Bliv abonnent
Annonce
Debat

Dagplejeformand: Politikere skærer dagtilbud i småstykker, men undrer sig over stigende mistrivsel

Dagplejen har i knap 60 år leveret på lige netop de parametre, som selvsamme beslutningstagere nu ligger søvnløse over, at kæmpe-institutioner og mega-skoler har svært ved at skabe. Nemlig det lille, trygge miljø, der med kontinuitet i både dets voksne og struktur uden det store omsvøb lykkes med at skabe børn i trivsel, skriver Natascha Steen.
Dagplejen har i knap 60 år leveret på lige netop de parametre, som selvsamme beslutningstagere nu ligger søvnløse over, at kæmpe-institutioner og mega-skoler har svært ved at skabe. Nemlig det lille, trygge miljø, der med kontinuitet i både dets voksne og struktur uden det store omsvøb lykkes med at skabe børn i trivsel, skriver Natascha Steen.Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
6. december 2024 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kommunernes budgetaftaler er klappet af, og vi nærmer os et nyt år, hvor mistrivslen blandt børn og unge stadig buldrer derudaf, og politikerne river sig i håret for at finde løsninger, der skaber en ende på spiralen, der har absurde økonomiske konsekvenser for de kommunale budgetter.  

Der eksperimenteres og investeres løs i omlægning og personaleressourcer til Nest-klasser, CO-teaching, mellemformer, basisgrupper og lignende i et forsøg på at sætte en bremse i og få flere børn til at trives i noget, der ligner det almene miljø. 

Igen i år har de samme lokalpolitikere ved efterårets budgetforhandlinger siddet og foreslået nedlukninger eller massive besparelser på den kommunale dagpleje.  

Læs også

Det hedder sig nemlig, at dagplejen er for dyr. Den er for usmidig. Den er svær at rekruttere personale til. Og det er langt nemmere med de kæmpestore dagtilbud, hvor alle specialindsatserne er samlet i ét børnehus og vrimler rundt mellem de ofte flere end 100 børn.

Men der er noget hamrende arrogant over, at kommunalpolitikere landet over med et trylleslag kan og overvejer at banke 57 års dagtilbudskultur i jorden.

Dagplejens succes

Dagplejen har i knap 60 år leveret på lige netop de parametre, som selvsamme beslutningstagere nu ligger søvnløse over, at kæmpe-institutioner og mega-skoler har svært ved at skabe. Nemlig det lille, trygge miljø, der med kontinuitet i både dets voksne og struktur uden det store omsvøb lykkes med at skabe børn i trivsel.

Dagplejen rummer, integrerer og inkluderer allerede de børn, der bøvler med at trives i en traditionel vuggestuekontekst.

Natascha Steen
Formand, dagplejerne i Københavnsområdet
Hvad enten et barn er for tidligt født, bøvler med sygdom eller viser tidlige tegn på udfordringer, så er meldingen fra sundhedsplejersken altid klar: Forældrene bør vælge dagplejen.

Og når så forældrene har valgt dagplejen, så kvitterer de ovenikøbet med at give den højeste tilfredshedsscore blandt alle landets dagtilbud – forældrene synes altså bedre om dagplejen, end om vuggestue, børnehave eller et eventuelt specialtilbud. 

Og alligevel leges der hvert år videre med en nedskalering af dagplejen, når kommunerne skal til at lægge budgetter, og udgifterne til børneområdet stiger. Forvaltningen plejer at bakke argumenterne op med, at dagplejen er dyr – nemlig ofte et par hundrede kroner dyrere per barn end en vuggestueplads i et integreret børnehus.  

Og tal er jo taknemmelige. For bag den konklusion vælger man altid behændigt at skære de kommunale udgifter til opførsel af de store børnehuse fra. En udgift, der jo ellers ikke skal findes penge til hos dagplejen. Og man glemmer, at dagplejen ene mand holder åbent i 48 timer – en pædagog går hjem efter maksimalt 37.

Børnenes trivsel

Og så er der den store, fluffy elefant i rummet. Trivslen. For selvom dagplejerne, sundhedsplejersken, pladsanvisningen og brugerne – forældrene – ved det, så er det endnu ikke sivet ind på rådhusene rundt omkring.

Men lad mig for de uindviede gerne understrege, hvilken pædagogik dagplejere hver dag leverer.

Læs også

Dagplejen rummer, integrerer og inkluderer allerede de børn, der bøvler med at trives i en traditionel vuggestuekontekst. De børn, der er i risiko for at koste specialpædagogisk indsats, PPR, udredningsforløb og meget mere, fordi de ikke trives i et miljø, hvor udskiftningen af voksne er for stor til, at en etårig hjerne kan følge med, forstå og knytte sig på ny.  

De børn har det med at stortrives i den lille dagpleje, hvor de hver morgen afleveres til den samme voksne, der følger dem hele dagen, kender familien og derfor har de allerbedste forudsætninger for at spotte selv bittesmå afvigelser i barnets adfærd og trivsel langt hurtigere, end man ellers ville kunne.

Tidlig indsats

Det handler i virkeligheden ikke om en kritik af hverken pædagoger eller traditionelle dagtilbud – det handler om, at dagplejen formår noget andet alene på grund af de hjemlige rammer, der i et lavt tempo favner læring, udvikling og omsorg.

Skulle der stadig sidde politikere, der tænker, at dagplejen er et nemt, rødt tal i et budget, man har svært ved at få til at gå op, så prøv at invitér dig selv på en kop kaffe hos en dagplejer i din kommune. 

Natascha Steen
Formand, dagplejerne i Københavnsområdet

Og det burde være i tårnhøj kurs i en tid, hvor ingen har formået at knække koden til børns stigende mistrivsel. Alt imens alle, der arbejder med børn, ved, at tidlig indsats er den bedste investering, man kan foretage.  

Og skulle der stadig sidde politikere, der tænker, at dagplejen er et nemt, rødt tal i et budget, man har svært ved at få til at gå op, så prøv at invitér dig selv på en kop kaffe hos en dagplejer i din kommune.  

Prøv at være nysgerrig på, hvorfor forældrene mon er så glade, når de har valgt den løsning til deres børn. Spørg ind til, hvordan dagplejens rammer skaber gode muligheder for at rumme børn, der ellers kan være svære at få til at passe ned i de kommunale kasser.

Det skylder man ærlig talt, før man sætter sig omkring de store borde og træffer beslutninger, der kan forringe trivslen hos de mindste børn i deres vigtigste år.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026