Tænketanken Europa: Det er en fejl at erstatte russisk gas med gas fra Saudi Arabien og Qatar

Ingen er i dag i tvivl om, at EU har et energiafhængighedsproblem, som skal løses hurtigt.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen og kolleger har fremlagt deres ambition om en total udfasning af russisk energi inden 2030 i form af planen 'REpowerEU'.

Dagen efter holdt Tænketanken Europa et webinar med eksperter fra Tyskland, Italien og Danmark, for at få deres bud på, hvordan EU skal gøre sig uafhængig af russiske brændsler. Det korte enstemmige svar fra vores panel var desværre, at der ikke findes noget columbusæg.

Det bliver hverken nemt eller gratis at gøre sig uafhængig af russisk energi. Men det er bydende nødvendigt. Den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre, hvis vi er villige til at samarbejde og tænke i langsigtede løsninger. Og ikke begå tidligere tiders fejl.

Tysk a-kraft kan ikke hjælpe

Ifølge én af Scholz-regeringens centrale energirådgivere, Andreas Löschel, vil en levetidsforlængelse af de resterende tre tyske a-kraftværker ikke kunne bidrage til, at tyskerne kan holde varme i næste vinter uden russisk gas.

Helt konkret har man ikke vedligeholdt tilstrækkeligt på værkerne, da de alligevel skulle lukkes.

Med Italiens erfaring in mente, er det ikke lykken at gøre os afhængige af lande, som vi ikke deler værdier med

Lykke Friis & Anders Overvad
Hhv. direktør og chefanalytiker i Tænketanken Europa

Skal a-kraftværkerne køre videre, vil det altså først kræve massive investeringer i genoprettelse af sikkerheden. Det man dog kan gøre på den korte bane, er at bruge mere olie og kul.

Det er ikke optimalt set med de grønne briller, men realistisk set kommer hensynet til forsyningssikkerhed for en stund til at trumfe klimaet.

Selvom krisen gør det besnærende at tro, at vi helt skal udfase naturgas, vil vi stadig have brug for gas i EU i mange år. Eksperterne var derfor også enige om, at vi skal have diversificeret vores forsyning af gas, både nu og i fremtiden.

EU gentager Italiens fejltrin

Netop diversificering af gasimporten var nøgleordet for Arturo Varvelli fra ECFR's Rom kontor. Som forsker har Varvelli beskæftiget sig med, hvad Italien gjorde sidst landet var i energikrise, nemlig i forbindelse med Libyenkrigen i 2011.

Dengang skiftede Italien blot landets nordafrikanske gasleverandører ud med Rusland. En beslutning der nu mildest talt viser sig at have været uheldig. Skal EU finde nye importører af olie og gas, er Saudi Arabien og Qatar allerede udvalgt, som oplagte lande at se imod.

Men med Italiens erfaring in mente, er det ikke lykken at gøre os afhængige af lande, som vi ikke deler værdier med. Europa bør derfor lære af Italien og ikke bare erstatte en usund afhængighed med en ny.

Mission impossible

Men helt undvære den russiske gas kan vi ikke på den korte bane.

Uanset hvor brændende Europas borgere ønsker sig at komme af med al russer-gassen er det ganske enkelt umuligt

Lykke Friis & Anders Overvad
Hhv. direktør og chefanalytiker i Tænketanken Europa

Som Professor fra Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesens pointerede, ville EU selv med Kommissionens ambitiøse plan kun kunne reducere den russiske gas med to tredjedele inden året er omme. En tredjedel af gassen vil nemlig så fortsat komme fra Rusland – hvis Putin altså lader gassen flyde.

Kort sagt: Uanset hvor brændende Europas borgere ønsker sig at komme af med al russer-gassen er det ganske enkelt umuligt.

Set i det lys er det derfor vigtigt, at de europæiske gaslagre genopfyldes til 90 procent kapacitet til oktober, som Kommissionen planlægger. For at nå det mål, vil samarbejde på tværs være centralt, så landene ikke ender med at slås om den samme gas.

EU-landene bør, med andre ord, lære af miseren fra de første uger af corona-krigen, hvor landene konkurrererede indædt, om at sikre sig datidens centrale mangelvare, værnemidler.

Kræver massive investeringer

Selvom vi på den korte bane ikke kan frigøre os helt fra Rusland, så er der heldigvis løsninger, hvis vi er villige til at tænke langsigtet.

Skruer vi op for tempoet i den grønne omstilling, vil vi kunne frigøre os fra Ruslands fossile brændsler, da Putin trods alt ikke er herre over vind og vejr. Tysklands finansminister Christian Lindner havde derfor ret, da han fornyligt betegnede vedvarende energi som "frihedsenergi".