrige franske restaurantkæde i dag, Buffalo Grill, der, som navnet antyder, er et bøfhus efter amerikansk forbillede. Ingen snegle eller små croissanter her.

Flere franskmænd under 30 år har lagt vejen forbi Disneyland Paris end forbi slottet Versailles. Disneyland kunne i Frankrig fejre 30-års jubilæum i april. Versailles er snart 400 år gammelt.

Støjberg kender Danmark uden for voldene

Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen lurede i 1970'erne, at de kunne fiske i rørte vande. På samme måde som Pia Kjærsgaard, Thulesen Dahl og Peter Skaarup afkodede det i 1990'erne, godt nok af nød, fordi liste Z var ved at flå sig selv i stykker, men alligevel.

Inger Støjberg nærmest personificerer den dybe forståelse for, hvad det gør ved et samfund, når den lokale skole lukker, Brugsen flytter, og det halve af hovedgaden er sat til salg

Søren Søndergaard

Inger Støjberg siger ikke så meget. Men i det, hun trods alt siger, lægger hun vægt på ikke at være et protesthyl, et nejparti, men tværtimod et borgerligt parti, der søger indflydelse. 

Uanset hvad rammer Støjberg både som person og som parti lige ned i en tid, hvor der i Danmark pludselig er bevægelse. Bevægelse på samme måde, som i 1973 skabte Jordskredsvalget.

Som gjorde Dansk Folkeparti næststørst i Folketinget i 2015, som skabte Brexit i Storbritannien i 2016, valget af Trump i USA samme år, de gule veste i Frankrig og Marine Le Pens mere end tidobling af mandattallet i det franske parlament fra otte til 89 i juni i år.

Inger Støjberg, der for 18 år siden skrev bogen 'Toner i livet' om duoen Sussi og Leo, taler trailerparkdanmarks sprog, giver kandisfans mæle, lytter til og forstår folk vest for Valby Bakke og står ved det. 

Desuden drikker hun colaer uden sukker i stedet for baristadyr cafékaffe, og hun nærmest personificerer den dybe forståelse for, hvad det gør ved et samfund, når den lokale skole lukker, Brugsen flytter, og det halve af hovedgaden er sat til salg.

Stor opbakning er ingen overraskelse

Danmark og verden ses anderledes fra en lukningstruet campingplads nær Køge, fra et usælgeligt, sønderjysk hus ved vejkanten i en nedlukket landsby, fra Falster, Fjerritslev og Hvidsten.

Ja, selv fra en stor by som Aalborg med en lokalt værdsat betonfabrik med CO2-rabat er perspektivet et andet end fra et radiostudie i København eller en café på Frederiksberg. Det er faktisk ikke svært at regne ud. Man behøver ikke engang at komme fra Jylland.

Det ér derfor ikke underligt eller overraskende, at en megafonmåling lavet for TV 2 og Politiken, der gik sin rundgang på gul breakingbaggrund i medierne 8. juli, giver Støjbergs parti over ti procent af stemmerne.

Om det går sådan på valgdagen, ved ingen, men underligt her og nu er det ikke. Allerede få dage inden viste Voxmeter-målinger, at der var skred i vælgerhavet. Da var Støjbergs parti endnu ikke godkendt, men gruppen "øvrige" var vokset markant, så målingsseismografen vibrerede.

Støjberg fortsætter, hvor DF slap

Støjbergs eget svar er da også karakteristisk: "Danskerne ved, hvor jeg står", sagde hun til TV 2. 

Dét kan man rent faktisk nok diskutere. 

Men danskerne har stensikkert en fornemmelse af det. En følelse af, at de kender Støjberg og hendes retning med straight talk om alt fra barnebrude til #metoo og identitetspolitik. På samme måde, som da danskerne i juni 2015 i stort tal stemte på Dansk Folkeparti, der kørte skråsikker valgkamp på sloganet "du ved, hvad vi står for".

Siden er det gået ilde for partiet, der for et par år siden nærmest stak ild til sig selv og har slidt vælgerbasen ned i nærheden af spærregrænsen med tilbagevendende, interne personangreb og fnidder.

Den udvikling kæmper partiets tredje formand, Morten Messerschmidt, en drøj kamp for at vende disse måneder, hvor alt fra minkpostyr, magtfuldkommenhed, #metoo, identitetspolitik, krig i Europa, Kina, øget ulighed, forsyningskædeproblemer, inflationsgalop, stigende renter og energipriser, der kan tage pippet fra enhver, ellers nok er emner, der kan samle en vælger eller mere op.

I de rørte vande fisker nu Støjberg på samme måde, som nye partier gjorde i 1970'erne og Dansk Folkeparti i 1990'erne. Protestparti eller ej.