Åbent brev til KL, R og S: Normeringer skal sikres i hver institution

Af Stella Mia Sieling-Monas og Sarah Louise Eskildsen-Mortensen
Medlemmer af styregruppen i Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen
Kære KL, Radikale Venstre og Socialdemokratiet
Imens forhandlingerne om minimumsnormeringer lige nu afvikles på Christiansborg, ser pædagoger, fageksperter og forældre til i både bekymring og spænding. Dette i vished om at jeres beslutninger har endog meget store konsekvenser for danske børnefamilier og danske daginstitutioner.
En af de aktuelt store knaster i forhandlingerne består tilsyneladende i, at centrale aktører alene ønsker at indføre minimumsnormeringer som kommunale gennemsnitsberegninger. Dette fremfor at sikre normeringerne ude i hver enkelt institution.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.
I Forældrebevægelsen er vi dybt bekymrede over den tilsyneladende tilbøjelighed til at lade hensynet til det kommunale selvstyre stå højere end forpligtelsen overfor det enkelte barns trivsel.
Forslag må bero på manglende viden
Vi mener, at dette har store menneskelige og økonomiske omkostninger på både kortere og længere sigt. At indføre minimumsnormeringer på kommuneniveau risikerer at medføre forskelle i normeringen alt efter barnets postnummer og institution.
I Forældrebevægelsen er vi dybt bekymrede over den tilsyneladende tilbøjelighed til at lade hensynet til det kommunale selvstyre stå højere end forpligtelsen overfor det enkelte barns trivsel.
Stella Mia Sieling-Monas og Sarah Louise Eskildsen-Mortensen
Medlemmer af styregruppen i Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen
Den forskel, mener vi ikke, er hverken forsvarlig eller værdig for en dansk velfærdsstat. Et sådant forslag kan alene bero på manglende viden om, hvor udbredte og alvorlige de generelle problemer med manglende ressourcer er i snart sagt samtlige danske daginstitutioner.
Alene ved at sikre minimumsnormeringer for hver eneste vuggestue og børnehave landet over, kan vi som vælgere føle tillid til, at man fra politisk side forstår nødvendigheden af, at:
- sikre det enkelte barns behov for voksenkontakt i hver eneste daginstitution
- sikre mere ensartethed i kommunernes prioritering af børneområdet
- sikre gennemsigtighed i normeringstallene for forældre og ansatte
- sikre at minimumsnormeringer rent faktisk kan mærkes i børnehøjde.
Konsekvenserne er mange og dyre
Konsekvenserne af de nuværende forhold landet over er mange – og de er dyre. I forældrebevægelsen er vi vidner til et stødt stigende antal familier, som ser sig nødsaget til at lade den ene forælder forlade arbejdsmarkedet, fordi de ikke er trygge ved de nuværende pasningsmuligheder.
Andre børnefamilier vælger at forlade de kommunale pasningstilbud til fordel for private, og atter andre igen ser sig nødsaget til at flytte kommune i jagten på sammenhængende familieliv.
Derfor fristes vi til at spørge, om man mon har regnet på de økonomiske konsekvenser af disse tendenser, hvor forældre forlader arbejdsmarkedet, går ned i tid, eller ser sig nødsaget til at oprykke familien og flytte?
Hvad betyder disse bevægelser for skattegrundlaget, og hvem vil komme i klemme, når produktiviteten falder? Hvilke familier har ikke muligheden for at træffe valg om disse omlægninger, og hvilke børn kommer i klemme som konsekvens deraf?
Brug for akutte planer
Dertil skal naturligvis lægges de massive ekstraomkostninger, som lige nu påhviler kommuner og regioner som konsekvens af behovet for særlig støtte til skolebørn, udredning af børn med trivsels- eller adfærdsproblemer, behandling af psykiske/psykiatriske problemstillinger og stressbelastninger hos børn, personale og forældre.
Altså alle de mere langsigtede potentielle konsekvenser af det tidlige omsorgssvigt, som man systematisk praktiserer nu på grund af den manglende politiske vilje til at genoprejse daginstitutionsområdet tilstrækkeligt.
Vi kan undres over, at man ikke hos S, RV eller hos KL har ambitioner om at sikre kommunernes mindste borgere ordentlige forhold. Særligt når man ved, hvor stor en andel af indbyggertallet børnefamilier udgør på tværs af kommunerne. Og ikke mindst med henblik på, at netop denne vælgergruppe sidder på nåle frem mod kommunalvalget 2021.
Vi undres over, at man ikke har iværksat langt mere akutte og økonomisk ambitiøse planer for at sikre, at hvert enkelt barn i Danmark snarest muligt kan sikres en tryg og tilstrækkelig omsorg i sin hverdag.
Indsigt
Gritt Holm Hedehus55 årI dag
Direktør, børneorganisationen Viva
Christine Antorini61 år23. maj
Sygeplejerske-studerende, forperson, Arbejdsmarkedsrådet, formand, UNESCO Danmark, næstformand, Danmarks Radio, fhv. MF (S), fhv. børne- og undervisningsminister
Natasha Arthy57 år23. maj
Filminstruktør, manuskriptforfatter

Karina Adsbøl spørger Peter HummelgaardHvad er holdningen til, at advokater dropper børnesager efter drastisk nedskæring af honoraret?
Karina Adsbøl spørger Mattias TesfayeEr der afsat nok midler til, at kommunerne kan indføre billigere pasning og flere pædagoger?
Per Larsen spørger Sophie LøhdeHvad har regeringen gjort for børn og unge med svær overvægt?
- Kommuner og regioner vil presse mål for børns trivsel ind i regeringsgrundlag
- Dagtilbudsleder: Pædagoger taler selv faget ned. Det er med til at forværre rekrutteringskrisen
- Direktør vil have en familiekommission. Men hun frygter, det ikke gør noget ved børnefattigdommen
- Flere forældre presser fællesskabet af hensyn til deres barn. Det er ikke så underligt
- Dansk Erhverv vil styrke frit valg i dagtilbud. Men vil ikke sige, om man foretrækker rød eller blå stue













