Kommentar af 
Søren Søndergaard

Søren Søndergaard: Støjbergs parti kan blive kimen til et nyt jordskredsvalg

Det er ikke underligt, at Støjberg på rekordtid har fået stor folkelig opbakning til sit nye parti. Hendes projekt har potentiale til at ruske godt og grundigt op i dansk politik, skriver forhenværende DF-pressechef Søren Søndergaard.

Inger Støjberg taler trailerparkdanmarks sprog, giver kandisfans mæle, lytter til og forstår folk vest for Valby Bakke og står ved det, skriver Søren Søndergaard.
Inger Støjberg taler trailerparkdanmarks sprog, giver kandisfans mæle, lytter til og forstår folk vest for Valby Bakke og står ved det, skriver Søren Søndergaard. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er vitterligt en hel del i den såkaldte kommunikative klasse, der ikke her i 2022 har begrebet, at verden vest for Valby Bakke mange steder ses, opleves og anskues meget anderledes end fra en plads på en hipstercafé på Frederiksberg eller Østerbro i København.

Det er i store træk nok de samme, som blev lammet af forbløffelse ved folketingsvalget i 2015 over, at Dansk Folkeparti indkasserede flere end hver femte stemme og blev landets største borgerlige parti.

Og som med lige så stor forbavselse denne sommer kan læse, at hver fjerde dansker ifølge en ny rapport fra tænketanken Justitia døjer med den offentlige digitalisering: "Hvor svært kan dét nu være?".

Jeg kan ikke vide det, så måske gør jeg dem uret, men jeg har en fornemmelse af, at de samme mennesker heller ikke har brugt alt for mange timer foran hverken filmen 'Kandis for livet' eller TV 2-serien 'Trailerpark Danmark', der giver vinkler på livet hos de medborgere, der bor på helårscamping og sammen med pladsejerne kæmper en kamp med kommuner, der på den ene side bekvemt henviser sociale klienter til i perioder at bosætte sig på pladserne, på den anden side sende skove af breve med lukningstrusler.

Det er en skam. Og fagligt set udtryk for fejldisponering.

Man lærer en del mere om Danmark i bredeste forstand ved at iagttage levevilkår og verdenssyn i udkanten af Danmark end ved at sidde og slubre dyr kaffe med ligesindede på en smart, bæredygtig storbycafé.

Da folket satte hælene i

Jordskredsvalget i 1973 overraskede det politiske establishment. Den etablerede klasse af politikere, meningsmaskiner og mediefolk havde undervurderet den kraft, som Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup ramte danskerne med.

Man lærer en del mere om Danmark ved at iagttage levevilkår og verdenssyn i udkanten end ved at sidde og slubre dyr kaffe på en smart, bæredygtig storbycafé

Søren Søndergaard

Sammen med Kristeligt Folkeparti satte Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne historisk megen rock i synagogen: Næsten halvdelen af vælgerne skiftede parti, en tredjedel af folketingsmedlemmerne blev skiftet ud. Bum.

Folkelig utilfredshed med stigende skatter, træthed af mere offentligt formynderi og en generel utryghed over en tiltagende venstredrejning i medier og skoler gjorde sammen med fri porno og den dengang nye frie abort udslaget.

Det var måske ikke folket, der som én samlet fællesmængde reagerede på én måde, men det var folket i bredeste forstand, der satte hælene i og i den grad smed grus i maskineriet. 

Om det så var afsmagen for fri abort, skattetrykket, papirnusserne i kommunen, de røde lejesvende på DR eller noget femte, der drev krydset i 1973, er der forskel på, men en stor del af folket havde fået nok af en hel del af udviklingen.

At være seismograf for den slags rystelser er bogstaveligt talt politisk guld værd.

De bekymrede vælgere er en større tendens

Jeg erkender gerne, om end lidt flovt, at jeg gik tidligt i seng på valgnatten 8. november 2016, da amerikanerne skulle vælge, om de ville have Hillary Clinton eller Donald J. Trump som præsident.

Jeg brød mig ikke om nogen af dem, så gad ikke se det til ende, men lagde mig til at sove i bevidstheden om, at dén omgang ville Hillary Clinton vinde. Spørgsmålet var blot hvor marginalt.

Det gik som bekendt anderledes. En af mine mange fejlantagelser.

Senere læste jeg både bogen 'Shattered' om Clintons nedladende valgkamp over for de vælgere, der syntes, hun var idiot, og J. D. Vances 'Hillbilly Elegy', der også er filmatiseret, om Trumpland.

Begge bøger beskriver fint skredet. Nok er der en hel del i vejen med Trump, men der er ikke noget i vejen med hans vælgere. De er, som folk i USA er flest, og bredt sammensat. De har bekymringen til fælles. 

Læs også

Helt på samme måde som de gule veste i Frankrig og alle dem, der stemte på Marine Le Pens Rassemblement National ved denne sommers franske parlamentsvalg, der uhørt fjernede præsidentens sikre flertal. 

De er bekymrede. For egne muligheder, for Frankrigs udvikling. For muslimsk indvandring, beskæftigelse og kriminalitet. For fransk kultur. 

En nyudkommet bog i Frankrig, der trods sit tunge emne er blevet en bestseller, beskriver, at franskmænd i stigende grad aflægger sig fransk kultur og franske vaner, også madvaner.

Således er den mest succesrige franske restaurantkæde i dag, Buffalo Grill, der, som navnet antyder, er et bøfhus efter amerikansk forbillede. Ingen snegle eller små croissanter her.

Flere franskmænd under 30 år har lagt vejen forbi Disneyland Paris end forbi slottet Versailles. Disneyland kunne i Frankrig fejre 30-års jubilæum i april. Versailles er snart 400 år gammelt.

Støjberg kender Danmark uden for voldene

Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen lurede i 1970'erne, at de kunne fiske i rørte vande. På samme måde som Pia Kjærsgaard, Thulesen Dahl og Peter Skaarup afkodede det i 1990'erne, godt nok af nød, fordi liste Z var ved at flå sig selv i stykker, men alligevel.

Inger Støjberg nærmest personificerer den dybe forståelse for, hvad det gør ved et samfund, når den lokale skole lukker, Brugsen flytter, og det halve af hovedgaden er sat til salg

Søren Søndergaard

Inger Støjberg siger ikke så meget. Men i det, hun trods alt siger, lægger hun vægt på ikke at være et protesthyl, et nejparti, men tværtimod et borgerligt parti, der søger indflydelse. 

Uanset hvad rammer Støjberg både som person og som parti lige ned i en tid, hvor der i Danmark pludselig er bevægelse. Bevægelse på samme måde, som i 1973 skabte Jordskredsvalget.

Som gjorde Dansk Folkeparti næststørst i Folketinget i 2015, som skabte Brexit i Storbritannien i 2016, valget af Trump i USA samme år, de gule veste i Frankrig og Marine Le Pens mere end tidobling af mandattallet i det franske parlament fra otte til 89 i juni i år.

Inger Støjberg, der for 18 år siden skrev bogen 'Toner i livet' om duoen Sussi og Leo, taler trailerparkdanmarks sprog, giver kandisfans mæle, lytter til og forstår folk vest for Valby Bakke og står ved det. 

Desuden drikker hun colaer uden sukker i stedet for baristadyr cafékaffe, og hun nærmest personificerer den dybe forståelse for, hvad det gør ved et samfund, når den lokale skole lukker, Brugsen flytter, og det halve af hovedgaden er sat til salg.

Stor opbakning er ingen overraskelse

Danmark og verden ses anderledes fra en lukningstruet campingplads nær Køge, fra et usælgeligt, sønderjysk hus ved vejkanten i en nedlukket landsby, fra Falster, Fjerritslev og Hvidsten.

Ja, selv fra en stor by som Aalborg med en lokalt værdsat betonfabrik med CO2-rabat er perspektivet et andet end fra et radiostudie i København eller en café på Frederiksberg. Det er faktisk ikke svært at regne ud. Man behøver ikke engang at komme fra Jylland.

Det ér derfor ikke underligt eller overraskende, at en megafonmåling lavet for TV 2 og Politiken, der gik sin rundgang på gul breakingbaggrund i medierne 8. juli, giver Støjbergs parti over ti procent af stemmerne.

Om det går sådan på valgdagen, ved ingen, men underligt her og nu er det ikke. Allerede få dage inden viste Voxmeter-målinger, at der var skred i vælgerhavet. Da var Støjbergs parti endnu ikke godkendt, men gruppen "øvrige" var vokset markant, så målingsseismografen vibrerede.

Læs også

Støjberg fortsætter, hvor DF slap

Støjbergs eget svar er da også karakteristisk: "Danskerne ved, hvor jeg står", sagde hun til TV 2. 

Dét kan man rent faktisk nok diskutere. 

Men danskerne har stensikkert en fornemmelse af det. En følelse af, at de kender Støjberg og hendes retning med straight talk om alt fra barnebrude til #metoo og identitetspolitik. På samme måde, som da danskerne i juni 2015 i stort tal stemte på Dansk Folkeparti, der kørte skråsikker valgkamp på sloganet "du ved, hvad vi står for".

Siden er det gået ilde for partiet, der for et par år siden nærmest stak ild til sig selv og har slidt vælgerbasen ned i nærheden af spærregrænsen med tilbagevendende, interne personangreb og fnidder.

Den udvikling kæmper partiets tredje formand, Morten Messerschmidt, en drøj kamp for at vende disse måneder, hvor alt fra minkpostyr, magtfuldkommenhed, #metoo, identitetspolitik, krig i Europa, Kina, øget ulighed, forsyningskædeproblemer, inflationsgalop, stigende renter og energipriser, der kan tage pippet fra enhver, ellers nok er emner, der kan samle en vælger eller mere op.

I de rørte vande fisker nu Støjberg på samme måde, som nye partier gjorde i 1970'erne og Dansk Folkeparti i 1990'erne. Protestparti eller ej.

Omtalte personer

Søren Søndergaard

Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti
journalist (DJH 1987)

Inger Støjberg

Partistifter, Danmarksdemokraterne, fhv. udlændinge- og integrationsminister
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Mogens Glistrup

Partistifter, Fremskridtspartiet, MF, advokat
cand.jur.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion