Rasmus Nielsen: Ungdomsorganisationer former de største politikere

Det er en kendsgerning, at en stor andel af de store politikere traditionelt er begyndt deres løbebane for folkestyret i en politisk ungdomsorganisation. Det er så rigtigt, at de unge kan være barske ved hinanden, men det er også lærerigt. Det er faktisk en nødvendighed, hvis man vil begå sig i toppolitik.

Troels Lund Poulsen (født 1976), der nu er på alles læber som partiformands-kandidat, gjorde det: Formand for Venstres Ungdom (VU) i Tørring-Uldum 1993-94, landsformand for VU 1997-99 og medlem af Venstres hovedbestyrelse allerede første gang 1997-2002. Allerede politisk sekretær på Christiansborg 1995-97. Skoling til toppolitik siden teenageårene? Ja!

Der er stort set ikke den VU-formand, der ikke siden er blevet valgt til Folketinget. Tilsvarende - men måske i mindre grad - med formænd for DSU/KU/RU/SFU/DFU, og hvad de nu ellers hedder.

Som politisk journalist har jeg oplevet, hvordan politikere med skoling helt tilbage fra ungdommen generelt bedre mestrer det politiske spil. Hvordan man forhandler. De ved, hvem de skal sige noget til hvornår. Hvem de skal gå til, også fra andre partier. Hvordan alliancer bygges op, stille og roligt.

En dag får de betydning. Enten ved forhandlingsbordet eller hjemme i valgkredsen. De lærer noget ved det sværeste ved politik: Timing.

Eller som den gamle KU-formand og senere statsminister Poul Schlüter kaldte det: Hvornår vi gør noget? Når tiden er inde.

Hér på Altinget er det en publicistisk læresætning, at vi behandler alle partier og deres ordførere ligeværdigt. Uanset hvor mange år de har på bagen. 

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Og ikke mindst: Alle de gange, man har dummet sig som ung, husker kroppen og sindet. Godt så - så kan det være, man undgår det som voksen, hvor betydningen er så meget desto større.

Hér på Altinget er det en publicistisk læresætning, at vi behandler alle partier og deres ordførere ligeværdigt. Uanset hvor mange år de har på bagen. Da en af vores svenske redaktører for flere år siden spurgte, om ikke de kunne undlade at nævne, når en Sverigesdemokrat havde fødselsdag, blev jeg noget knotten.

Men for mit eget vedkommende tager jeg medicinen: Stemmer altid personligt og på en kandidat, der gerne har trådt sine barnesko i partiets ungdomsorganisation og kan formodes ikke at ville udsætte sine vælgere for tidens kedelige tendens: partihopperi.

Desværre er partiernes medlemstal slet ikke, hvad de har været. Og de politiske ungdomsorganisationers medlemstal er heller ikke prangende.

Så meget desto større må opfordringen til unge - og til deres forældre, hvis de bliver spurgt - være: Gå med. Meld dig ind. Se dig om. Lær noget. Lær nogen at kende. Brug det du kan. 

Der er mismod for fremtiden blandt mange unge, desværre. Politik kan lyde kedeligt for nogle. Men ærlig talt: Der er i det ungdomspolitiske miljø et fællesskab om at gøre noget ved klimaet og på anden vis noget for fremtidens demokratiske samfund.

Og bliver du uenig med din organisation, fordi du udvikler dig politisk, så er det bedre som ung at skifte hest, end hvis man først sidder i byrådet eller Folketinget.