Aktionsgruppen for Børns Velfærd: De store linjer i Barnets Lov er dybt problematiske

Så kom udspillet til Barnets Lov endeligt. Udspillet indeholder en mosaik af 43 forskellige forslag, som retter sig mod vidt forskellige problemer.

Det får selvfølgelig både organisationer, fagforeninger og enkeltpersoner til at kaste sig over detaljer i forslaget, som har betydning for dem selv eller de børn, unge og forældre, de repræsenterer.

Det er forståeligt, da der er en række af regeringens forslag, som enten rummer eller ser ud til at rumme små forbedringer på udvalgte områder.

Men det betyder, at disse små forbedringer bliver hilst velkommen og diskuteret indgående, mens de store linjer ikke bliver diskuteret og møder kritik. Aktionsgruppen for Børns Velfærd mener, at diskussionen bør fokusere på de store linjer i regeringens udspil, som er dybt problematiske.

Stigmatisering af etniske minoritetsforældre
Børnesynet i udspillet udpeger forældrene som hovedårsagen til børns problemer og anviser straf og sanktioner som virkemidler til at korrigere forældrenes adfærd. Der lægges særlig vægt på at formindske kontakten til de biologiske forældre. Det er et børnesyn, der mistænkeliggør og stigmatiserer forældrene.

Det er ikke i børnenes interesse.

På bundlinjen er der altså ingen mulighed for finansiering af de centrale dele af reformen, medmindre man reducerer eller afskaffer forebyggelse.

Aktionsgruppen for Børns Velfærd
Se dokumentationsboks

Udspillet fokuserer på vold og overgreb, selvom de problemer ikke er de dominerende i underretningsstatistikken, og i relation hertil lanceres der forskellige former for straffetiltag – længere straf og nedsættelse af kontanthjælp – som får negative konsekvenser for børnene i form af afsavn og frustrationer i familien.

Der ses en ensidig fokusering på etnicitet som en betydningsfuld årsag til, at der findes udsatte børn, selvom antallet af etniske danske børn, der er udsatte, er langt større. Det er en proportionsforvrængning, som blot bidrager til at stigmatisere etniske minoritetsforældre.

Trods massiv kritik fra praktikere og forskere gennem længere tid er der ikke blevet lyttet. Udspillet tydeliggør antagelsen om, at hvis de unge, der bliver anbragt første gang i alderen 12-17 år, i stedet anbringes tidligere, for eksempel i 0-5 års-alderen, så vil det gå dem meget bedre.

Astrid Krag (S) anfører en analyse fra sit eget ministerium (Velfærdspolitisk Analyse, nr. 23, januar 2020) som belæg for antagelsen. Men analysen underbygger ikke den antagelse.

Det skriver rapportens forfattere selv, og det har tre forskere også givet udtryk for. Faktisk hviler centrale dele af Regeringens udspil om anbringelser på antagelser, der ikke er forskningsmæssigt belæg for, hvilket fremgår af forskningsleder i Rockwool Fonden Signe Hald Andersens artikel ”Der mangler evidens om anbragte børn og unge”.

Manglende finansiering vil skabe frustration
Om finansieringen af de nye tiltag fremgår det, at der skal bruges 761,6 millioner kroner, når reformen er fuldt indfaset i 2026. Det er cirka 5 procent af det beløb, der i 2019 blev brugt på udsatte børn.

Det lille beløb viser, at regeringen til fulde ikke ”sætter børnene først”, når det gælder om at afsætte midler til at beskytte børn og unge i udsatte positioner eller at forbedre trivslen for andre børn, der har vanskeligheder.

Når regeringen samtidig vil bruge den dyreste foranstaltning, nemlig anbringelse uden for hjemmet, både hyppigere og tidligere, så kan det simpelthen ikke lade sig gøre. Det rækker de ekstra penge på ingen måde til.

Og hvis der skal omprioriteres, så kan der kun tages midler fra de forebyggende indsatser, som i forvejen er helt utilstrækkelige i forhold til at give familierne den hjælp, de efterspørger. På bundlinjen er der altså ingen mulighed for finansiering af de centrale dele af reformen, medmindre man reducerer eller afskaffer forebyggelse.

Den manglende finansiering vil skabe massive frustrationer hos familier, børn, unge og hos de professionelle, som håber på, at kvaliteten i deres arbejde kan sikres gennem bedre arbejdsvilkår. Begge grupper kommer til at konstatere, at der overhovedet ikke er mulighed for at finansiere noget som helst løft af børneområdet. Tværtimod.

Fattigdom og diagnoser ikke nævnt med et ord
Der er også eksisterende store udfordringer, som overhovedet ikke behandles i udspillet.

Fattigdom eller fattige familier er overhovedet ikke omtalt, selvom der er cirka 60.000 fattige børn i Danmark, og det er påvist, at fattigdom medfører en lang række afsavn for børn og unge, som forringer trivsel her og nu, og kan medføre, at børnene isoleres, trives dårligere i skolen eller udvikler forskellige former for udadreagerende adfærd.

Hjælp til børn med forskellige diagnoser omtales stort set ikke på de 48 sider, skønt mange forældre har vanskeligt ved at få den optimale støtte til deres børn med for eksempel diagnosen ADHD eller autisme blandt andet fordi, at børnene ikke får de rette dag- eller skoletilbud i tide.

Socialrådgivernes dårlige arbejdsvilkår på grund af alt for mange alvorlige børnesager per sagsbehandler samt alt for mange proceskrav og dårlig styring, giver et arbejdspres, som medfører stress og udbrændthed.

Det får socialrådgivere til at skifte job, som forårsager hyppige sagsbehandlerskift, der har en skadelig effekt på relationerne til børn og forældre. Socialrådgiverne har derfor hverken den tid eller kontinuitet i arbejdet, der er nødvendig for at opbygge et godt og tillidsfuldt samarbejde med familien, hvor barnet og forældrene inddrages i at finde den rette hjælp i tide.

Vi har ikke brug for et paradigmeskift, der stigmatiserer forældrene og vanskeliggør socialrådgivernes forebyggende og tillidsskabende samarbejde med familien. Slet ikke børnene!