Antropologer: Hummelgaards fokus på kulturel baggrund vil blive et benspænd for det boligsociale arbejde

Derfor hilste han også Hummelgaards forslag velkommen og understregede, at det er på høje tid, at vi ser disse børn og unge, lytter til dem og handler.  

Det er dog spørgsmålet, om Hummelgaards og Aminalis insisteren på at sætte etnicitet og kultur i forgrunden for forståelsen af, hvad der er på spil i de udsatte boligområder, ikke netop spænder ben for den gode intention om at få øje på, lytte og forstå.  

Forkerte forklaringer skaber mistillid

Når vi udfordrer præmissen om, at der i de udsatte boligområder skulle være et særligt, kulturelt problem på spil, er det ikke fordi, vi underkender, at der i nogle minoritetsetniske familier er massive udfordringer.

Ikke mindst i familier med flugterfaringer, hvor ptsd, midlertidige opholdstilladelser, sproglige udfordringer og en ofte ekstrem stram økonomi skaber svære betingelser for både børn og voksne.

Som samfund skylder vi at møde alle børn, unge og familier åbent og undersøgende.

Rikke Egaa Jørgensen og Kathrin Houmøller
Antropologer og fhv. specialkonsulenter, Center for Boligsocial Udvikling

Men vi er nødt til at forholde os til, om en forståelsesramme, der på forhånd udpeger familiernes kulturelle baggrund som det primære problem, gavner det sociale arbejde.  

Vi ved fra forskningen, at kulturelle forklaringsmodeller risikerer at flytte fokus fra den enkelte families konkrete livssituation. Det kan gøre det vanskeligt at sætte ind med de rette indsatser.  

Fra en undersøgelse af unges perspektiver i udsatte boligområder ved vi også, at når børn og unge oplever at møde professionelle, der synes at have forstået dem på forhånd, så kan det føre til, at de udvikler mistillid og vender sig væk fra systemet og den hjælp, de får tilbudt.

Det er en kæmpe udfordring, fordi tillid er så afgørende for at få indsigt i, hvad der sker i hjemmet.  

Majoritetsetniske unge går under radaren

Endelig risikerer vi at miste blikket for de majoritetsetniske børn og unge, der også har massivt behov for at blive set og lyttet til.

Fra vores arbejde i Cfbu ved vi blandt andet, at netop denne gruppe sjældent deltager i de boligsociale tilbud og aktiviteter til trods for, at de vokser op med en række risikofaktorer i familien.

Som forfatter og psykolog Glenn Bech har påpeget, synes risikofaktorer at "klumpe sig sammen på bunden", og der er således større risiko for vold i familier med lav indkomst, psykisk sygdom, misbrug med mere.

Ved at fokusere specifikt på udfordringerne i minoritetsetniske familier risikerer vi dermed helt at usynliggøre de majoritetsetniske børn og unge, som i forvejen kan være svære at få øje på i de udsatte boligområder. 

Som samfund skylder vi at møde alle børn, unge og familier åbent og undersøgende. Både dem, der bor i – og udenfor – områder, vi har defineret som udsatte.

Det nytter derfor ikke, at vi stirrer os blinde på en forklaringsramme, der på forhånd sammenkæder minoritetsetniske familier, vold og udsatte boligområder.