Borgmester, rektor og fagforbund i opråb: Udflytning af uddannelser vil øge pædagog- og lærermanglen i hovedstaden

Land og by er ikke hinandens modsætninger.

Tværtimod.

Hovedstaden og Københavns fremskridt og vækst skaber arbejdspladser og liv i resten af landet og omvendt. Ligesom de udfordringer, resten af landet oplever, også kan mærkes i København og hovedstaden.

Det er i sig selv et argument for, at Københavns udfordringer bør tages lige så seriøst som resten af landets.

Vel er der forskelle mellem hovedstaden og det øvrige Danmark, det har der altid været. Men det betyder ikke, at vi er hinandens modsætninger.

Som et led i opgøret med det, regeringen kalder ”centraliseringen af Danmark”, har man lanceret, at der skal flyttes uddannelsespladser ud af de fire store byer, særligt ud af København. Regeringen vil blandt andet udflytte studiepladser på sygeplejerskeuddannelsen, pædagoguddannelsen, læreruddannelsen og socialrådgiveruddannelsen fra København.

Men det vil være katastrofalt. For det vil resultere i færre studerende på disse uddannelser i hovedstadsregionen, hvor der netop er mangel på ikke mindst skolelærere og pædagoger.

Søger mod universiteterne
Ingen steder i Danmark findes der så mange ufaglærte medarbejdere i dagtilbud og skoler som i hovedstadsområdet.

Ingen steder i Danmark findes der så mange ufaglærte medarbejdere i dagtilbud og skoler som i hovedstadsområdet. Ingen steder er der så mange ubesatte stillinger, når der søges efter lærere og pædagoger.

Ingen steder er der så mange ubesatte stillinger, når der søges efter lærere og pædagoger.

Ingen steder er der så få, der søger lærer- og pædagoguddannelserne blandt de uddannelsessøgende unge, som til Københavns Professionshøjskole.

En del af forklaringen er, at de unge i højere grad søger mod universiteterne, selvom akademikerledigheden er meget betydelig i København, hvor akademikere udgør 45 procent af dagpengemodtagerne. Den udvikling skal vendes, men det løser udflytning af uddannelser fra København ikke.

Men er det ikke rigtigt, at velfærdsuddannelserne er blevet centraliseret?

De tørre tal er, at der siden 2000 er kommet 12 flere udbud af enten lærer-, pædagog-, socialrådgiver- eller sygeplejerskeuddannelsen udenfor de fire store byer. Væksten i studerende udenfor de fire store byer har ikke været mindre, snarere tværtimod.

Man kan blive sygeplejerske eller pædagog 23 steder i Danmark, lærer 18 steder og socialrådgiver 13 steder. Det ændrer ikke på, at der er god fornuft i at se på områder og steder, hvor behovet ikke dækkes tilstrækkeligt.

Af samme grund er der ingen grund til at være kritisk overfor, at regeringen stiler efter for eksempel en bæredygtig læreruddannelse i Hillerød.

Tillid til velfærd svækkes
Men det er i hovedstadsregionen grundlæggende ikke fordelingen af uddannelsessteder, der er et problem. Det er antallet af unge, der i det hele taget søger særligt lærer- og pædagoguddannelserne.

Der er hundredevis af tomme pladser på disse uddannelser.

Der er brug for at få fyldt de tomme pladser op – ikke at fjerne dem. I 2020 opslog Københavns Kommune 1.100 pædagog-stillinger, men fik kun besat halvdelen. Det vil kun blive værre med flere og flere børn og færre og færre på pædagoguddannelsen. Det er til hudløshed dokumenteret sort på hvidt.

Fortsætter den udvikling, trues velfærdskontrakten.

Med færre uddannede i dagtilbud og skoler vil kvaliteten falde, og tilliden til den offentlige velfærd svækkes. Der bliver nemlig ikke alene mange flere børn, men også færre professionelle lærere og pædagoger til at tage sig af dem.

Vi frygter, at en massiv udflytning af uddannelsespladser fra København til andre dele af regionen vil få mange af de unge, der for eksempel har valgt både at læse til pædagog og gøre det i København, til at vælge anderledes, hvis uddannelsen placeres i et område, hvor det er vanskeligt at skabe et attraktivt studiemiljø.

De store byer trækker, men ikke altid til den rigtige uddannelse.

Københavns Professionshøjskoles udbud af læreruddannelsen i Helsingør havde otte ansøgere sidste år – det til trods for et stærkt samarbejde med en topengageret Helsingør Kommune.

Helt mærkværdigt bliver det, når det ifølge de foreløbige beregninger af regeringens plan tyder på, at Københavns Professionshøjskole ender med en gigantisk regning, fordi regeringen vil flytte uddannelser og ikke finansiere det. Pengene bliver taget fra uddannelserne i København, Hillerød og Bornholm, hvor timetallet vil falde, og frafaldet på uddannelserne stige.

Det er ikke det, vi har brug for.

Statens ansvar
Hovedstadsregionens grundproblem er ikke fordeling af lærer- og pædagoguddannelserne, men rekruttering til dem. Det er ikke uddannelsespladser, der mangler, men studerende.

Behovet for flere studerende i København og hovedstadsregionen er stort.

Vores appel handler ikke om at ”holde” på de alt for få pædagog- og lærerstuderende i København, men at få flere til både København og resten af regionen.

Det er derfor ikke nok, at regeringen gør noget godt for alle andre uden for hovedstadsregionen; den er nødt til at gøre noget godt også for hovedstadsregionen, som på dette område er i knæ.

Uddannelse af lærere og pædagoger er statens opgave. Regeringen har taget positive indledende skridt med engangsbevillinger til pædagoguddannelsen og et løfte om at prioritere dem.

Der er behov for, at det gøres mere attraktivt at læse til lærer og pædagog. Det handler både om uddannelsernes kvalitet og finansiering.

Her skal også kommuner, region og KP blive bedre til at sikre gode praktikker i uddannelserne; så mindskes frafaldet, og kvaliteten stiger. Det handler om at få det almene gymnasium til ikke alene at rette sig mod universiteterne.

Det handler om, at arbejdsmarkedets parter og staten sikrer, at der venter et attraktivt og udviklende arbejdsliv med gode karriere- og specialiseringsveje i jobbet som pædagog eller lærer.

Vi håber, regeringen lytter.

Vores appel handler ikke om at ”holde” på de alt for få pædagog- og lærerstuderende i København, men at få flere til både København og resten af regionen. Situationen i dag er uholdbar, og vi frygter, det bliver værre.

Vi sidder på en tidsindstillet bombe. Lunten er tændt.