Concito: Hvis Danmark vil stoppe Putin og klimakrisen, er det i EU, slaget skal stå

På de knap to uger der er gået, siden Rusland invaderede Ukraine, er der sket tektoniske skift i Europa.

Beslutninger, der for blot få dage siden blev opfattet som utænkelige, bliver nu taget i al hast. Det nationale sikkerhedspolitiske kompromis, der i søndags blev lanceret af statsministeren, flankeret af fire andre partiledere på tværs af midten, indvarslede ikke blot en ny æra i udbygningen af dansk militær. Det var også startskuddet til et endeligt opgør med russisk gas. Energipolitik har i lang tid været sikkerhedspolitik, men hele Europa står nu på en brændende platform, der kræver øjeblikkelig handling.

Selvom aftalen primært kredser om, hvad vi skal gøre i Danmark, er aftalepartierne også enige om at arbejde for fælleseuropæiske tiltag. Og selvom vi skal have orden i eget hus, så er der ingen tvivl om, at den her dagsorden skal løftes på EU-niveau, hvis det virkelig skal batte noget.

Låser EU fast i fossil afhængighed

Da EU-Kommissionen i tirsdags fremlagde en plan for, hvordan et samlet EU kan udfase brugen af russisk gas, var det da også imødeset med stor spænding.

REPowerEU, som planen er blevet døbt, skitserer en række konkrete indsatsområder, der tilsammen har potentialet til at reducere gasimporten fra Rusland med to tredjedele allerede i år og udfase den helt et godt stykke tid inden 2030. I 2021 stod russisk gas for cirka 45 procent af EU's gasimport.

Hvis man ønsker at trække tæppet væk under Putins uhyggelige krigsmaskine, er kuren nemlig den samme som for klimakrisen; udfasning af fossile brændsler og udrulning af vindmøller

Jens Mattias Clausen
EU-chef, Concito

Til gengæld adresserer udspillet slet ikke Europas olieimport fra Rusland, der ellers er en større indtægtskilde for Putin end gas. Det er en voldsom blind vinkel, som der bør rettes op på hurtigst muligt.

Med udspillet lægger Kommissionen blandt andet op til, at EU skal importere mere gas fra andre dele af verden. Vi skal med andre ord diversificere vores gasforbrug, også gennem øget produktion af biogas og brint, for at mindske afhængigheden af Rusland.

Planen identificerer også et påstået behov for ny fossil gasinfrastruktur, og det er præcis den slags løsninger, vi skal undgå. Det tager lang tid at bygge og vil derfor ikke hjælpe os i den nuværende situation. Til gengæld vil det låse Europa fast i fossil afhængighed i årtier i en situation, hvor vi allerede kender de grønne alternativer.

Sol og vind på turbo

Helt centralt i strategien står imidlertid en styrket og accelereret grøn omstilling. Kommissionen opfordrer blandt andet til, at medlemslandene sætter turbo på udrulningen af sol, vind og varmepumper, så man gennem grøn energi og mere energieffektive løsninger kan reducere gasforbruget.

Priserne for vindmøller og solceller er allerede meget konkurrencedygtige. Derfor har strategien også fokus på godkendelsesprocedurer og arealplanlægning, der i praksis ofte er de største forhindringer, når den grønne energiflåde skal udbygges. Det kan lyde kedeligt, men hvis der ikke er afsat nogen områder til at bygge en vindmøllepark, og de bureaukratiske processer trækker ud i årevis, så er det svært at erstatte fossil energi med vedvarende ditto.

Man understreger også behovet for bedre forbindelser mellem EU-landene for at sikre et mere modstandsdygtigt og fleksibelt europæisk energisystem. Lige nu er der eksempelvis en flaskehals i elnettet i Nordtyskland, der besværliggør eksporten af dansk vindmøllestrøm.

Skinnerne til fremtidens energisystem bliver lagt

REPowerEU bygger i praksis videre på den enorme Fit for 55-pakke, der allerede ligger på forhandlingsbordet, og som gennem en lang række lovforslag skal sikre, at EU leverer den besluttede drivhusgasreduktion på mindst 55 procent i 2030. Den pakke vil, i sin nuværende form, i sig selv reducere EU's gasforbrug med 30 procent.

Tag endelig ikke fejl. Der er stærke kræfter, der presser på for, at EU i krisens navn efterlader de grønne ambitioner på perronen

Jens Mattias Clausen
EU-chef, Concito

Nogle af de afgørende elementer i den pakke er blandt andet lovforslag om vedvarende energi og energieffektivitet, som Kommissionens nye udspil lidt uforståeligt ikke lægger op til at styrke. Der vil derfor være rig mulighed for at hæve ambitionsniveauet betragteligt i de kommende måneder.

Der er således sat gang i en kæmpe proces i Europa, hvor skinnerne til fremtidens energisystem bliver lagt. Hvis vi et kort øjeblik vender tilbage til Danmarks nationale kompromis, lægges der faktisk op til nogle konkrete danske bidrag til EU's kamp for uafhængighed. Desværre handler de tiltag udelukkende om at skrue op for dansk gasproduktion og fremrykke ny gasinfrastruktur.

Danmark skal vise grønt lederskab

På kort sigt, hvor behovet for at frigøre os fra Putins fossile klør tilsiger en vis pragmatisme, kan der være behov for midlertidige løsninger, som under normale omstændigheder ville være helt uforenelige med en ambitiøs klimaindsats.

Men det er altså nu, i denne historisk afgørende situation, hvor selve Europas energiforsyning står over for en korsvej, at Danmark skal tage grønt lederskab.

Vi må udvælge nogle prioritetsområder, hvor vi har en særlig viden eller ekspertise, og søsætte progressive alliancer, der kan drive EU i den rigtige retning. Vi er eksperter i energieffektivitet og vedvarende energi, så hvorfor ikke sætte os i spidsen for arbejdet med at styrke de afgørende direktiver her, der med Ruslands invasion har fået yderligere strategisk betydning?

Og når vi snakker vedvarende energi, så bør Danmark sætte skub i missionen om at gøre Nordsøen til Europas grønne vindbatteri. Analyser viser, at der er plads til 40 GW havvind, hvilket er mange gange mere end der på nuværende tidspunkt er planlagt.

Kur mod Putin og klimakrisen er ens

Hvis vi vælger rigtigt nu, kan vi sætte turbo på den grønne omstilling, og dermed handle til fordel for både forsyningssikkerheden og klimaet.

Hvis vi vælger forkert, risikerer vi at bygge ny fossil infrastruktur, der vil låse os fast til sort energi årtier frem og samtidig holde hånden under Putins vigtigste indtægtskilder. Gas handles nemlig på globale markeder, så selv hvis vi udfaser russisk import, vil fortsat europæisk forbrug alt andet lige betyde højere priser.