Socialrådgiverforening: Sårbare børn har også brug for minimumsnormeringer

Langt de fleste kender til minimumsnormeringer i daginstitutioner og klasseloft i folkeskolen. Vi ved, at der – heldigvis – er sat grænser for, hvor mange børn én voksen må have ansvaret for.
Eller vendt på hovedet: Hvor mange børn, som skal deles om én fagpersons nærvær og faglighed. Det giver tryghed og kvalitet for både børn og forældre.
Den socialrådgiver, som skal hjælpe barnet og dets familie, kan have ansvaret for 40, 50 eller 60 børn – uden nogen form for øvre grænse.
Signe Færch
Forkvinde, Dansk Socialrådgiverforening
Men når jeg taler med folk uden for det socialfaglige felt, bliver mange overraskede, når jeg fortæller, at der ikke findes sådan en grænse, når børnene har allermest brug for det.
Hvis et barn begynder at mistrives og får brug for støtte fra kommunen, så er der nemlig ingen grænse for antallet af børn, som skal deles om én socialrådgiver.
Den socialrådgiver, som skal hjælpe barnet og dets familie, kan have ansvaret for 40, 50 eller 60 børn – uden nogen form for øvre grænse.
Når barnet og dets familie står i en sårbar situation, risikerer de altså at skulle dele fagpersonens opmærksomhed med allerflest.
Svære dilemmaer
Socialrådgivere møder mange børn og unge, men fælles for dem er, at de ofte har udfordringer i livet.
Det kan være en lille dreng, som har ondt i maven hver morgen og nægter at tage i skole – og hvor forældrene er slidte af bekymringer over sønnens skolevægring.
Det kan være en ung pige, som skærer i sig selv for at håndtere det traume, som blev udløst af seksuelle overgreb i barndom.
Socialrådgiverne står hver dag over for svære dilemmaer: Hvem har mest brug for mig i dag, og hvem kan vente? Hvilke opgaver haster, og hvilke kan jeg udskyde?
Signe Færch
Forkvinde, Dansk Socialrådgiverforening
Eller det kan være en knægt, som slås med et begyndende hashmisbrug og er på vej ud i en kriminel løbebane for at vinde social anerkendelse.
Det er børn som disse, socialrådgivere arbejder med. Ikke én ad gangen – men på samme tid. Det behøver ikke at være et problem, hvis man har den nødvendige tid.
Men vores nye vilkårsundersøgelse viser, at 81 procent af socialrådgiverne på børneområdet oplever, at der er kommet flere arbejdsopgaver, efter barnets lov er trådt i kraft – mens kun 17 procent angiver, at man er blevet opnormeret tilsvarende.
Det betyder, at socialrådgiverne hver dag står over for svære dilemmaer: Hvem har mest brug for mig i dag, og hvem kan vente? Hvilke opgaver haster, og hvilke kan jeg udskyde?
Utilstrækkelighedsfølelse
Socialrådgiverne betaler for dette med en følelse af utilstrækkelighed, som risikerer at slå skår i arbejdsglæden eller føre til stress.
Faktisk i en sådan grad, at lidt mere end halvdelen af socialrådgiverne på børneområdet har overvejet at skifte job, mens næsten hver tredje har overvejet helt at forlade socialrådgiverfaget.
Men børnene og deres familier mærker også travlheden, når de endnu engang ringer forgæves, venter for længe på støtte eller ikke får en nærværende opfølgning.
Jeg håber derfor, at man i kommunerne vil indføre lokale sagslofter, som kan sætte en grænse for antallet af børn, som skal deles om én socialrådgiver.
Børn i mistrivsel har nemlig også brug for minimumsnormeringer.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Ombudsmanden går ind i sag om lovbrud i børnesager
- Kommunalpolitiker om DR-dokumentar: Ressourcesvage forældre har også omsorg at give
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Mens behovet for pædagoger stiger, forlader stadig flere faget



















