Debat

BUPL: Kære politikere, husk nu hvad I lovede børnene under valgkampen

Der er meget på spil for landets børn og pædagoger i disse dage, og de politiske løfter står i kø for at blive indfriet. Alle politikere må forstå, at problemerne kun kan løses ved at gøre det mere attraktivt at blive og være pædagog, skriver Elisa Rimpler. 

Som valget er faldet ud, er der heldigvis håb om masser af indflydelse til flere af de partier, der har givet vigtige løfter til landets børn, forældre og pædagoger, skriver Eliza Rimpler. 
Som valget er faldet ud, er der heldigvis håb om masser af indflydelse til flere af de partier, der har givet vigtige løfter til landets børn, forældre og pædagoger, skriver Eliza Rimpler. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Elisa Rimpler
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er nok de færreste børn, der sidder klistret til skærmen, når der er politiske debatter, eller når toppolitikerne fortæller, hvem de vil pege på som statsminister. Men selvom de mindste foretrækker at tænde for Ramasjang, har børnene masser på spil i disse dage.

Får vi en ny regering, som vil forebygge den stigende mistrivsel blandt børn og unge?

En regering som endelig vil give pædagoguddannelsen et hårdt tiltrængt løft, så nye pædagoger bliver bedre rustet til den komplekse hverdag og det store ansvar, der møder dem?

En regering som vil sikre bedre løn og arbejdsforhold, så pædagogprofessionen bliver mere attraktiv, og vi får flere pædagogkolleger i daginstitutioner, klubber og SFO’er. Og så vi samtidig kan holde på flere af dem, vi allerede har.

Det håber jeg, og det forventer jeg.

Øje på "principper" og "nationalt kompromis"

På mit skrivebord har jeg en lang liste af politiske løfter fra valgkampen, som Bupl kommer til at holde skarpt øje med i den kommende tid. For pædagogerne er det indholdet af den liste, der var på spil på valgaftenen, og som stadig er det under regeringsdannelsen.

Som valget er faldet ud, er der heldigvis håb om masser af indflydelse til flere af de partier, der har givet vigtige løfter til landets børn, forældre og pædagoger.

Det er vigtigt, at alle politikere forstår, at vi ikke kan nøjes med at behandle os ud af problemet

Eliza Rimpler
Formand for Bupl

Det er blandt andet løfterne om milliarder til et lønløft og bedre arbejdsvilkår for udvalgte offentlige faggrupper, så der også i fremtiden vil være pædagoger nok til at sikre betingelserne for, at børnene er i trivsel og god udvikling. Løfter som både Socialdemokraterne, SF, Radikale, Alternativet og Enhedslisten har fremført under valgkampen.

Socialdemokratiet har præsenteret syv principper, som ifølge dem skal afgøre, hvilke grupper af ansatte, der skal have mere i løn. Det handler blandt andet om rekrutteringsudfordringer, ulige løn og borgernære opgaver. Som eksempler nævner de blandt andet sygeplejersker, sosu’er og pædagoger, selvom de ikke vil love, hvem der får del i pengene.

Det er vigtigt og helt på sin plads, at pædagoger bliver fremhævet, og selvom det ikke vil indhente hele lønefterslæbet med et fingerknips, så er det et historisk skridt, som en ny regering skal levere på.

SF vil udbygge minimumsnormeringerne, så de kommer til at gælde i børnehøjde og helt frem til skolestart 1. august. SF står også bag et vigtigt forslag om endelig at styrke normeringerne i SFO’erne efter mange år med besparelser.

Både SF og Radikale Venstre har været ude med hvert sit forslag om at styrke børns trivsel med en større plan. ’Et nationalt kompromis’ kalder Radikale det. Det er meget fornuftigt, for hvad er mere vigtigt?

Ikke bare valgflæsk

Trivselskrisen er heldigvis en dagsorden, som har samlet nærmest alle partier, selvom løsningerne, de peger på, er vidt forskellige.

Det er vigtigt, at alle politikere forstår, at vi ikke kan nøjes med at behandle os ud af problemet. Vi kan kun stoppe den negative spiral, hvis vi investerer mere i tidlig indsats og i forebyggelse, der hvor børn og unge har deres hverdagsliv. Derfor skal investeringer i almenområdet - i høj faglighed - i både daginstitutioner, fritidsinstitutioner og skoler være en central del af løsningen.

Som erfaringsramt kunne jeg selvfølgelig vælge at affeje mange af løfterne som valgflæsk i en svær valgkamp. Men jeg oplever faktisk en reel vilje til at gøre op med nogle af udfordringerne

Eliza Rimpler
Formand for Bupl

Endelig har et stort flertal i Folketinget lovet, at noget af det første, der skal ske efter valget, er, at pædagoguddannelsen skal have det økonomiske løft, den har så stort behov for, og som vi har ventet så længe på.

SF har helt konkret spillet ud med 350 millioner kroner, som skal sikre flere timer med en underviser, mere feedback og flere praktisk-musiske fag.

Min liste er lang, og som erfaringsramt kunne jeg selvfølgelig vælge at affeje mange af løfterne som valgflæsk i en svær og ophedet valgkamp.

Men jeg oplever faktisk en reel vilje til at gøre op med nogle af de massive udfordringer, som vi har kæmpet med og råbt op om i årevis. At vi skaber et mere robust samfund og en velfærd, der i højere grad forebygger mistrivsel ved at skabe rammerne for det gode børneliv.

Det store fokus på betydningen af børns tidlige år og behovet for minimumsnormeringer har sat pædagogmanglen på dagsordenen og gjort det tydeligt for enhver, at der er brug for en samlet løsning, hvis vi skal nå i mål. Politikerne ved godt, at kvaliteten i daginstitutionerne er afhængig af flere dygtige pædagoger. Hvis de vil sikre det gode børneliv og bevare forældrenes tillid, skal de skrue op for fagligheden og pædagogandelen.

Jeg fornemmer også på mine samtaler med politikere fra flere partier, at de har forstået, at vi hverken kan tiltrække flere til pædagogfaget eller sikre, at flere får lyst til at blive, hvis ikke de sørger for, at det også lønmæssigt bliver mere attraktivt at blive og være pædagog.

Højere løn, bedre arbejdsvilkår, styrket faglighed og uddannelse. Det hele hænger sammen, og det samme gør politikernes løfter til børnene.

I Bupl kommer vi til at holde skarpt øje med, at løfterne ikke falder fra hinanden, før de bliver til virkelighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Elisa Rimpler

Formand, BUPL
pædagog (Esbjerg Seminarium 1999)

0:000:00