
Naalakkersuisut, den grønlandske regering, har udpeget ny børnetalsmand.
Valget er faldet på Stina Sværd, der er afdelingschef i den grønlandske socialstyrelse.
Det skriver Sermitsiaq.
"Jeg vil arbejde for, at alle børn i Grønland bliver hørt – også dem, der ikke bliver spurgt. Børns rettigheder skal ikke kun stå i love og konventioner, men leves i praksis," udtaler Stina Sværd i en pressemeddelse fra Naalakkersuisut.
Sværd har 20 års erfaringen indenfor børn, unge og familieområdet. Hun er uddannet socialrådgiver og har arbejdet som sagsbehandler, leder og frivillig flere steder i landet.
"Jeg ser frem til, at Stina starter sin stilling som Børnetalsmand. Stina har dybt kendskab til forholdene, og ikke mindst, vilkårene for børn i Grønland, og jeg er ikke i tvivl om, at Stina vil møde børnene i øjenhøjde i sin funktion. Som Naalakkersuisoq er jeg stolt over, at jeg har deltaget i Naalakkersuisuts udpegning af Børnetalsmanden," fortæller Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier, Mads Pedersen.
Udnævnelsen kommer efter at den mangeårige børnetalsmand Aviâja Egede Lynge meldte sin afgang fra posten tilbage i maj.
Børnetalsmanden er ansat i treårig periode, der kan forlænges. Naalakkersuisut vælger talsmanden ud fra en almindelig ansættelsesproces foretaget af embedsmænd fra departement for familier, sundhed og uddannelse.
Stina Sværd tiltræder stillingen 1. august.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Dagtilbudsleder: Hvis debatten om genetik flytter ind i børnehaven, får det konsekvenser for børnene
- Dagtilbudsleder: Det går ud over fællesskabet, når hensynet til det enkelte barn fylder for meget
- Børnepsykolog stiller dyster diagnose af dagtilbud: "Alarmerende"


















