V og S gav Løkkes projekt livsforlængende behandling

Upolitisk omdrejningspunkt
Endelig er der naturligvis selve grundlaget for Moderaterne: Tanken om et regeringssamarbejde hen over midten mellem traditionelle modstandere, et mål Løkke allerede har opnået i første hug.

Men det omdrejningspunkt er grundlæggende upolitisk, det er mere en arbejdsmetode i Folketinget. Det lød forjættende for mange vælgere og selve formuleringen ”bredt samarbejde i Folketinget” klinger rart. Når der bliver lavet meningsmålinger, vil en pæn del af vælgerne automatisk bakke op om det brede samarbejde.

Men – som situationen efter valget har demonstreret – sådanne målinger på det overordnede plan er totalt ubrugelige. Så snart det brede samarbejde bliver konkretiseret falder vælgerne fra i tusindvis.

Så hvilke langtidsholdbare mærkesager har Moderaterne egentlig – ud over brandet Lars Løkke Rasmussen? Det gav Moderaternes årsmøde i weekenden ikke noget svar på.

Bitre erfaringer
Efter starten med Løkke som en enmandshær går Moderaterne nu i gang med at danne en egentlig organisation med lokal forankring. Det er en af de nødvendige forudsætninger, hvis Moderaterne også skal være i dansk politik om ti og tyve år. Partier med en stærk organisation som Konservative overlever normalt kriser, mens et parti som CD uden en organisation var dødsdømt, da partiet først røg ud af Folketinget.

I dag har Moderaterne omkring 3.500 medlemmer, og det er ikke prangende for et regeringsparti med næsten ti procent af vælgerne bag sig.

Løkke virker selv en anelse ambivalent, når det gælder partiopbygningen. Han lægger vægt på stadig at bevare ”Det politiske mødested” som en slags ideudvikler, men det er tydeligt, at der også er et andet element, der spiller ind for partistifteren.

Løkke blev som bekendt fyret af sit gamle parti Venstre, og allerede dengang stillede han spørgsmålstegn ved, om det var rimeligt, at partiets medlemmer havde den magt. Eller partierne som en konsekvens af de faldende medlemstal snarere skal tage bestik af, hvad partiets vælgere ønsker. Et godt gæt er, at Løkke vil gardere sig imod igen at skulle stå til regnskab for en magtfuld hovedbestyrelse.

Blandede bolsjer
Ser man på Moderaternes folketingsgruppe, domineres den af politisk uerfarne medlemmer.

De pinlige sager med Kristian Klarskov (M), der fik en ultrakort folketingskarriere efter have pyntet på sit CV, og Jon Stephensen (M), der både beskyldes for dokumentfalsk og elendig ledelse, har allerede vakt megen opmærksomhed.

En kommentator beskrev noget uvenligt folketingsgruppen som ”en fuldstændig klovnebus”, mens Løkke selv har lagt vægt på, at det er ”folk, der har levet det rigtige liv”.

Reelt har der både været negative og positive overraskelser: Mens Klarskov og Stephensen trækker alvorligt ned, har Løkke haft en heldig hånd med udnævnelsen af Monica Rubin (M) som politisk ordfører og Henrik Frandsen (M) som gruppeformand. Rubin har karisma og gennemslagskraft, og Frandsen har både politisk erfaring som tidligere borgmester og den nødvendige autoritet til at sætte sig igennem.

Blandt Moderaternes ministre opfører klimaminister Lars Aagaard (M) sig allerede som en garvet kommunikator, og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har på kort tid givet Kulturministeriet en profil, selvom han kritiseres for politisk korrekthed og woke-tendenser.

Ser man frem mod næste valg, har Løkke gode chancer for at få et større hav at fiske folketingskandidater og ministre fra: De færreste ville sætte fødegården på højkant for et parti, der lå til halvanden procent af stemmerne. Næste gang har Løkke et etableret parti og potentielle ministerposter at lokke med.

Et Løkketræf
Selvom Moderaternes holdbarhed stadig er et åbent spørgsmål, havde de 600 deltagere meget at fejre på årsmødet i Vejle. At et parti på under et år går fra at ligge på spærregrænsen til at score over ni procent ved valget er en kraftpræstation, der udelukkende kan tilskrives Løkkes politiske rutine og råstyrke.

Alligevel var det smukke resultat uendelig tæt på at ende som en frustrerende pyrrhussejr. Løkke manglede lige præcis ét mandat på valgnatten, og hans desperate forsøg på at vinde en grønlænder over var dømt til at mislykkes.

Løkke blev inviteret med, da forhandlingerne om en bred regering gik i gang, men det var mest på skrømt. For hverken Mette Frederiksen (S) eller Jakob Ellemann-Jensen (V) havde den ringeste interesse i at lukke den gamle ræv ind i hønsehuset. Mette Frederiksen gik efter en regering, hvor S og V blev dækket af SF og K – måske suppleret med Radikale. Med Løkke stående tilbage på perronen.

En resigneret Løkke havde erkendt, at det var den retning, det tog, og kun et par uger før den endelige regeringsdannelse deltog Løkke i tv-programmet Lippert. Her var han bemærkelsesværdig ydmyg.

Nu var det pludselig ikke afgørende, om Moderaterne deltog i en bred midterregering. Næh, man kunne lige så vel være fødselshjælper og parlamentarisk grundlag for sådan en regering. Det kunne ligefrem være en fordel, måtte man forstå, for så kunne Moderaterne koncentrere sig om at bygge en partiorganisation op.

Få dage efter tog historien endnu en drejning, da Konservative alligevel valgte at stå udenfor regeringen, og pludselig – ved et lykketræf – var vejen banet for Løkke. Det gør en verden til forskel.

Hvor længe kunne Løkke have holdt interessen fanget, hvis Moderaterne ikke var kommet i regering?

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Fire lange år
Det er ikke svært at forestille sig, hvad der var sket, hvis der var blevet dannet en firkantet eller femkantet midterregering uden om Moderaterne:

"Hvis der var kommet en bred væg-til-væg regering, der førte vores politik, og vi så skulle vi bruge fire år på at sidde og finde hullerne i osten…..det havde godt nok været lange år,” som en politiker fra Moderaterne udtrykker det.

Spørgsmålet er også, hvor længe Lars Løkke Rasmussen selv kunne have holdt interessen fanget under de omstændigheder. Som formand for et parti uden indflydelse og med en stribe politiske novicer havde det været umådelig fristende for Løkke at tage imod et godt tilbud. Eksempelvis en EU-kommissærpost. Det havde Moderaterne næppe overlevet.

Nu derimod trives udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen som en fisk i vandet, og selvom han ikke kategorisk har afvist muligheden, synes selv en kommissærpost nu at være i underkanten til ham. For hvem ved, hvad der kan ske efter næste valg? Er døren til Statsministeriet endegyldigt sømmet i for Løkke? Ikke nødvendigvis.

Ved at inddrage Løkke i regeringen har Mette Frederiksen og Jakob Ellemann givet Moderaterne livsforlængende behandling. Det kan vise sig at være en meget høj pris at betale for en flertalsregering.