Pernille Skipper: Trepartsforhandlingerne ligner mere afpresning end et reelt tilbud
Med et trylleslag har regeringen lukket ned for al debat om ligeløn og lønefterslæb. Forhandlingerne handler ikke længere om noget, de mange velfærdsansatte har gjort, der skal kompenseres. Nu handler de om, at de skal løfte mere, skriver Pernille Skipper.
Pernille Skipper
Formand for Coop, fhv. MF og politisk ordfører (EL), politisk kommentatorPå nærmest magisk vis gik de kvindedominerede fags lønkamp fra et krav om at få reguleret et årtiers lønefterslæb til at blive et krav fra regeringen om, at det er dem, der igen skal levere mere. Endda finansieret af nedskæringer på deres kollegaer på andre afdelinger og i andre velfærdsfag.
Den drejning, regeringens forslag om lønløft til udvalgte offentlige fag har taget, efterlader en sær fornemmelse af, at de mange offentligt ansatte – især i de kvindedominerede fag – er blevet snydt i porten.
Spørgsmålet må melde sig, om der er mere tale om afpresning end om et tilbud, og ikke mindst om det nu også er det hele værd?
For ikke engang et år siden havde sygeplejerskerne og de øvrige kvindedominerede fag en overhånd i slaget om den strukturelle uligeløn på det danske arbejdsmarked.
Og de havde stor opbakning til deres krav i befolkningen, ikke mindst fordi det blev tydeligt for flere og flere, at manglen på både pædagoger, sygeplejersker og sosu'er var voldsom og stigende, og fordi årene med corona tydeligvis havde trukket adskillige veksler på netop de faggrupper.
Det endte endda med, at mere end blot en lille, nørdet gruppe kendte til begrebet "tjenestemandsreformen" fra 1969, der placerede de forskellige fag i de lønkategorier, der mere eller mindre stadig eksisterer.
Sygeplejerskernes strejke endte i et regeringsindgreb uden de lønstigninger, de ønskede sig. Men i den offentlige opinions øjne blev de alligevel sammen med de andre velfærdsfag de helt store vindere.
Socialdemokraterne blev så presset af det vedvarende fokus og de hårde anklager, at Mette Frederiksen endte med et valgløfte om tre milliarder kroner i lønløft til de offentligt ansatte, trods hendes og adskillige andre ministres besværgelser om aldrig at ville røre den danske model på den måde.
Man skulle tro, at de kvindedominerede fag i det offentlige havde vundet. Men mindre end et år efter folketingsvalget har Mette Frederiksen og SVM-regeringen fået det hele vendt på noget nær magisk vis.
Nu står sygeplejerskerne og den øvrige fagbevægelse tilbage med et udgangspunkt for trepartsforhandlingerne, der minder mere om afpresning end et egentligt tilbud.
For det første blev der indskrevet allerede i SVM-regeringens regeringsgrundlag, at nok skulle de lovede tre milliarder kroner findes, men også, at de skulle findes i den offentlige sektor selv – lønløftet skal betales med såkaldte effektiviseringer og besparelser på administration i kommuner og regioner.
Det lyder umiddelbart besnærende, for hvem hader ikke administration? Men for sygeplejerskerne og alle de andre faggrupper betyder det i realiteten, at de selv skal betale for lønløftet ved at overtage opgaver fra de kollegaer, der kommer til at mangle i andre funktioner.
Nu er det ikke noget, de mange velfærdsansatte har gjort, der skal kompenseres, men noget mere, de skal gøre
For det andet blev det allerede for en uge siden tydeligt, at regeringen ikke havde tænkt sig at lade ret meget af den danske model stå tilbage.
Mette Frederiksen meldte ud, at regeringen ikke bare ville indkalde trepartsforhandlinger, men også selv ville udvælge de heldige faggrupper i form af sosu'er, sygeplejersker, pædagoger og fængselsbetjente – hvilket selvfølgelig har udløst et ramaskrig blandt faggrupper som socialrådgivere, bioanalytikere, radiografer og mange andre kvindedominerede fag, som også halter gevaldigt bagefter, og som også har rekrutteringsproblemer.*
Det er med andre ord ikke engang alle de faggrupper, der skal løfte regningen, der også får noget ud af det. Og vupti, sådan blev debatten rykket fra at handle om beløbets størrelse, indfasningstiden og finansieringen til at handle om, hvem der har fortjent det mest. Pludselig fik fagbevægelsen endnu sværere ved at holde sammen solidariteten.
Det tredje og indtil videre sidste nummer i trylleshowet kom så mandag 25. september, hvor finansminister Nicolai Wammen (S) oplistede en række modkrav, som de offentligt ansatte skulle levere for at få del i pengene. Herunder at pengene i hvert fald hovedsageligt skal fokuseres til dem, der vil arbejde mere og på skævere tidspunkter.
Det var det foreløbigt sidste sving med tryllestaven, der endegyldigt skal lukke ned for al debat om ligeløn, lønefterslæb og anerkendelse for indsatsen under corona. Nu er det ikke noget, de mange velfærdsansatte har gjort, der skal kompenseres, men noget mere, de skal gøre.
Og tilbage står en fagbevægelse i forvirring over, hvordan de mange tricks blev udført, så scenen ændrede sig så markant på så kort tid. Utilfredsheden er tydeligvis stor blandt medlemmerne og de gamle fæller i de andre offentlige og kvindedominerede fag, som troligt havde indgået i ligelønsalliancen.
Men man kan da ikke sige nej til tre milliarder kroner, kan man?
*RETTELSE KLOKKEN 12.54: I første version af indlægget var socialpædagogerne nævnt som en af de faggrupper, Som Mette Frederiksens melding havde udløst et ramaskrig hos. Det er en fejl, hvorfor faggruppen nu er slettet. Altinget beklager fejlen.