DI: Profitforbud på daginstitutionsområdet er løsningen på et problem, som ikke eksisterer i den virkelige verden

11. oktober indgik regeringen, støttepartierne og Alternativet en aftale, der afvikler privatejede daginstitutioners mulighed for at trække overskud ud af driften.

Protesterne, bekymringerne og advarslerne fra tusindvis af forældre og utallige daginstitutionsledere var dermed ikke nok til at råbe det politiske flertal op og sætte en stopper for den idé, der først blev nedfældet som en strøtanke i det famøse forståelsespapir, og som senere sneg sig ind i aftalen om minimumsnormeringer fra december 2020.

En løsning, ingen har bedt om

Det er bemærkelsesværdigt, at idéen om at man ikke må kunne tjene penge på at levere et privat pasningstilbud til de forældre, der måtte foretrække dette, hverken er groet i kommunernes eller forældrenes baghaver.

Den er tværtimod et resultat af en ideologisk og symbolpolitisk tankegang på Christiansborg, hvor nogle partier tilsyneladende går mere op i, om den skattefinansierede velfærd leveres af det offentlige eller det private, end om den har en kvalitet, vi som samfund kan være bekendt, og som lever op til borgernes forventninger.

Der er samtidig tale om en løsning på et problem, der ikke eksisterer i den virkelige verden. Langt de fleste privatejede daginstitutioner kan kun mønstre et beskedent overskud, og det bliver kun overført til ejerkredsen i 1 procent af tilfældene.

Familier går glip af valgmuligheder

Omvendt vil konsekvenserne af aftalen i dén grad kunne mærkes i den virkelige verden. Muligheden for at få en beskeden forrentning ud af sine investeringer er nemlig ret afgørende for de ildsjæle, der typisk har ofret tid, pensionsopsparing og friværdi på at udvikle et pasningstilbud på deres egne præmisser – pasningstilbud, som vel at mærke kun findes, så længe forældrene synes, de har noget at byde på.

Det er med andre ord selve definitionen på at være selvstændig iværksætter frem for lønmodtager, man fratager de privatejede børnehaver og vuggestuer.

For det er ikke let at rejse kapital til en ny daginstitution, når der både skal investeres i de fysiske rammer, legetøj, videreuddannelse af personalet og meget mere. Men mangfoldigheden i forældrenes valgmuligheder afhænger af, at det lykkes, og at ildsjælene har gode forudsætninger for at vove pelsen og tænke nyt – hvad enten det gælder pædagogik, fleksibilitet, naturfokus eller noget helt fjerde.

Det er grundlæggende udtryk for en manglende respekt for forældrene, at man på Christiansborg ikke har tillid til, at de selv kan vurdere, hvilket pasningstilbud der bedst understøtter deres børns trivsel og udvikling – hvad enten det så er kommunalt, selvejende eller privat.

Kommuner rammes af pasningsudfordringer

Konsekvenserne af aftalen vil også kunne mærkes ude hos kommunerne, som i forvejen får svært ved at finde daginstitutionspladser til det stigende antal børn frem mod 2030. Private aktører har længe haft et ønske om at få lov til at bidrage med flere investeringer i nye børnehaver og vuggestuer, der kunne lette noget af presset på de kommunale institutioner.

Men i stedet for at indlede en dialog om, hvordan et pragmatisk offentlig-privat samarbejde kan udvide kapaciteten og sikre flere valgmuligheder til familierne, kaster man nu kommunerne ud i en situation, hvor de må klare investeringerne alene, og hvor de samtidig må finde erstatninger for de privatejede institutioner, der risikerer at må lukke, hvis den politiske aftale implementeres som lovgivning. 

Med andre ord vælger regeringen og støttepartierne at skyde med skarpt efter ildsjæle, når de stirrer sig blinde på det ideologiske spørgsmål om ejerformer og profit. Noget, der til at starte med ikke er et reelt problem, og som man alligevel forsøger at løse med et forbud, der kan få dramatiske konsekvenser for de familier, der ønsker private dagtilbud og for de ildsjæle, der driver dem.