Trads: Hvis jeg var Trump, ville jeg skrue helt op

KLUMME: Trump skal glemme alt om pænhed. Han skal ikke rette sig efter alle rådgivernes gode råd, men i stedet gå tilbage til den tidligere udgave af sig selv – den ægte Trump, mener David Trads. 

Det har edderbukme været et par elendige uger for Donald Trump – faktisk helt vildt håbløse:

Han blev klasket op af væggen af Hillary Clinton i den første tv-duel. New York Times afslørede, at han formentlig ikke har betalt skat i 20 år. En tidligere Miss Universe (en konkurrence, han ejede) dukkede op, åbenlyst styret af Hillary, med anklager om sexchikane.

Det sidste blev Trump så tosset over, at han midt om natten satte sig til tasterne og hældte denne skidtspand ud over Alicia Machado, som kvinden, han har kaldt Miss Piggy og Miss Housekeeping, hedder:

”Har forbryderen Hillary hjulpet den usmagelige (tjek selv sex-video og fortid) Alicia M med at blive amerikansk statsborger, så hun kunne bruge hende i debatten?”

Ude af kontrol
Dette tweet – afsendt midt i en hvirvelstorm af rablende tweets mellem klokken 3 og 6 om natten – gav et billede af en kandidat ude af kontrol. Havde han simpelthen siddet og søgt på sex-videoer midt om natten – og opfordrede han nu andre til at gøre det samme?

Slemt, men … det blev værre:

CNN kunne forleden vise klip fra tre såkaldt ’bløde pornofilm’, som Trump havde spillet med i selv – dog ikke selv afklædt, men som en lummer type med sit eget polaroid-kamera.

Trump er blevet for pæn
Det spørgsmål, som mange – rigtigt mange – stillede, var nu: Er Trump simpelthen sunket for dybt? Mit svar er ret enkelt: Nej, han er ganske enkelt ikke sunket for lavt – han er faktisk blevet for pæn!

Hvorfor?

Jo, tag et kig på meningsmålingerne. Hver gang han har forsøgt at virke mere ’præsidentiel’ – mere som en troværdig, almindelig politiker – er han raslet nedad. Hver gang han omvendt er ’gået amok’ – sagt vilde ting – ja, der er han steget i målingerne.

Clinton ligner en vinder
Det råd, han fik af sine rådgivere op til den første præsidentduel på tv, som blev set af over 80 millioner vælgere, var netop at virke rolig. Det lykkedes delvist. Det første kvarter i hvert fald. Derefter var han i defensiven, da han forsøgte at parere sylespidse angreb fra Hillary.

Lige siden er han raslet ned i målingerne. Før debatten havde han næsten indhentet det store forspring på omkring otte procentpoint, som Hillary havde. Efter debatten er han faldet igen, så Hillary nu fører med tæt ved fem procentpoint. Hun ligner vitterligt en vinder.

Vintage Trump
Derfor … hvis jeg var Trump lige nu, så ville jeg skrue helt op for mig selv!

Glemme alt om pænhed, glemme alt om at bruge tid på Hillarys angreb, glemme alle rådgivernes gode råd – og i stedet gå tilbage til det, som på amerikansk kaldes ’vintage Trump’, den ægte Trump. Det vil sige den vilde udgave af ham. Bulderbassen.

Lige efter den første debat var det, som om kandidaten godt vidste, at det var gået galt, for knap var han kommet ud af studiet, før han udbasunerede, at nu skulle der snart andre boller på suppen:

”Jeg ville have sagt noget virkeligt brutalt om Hillary og hendes mand, men jeg sagde til mig selv, at det ikke var pænt …”

Angrib, angrib, angrib! 
En republikansk kommentator Monica Crowley gav forleden Trump gode råd til den næste tv-duel, som sendes søndag aften (natten til mandag dansk tid) i den borgerlige Washington Times:

Angrib, angrib, angrib! Nådesløst, brutalt, og smask Hillary lige i fjæset! Om Bill Clintons affærer med kvinder! Om Bills benådning af kriminelle på sin sidste dag som præsident! Om Hillary, som undlod at have en broche med det amerikanske flag til den første debat! Træk hende ned i sølet!

Som kommentatoren skriver til sidst, så har han ikke længere noget at tabe.

”Trump er nu fri til at kunne angribe og ophidse hende.”

Det er virkelig tid til, som man siger i Amerika, at finde popcornene og colaer frem – og så tænde for tv-debatten natten til mandag. Det kan godt blive vildt. Rigtigt vildt.

------
Hver lørdag frem til det amerikanske valg 8. november 2016 vil David Trads skrive klumme i Altinget om den amerikanske valgkamp. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Trads: Mon Mette Frederiksen snart er statsminister? Trads: Mon Mette Frederiksen snart er statsminister? Næste artikel Trads: Hillary ligner en vinder i Reagan-klassen Trads: Hillary ligner en vinder i Reagan-klassen
Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

VIP-GÆST: Helle Thorning-Schmidt optrådte på sin første S-kongres, siden hun gik af som formand i 2015. Den tidligere statsminister bakkede op om sin arvtager, som dog blev formanet om at søge kompromisset for at undgå britiske tilstande.