DLO: Coronakrisen har vist topstyring af et hidtil ukendt format

DEBAT: Det giver øgede udfordringer at implementere enslydende og ret rigide nationale retningslinjer i institutioner præget af lokale løsninger og praksisser, skriver formand i DLO.

Vi glæder os til, at praksisfællesskabernes og den faglige ledelse igen får magten tilbage i daginstitutioner, skriver DLO's formand. Foto: Morten Germund/Ritzau Scanpix

Marie Lagoni Pedersen

Redaktionsassistent

GDPRDeleted

Vis mere

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Grevsen
Formand, DLO

Lederne i de danske daginstitutioner har under covid-19 skullet håndtere ansvar og opgaver fra et markant anderledes afsæt, end det vi kender. Sundhedsmyndigheder har med eftertryk sat rammer og vilkår for både ledelse og drift af landets daginstitutioner.

Pædagogstanden og deres ledere er traditionelt kendt som en faggruppe, der hylder mangfoldighed og relationelle tilgange. Det kendetegner også dagtilbudsloven, at det er en rammelov med plads til lokale fortolkninger, løsninger og praksis.

Situationen præsenterer for langt de fleste daginstitutionsledere en stejl læringskurve og giver i tråd med dagtilbudsloven anledning til både refleksion og evaluering.

Alvoren af den sundhedsmæssige situation skaber en præmis, der fra et ledelsesperspektiv tegner topstyring af et hidtil ukendt format.
Peter Grevsen
Formand, DLO

Af positive iagttagelser udmærker det sig, hvordan tydelig ledelse på de enkelte daginstitutioner har bidraget til, at de pædagogiske medarbejdere lykkes med at udvise stærk forandringsparathed.

I en tid hvor normeringer også politisk har fået øget betydning, gør man sig også praksiserfaringer med at organisere færre børn per voksen i mindre afgrænsede børnegrupper.

Topstyring af hidtil ukendt format
Blandt mindre positive iagttagelser er fraværet af det pædagogfaglige gods som styringsgrundlag og manglende plads til det professionelle skøn, og hvordan det påvirker den pædagogiske kvalitet.

Vi kan også i praksis konstatere, at mange ændringer i retningslinjerne tilsat skiftende budskaber fra forskellige myndigheder modsiger alt, hvad vi ved om effektiv implementering, forhindrer hjælpsomme rutinestrukturer og skaber stress.

Alvoren af den sundhedsmæssige situation skaber en præmis, der fra et ledelsesperspektiv tegner topstyring af et hidtil ukendt format. Samme topstyring har endda afsæt i et grundlæggende anderledes fagprofessionelt felt, end det pædagogiske og ledelsesmæssige.

Man kunne forestille sig en frigørelse ved at lade andre aktører tage styring. At når andre (Sundhedsstyrelsen) bestemte rammer og præmisser, kunne den stedlige leder bruge sine ressourcer på at tænke på mere fagligt relevante emner. Det er dog ikke tilfældet, tværtimod.

Læs også

Ny debat: Hvor efterlader coronakrisen dagtilbuddene?

Det giver øgede udfordringer at implementere énslydende og ret rigide nationale retningslinjer i konkrete situationer og miljøer præget af lokale løsninger og praksisser. Dét skaber krydspres og manglende fokus på kerneopgaven.

Normeringers fulde potentiale kan ikke realiseres
En del af retningslinjerne har for mange givet anledning til at gøres sig praksiserfaringer med færre børn og voksne i mindre afgrænsede miljøer. Her må da være tale om en udelt succes? Og dog.

Gode normeringer er vigtige, men kan ikke stå alene som grundlag for den kvalitet, vi forventer, udfolder sig af bedre normeringer. Organiseringen spiller en væsentlig rolle.

I den aktuelle situation er institutionerne påtvunget bedre normeringer, og hurra for det. Men de har ikke mulighed for at realisere deres fulde potentiale uden et bredt praksisfællesskab med fælles fagligt afsæt, fælles forståelse af formål, og faglig ledelse der fortolker ind i den konkrete praksis.

De stramme krav om opdeling og adskillelse skaber et mangelfuldt fagligt fællesskab, som savner adgang til refleksion og sparring.

Magten tilbage til den faglige ledelse
Så hvad kan vi lære i et evaluerende perspektiv? Vi skal i et læringsperspektiv anerkende, at forskellige parametre også kan være hinandens forudsætninger.

Mindre grupper og højere normering er i al udgangspunkt godt for både børn og voksne, men kan ikke alene skabe øget kvalitet. Hvis andre væsentlige forudsætninger – eksempelvis overstyring uden relevant fagligt afsæt – spænder ben, mister vi det kvalitetspotentiale, der er i bedre normering og mindre grupper.

Vi glæder os til, at praksisfællesskabernes og den faglige ledelse igen får magten tilbage i daginstitutioner og kan skabe den ønskede kvalitet af de bedre normeringer.

Og vi glæder os til, at også de private daginstitutioner får lige muligheder for bedre normeringer og adgang til at realiserer det store potentiale for kvaliteten, der ligger deri.

Dokumentation

Temadebat: Hvor efterlader coronakrisen dagtilbuddene?

Coronakrise betyder nye forhold i landets dagtilbud med skrappe krav til afstand, udendørsleg, mindre børnegrupper og ekstra rengøring. Myndighedernes anbefalinger har skullet skræddersys til hverdagen på legepladsen og på blå og rød stue.

Hvilken læring har det tumultariske forløb affødt? Hvilke udfordringer er blot blevet tydeligere under coronakrisen og kræver fortsat handling? Og hvor efterlader coronakrisen dagtilbuddene?
Det giver centrale aktører deres bud på i de kommende uger på Altinget Børn.