Wammen ligner statsministerens arvtager. Det kan være dårligt nyt for Venstre og Moderaterne

Man skal ikke have interesseret sig ret meget for amerikansk politik og ikke mindst for amerikanske præsidenter, før man er stødt på udtrykket ”Only Nixon could go to China.”

Kort sagt dækker det over, at der skulle en benhård antikommunist som Richard Nixon til at starte dialogen med Kina i starten af halvfjerdserne og dermed splitte den kommunistiske blok.

Hvor, for eksempel, Kennedy hos mange i det republikanske parti blev opfattet som alt for eftergivende overfor kommunisterne, var der ingen, der mistænkte Nixon for på nogen måde at ville sælge sig billigt til Mao.

Resultatet var, at det, der i sin samtid var blev opfattet som stærkt politisk kontroversielt, at indlede dialog med de kinesiske kommunister, som havde været dybt involveret i blandt andet Korea og her kostet masser af unge amerikanere livet, ikke gav Nixon indenrigspolitiske problemer – tværtimod.

Det kræver kort sagt en benhård antikommunist for – politisk omkostningsfrit – at kunne have dialog med kommunister. Som man for eksempel senere så med Ronald Reagans under nedrustningsforhandlingerne med Gorbatjov.

Mekanismen kender vi også fra dansk politik. Statsministerens baggrund i Socialdemokratiets venstrefløj har gjort det langt lettere for hende at gå mod højre i udlændingespørgsmålet, ligesom det har gjort det muligt for hende at indgå i det nuværende SVM-samarbejde.

Baglandet kan måske ikke lide, alt det hun gør, men giver hende lang snor, fordi de ikke er i tvivl om, at hun inderst inde er er en af deres.

”Only Nixon could go to China”-effekten har dog også en bagside. Den tidligere konservative minister og kommissær med videre Connie Hedegaard tilhørte i hendes tid som aktiv politiker den allermest midtersøgende del af Det Konservative Folkeparti. Det hæmmede hendes politiske handlefrihed betydeligt.

Wammens baggrund som midtersøgende forligsmager gør også, at han er den S-kandidat, som man foretrækker i Venstre og Moderaterne

Benny Damsgaard

Connie Hedegaard ville for eksempel få markante udfordringer med det konservative bagland, hvis hun havde forsøgt at etablere et samarbejde over midten med Radikale, som havde sikret Schlüter ti år ved magten. Hun ville hele tiden være under mistanke for inderst inde at ville fusionere med Radikale.

I den interne diskussion i Socialdemokratiet om, hvem der skal efterfølge statsministeren, hvis hun skal til Nato, står finansminister Nicolai Wammen (S) klart stærkest, og alt tyder på, at det bliver ham.

Opbakningen fra det kommunale bagland til den tidligere Aarhus-borgmester er massiv, og internt i folketingsgruppens kaffeklubber peger pilen mere og mere i den retning.

Wammens baggrund som midtersøgende forligsmager gør også, at han er den S-kandidat, som man foretrækker i Venstre og Moderaterne. Her kender man Wammen fra et utal af forhandlinger og ikke mindst regeringsdiskussionerne på Marienborg, og man har tillid til, at han vil videreføre ånden herfra.

Wammens udfordring er dog, at hans baggrund, alt andet lige, vil give ham mindre handlefrihed end det er tilfældet for hans modstander Peter Hummelgaard (S), som opfattes som en mere venstreorienteret socialdemokrat.

Hver gang Wammen giver en indrømmelse til Venstre og Moderaterne, vil der hos især den ideologiske del af baglandet være en tvivl, om han har givet sig lidt for let. Det er en tvivl, som, hvis den får lov til at vokse, vil kunne sætte sig i intern uro. Som man så under Thorning-regeringerne.

Wammen vil være tvunget til at sætte hælen mere ned end den nuværende statsminister for at sikre ro på bagsmækken

Benny Damsgaard

Den første store test for Wammen vil allerede komme i forbindelse med de genbekræftelsesdiskussioner, som både Lars Løkke Rasmussen (M) og Troels Lund Poulsen (V) har varslet, hvis statsministeren forlader dansk politik.

Her vil Wammens handlefrihed til at give indrømmelser til Venstre og Moderaterne, alt andet lige, være lidt mere begrænset, end Peter Hummelgaards ville have været.

Hvis man i Venstre og Moderaterne går og drømmer om, at man med Wammen som statsminister vil få lettere ved at komme igennem med egen politik, end man har nu, går man forgæves.

Tværtimod peger historien i retning af, at Wammen vil være tvunget til at sætte hælen mere ned end den nuværende statsminister for at sikre ro på bagsmækken.