Debat

Lektor: Coronakrisen har vist, at pædagogers nærvær giver bedre trivsel

DEBAT: Børn trives og udvikler sig bedre, når pædagogerne har tid til nærvær. Det er en af de ting, vi kan lære fra coronakrisen, skriver lektor. 

Der gik meget tid med at vaske hænder og spritte af, og en del pædagoger rapporterede om håndeksem hos både børn og voksne, skriver lektor.
Der gik meget tid med at vaske hænder og spritte af, og en del pædagoger rapporterede om håndeksem hos både børn og voksne, skriver lektor. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Marie Lagoni Pedersen
GDPRDeleted
Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Grethe Kragh-Müller
Lektor, DPU 

Da daginstitutionerne åbnede igen efter nedlukningen i marts på grund af corona, var det med en lang række krav for at begrænse corona smitte, og dagligdagen i institutionerne var på en række områder forskellige fra, hvad børn og pædagoger var vant til.

Der var ingen erfaringer at bygge på, og der var mange overvejelser i forhold til, hvilken betydning den nye situation ville få for børnene.

I maj 2020 fortog undertegnede og lektor, Lea Ann Christenson en mindre spørgeskemaundersøgelse i et samarbejde mellem DPU Århus Universitet og Børneringen.

Børns trivsel, læring og udvikling afhænger i vid udstrækning af pædagogernes betingelser og deres måde at forvalte dagligdagen på.

Grethe Kragh-Müller, Lektor, DPU 

Formålet med undersøgelsen var at kortlægge børnenes reaktioner på at vende tilbage til daginstitutionen efter nedlukningen samt betydningen af den nye dagligdag i institutionerne. Og resultaterne giver anledning til refleksion. 

Stor forskel på børnenes dagligdag
Helt overordnet set viste vores undersøgelse, at børnene godt kan lide deres børnehave.

Stort set alle pædagoger rapporterede, at børnene havde savnet deres venner og pædagoger og glædede sig til at komme tilbage. Børnenes glæde over endelig at være tilbage sammen med deres venner, overskyggede næsten nogle af udfordringerne i den nye situation.

Pædagogerne rapporterede, at der var en lang række udfordringer og vanskeligheder forbundet med de coronarelaterede krav og retningslinjer – eksempelvis krav om hyppig håndvask, ekstra rengøring, og at børnene skulle holdes i små grupper.

Der gik meget tid med at vaske hænder og spritte af, og en del pædagoger rapporterede om håndeksem hos både børn og voksne.

Mange børn efterspurgte legetøjet og forstod ikke, hvorfor de ikke måtte lege med det. De større børn savnede jævnaldrende, som de ikke kunne komme til at lege med, fordi de var i andre grupper.

Der viste sig store forskelle på, hvordan de voksne tilrettelagde børnenes dagligdag – fra fokus på at overholde reglerne til fokus på at tilrettelægge en tryg dagligdag, hvor regler trådte mindre frem.

Børn er tilpasningsdygtige 
Det var iøjnefaldende i spørgeskemaerne, hvordan børnene blev beskrevet som tilpasningsdygtige, nærmest uanset hvordan dagligdagen var tilrettelagt for den.

De affandt sig med ikke at have legetøj, med kun at lege med børnene i deres egen gruppe, i at blive ført tilbage til egen gruppe midt i en god leg med deres venner, i at være ude det meste af dagen, i ofte at vente i kø med en meters afstand for at vaske hænder og protesterede ikke i at følge reglerne, når de voksne ledte vejen.

Læs også

Mange børn kunne gengive ”vi skal vaske hænder, fordi der er bakterier/corona – man kan blive syg/man kan dø”, men børnenes spørgsmål viste også, at de ikke forstod den nye situation.

Færre konflikter og nye venskaber
Men der var også fordele ved de nye forhold. Stort set alle pædagoger var enige om, at det havde været meget givende pædagogisk set, at børnene var opdelt i mindre grupper med en eller to faste voksne tilknyttet.

Mange pædagoger så det som en ønskedrøm endelig at have tid til det enkelte barn, tid til at være nærværende, lyttende og at kunne udforske omverdenen sammen med børnene – oven i købet uden hele tiden blive presset af andre opgaver end at være sammen med børnene.

Pædagogerne fandt, at børnene havde færre konflikter og knyttede nye venskaber. De fandt også, at de børn, der i den almindelige dagligdag havde svært ved overskue hverdagen, finde venner, finde ind i legen og vedligeholde denne, trivedes og udviklede sig bedre.

Bedre udvikling med mere nærvær
Resultaterne af undersøgelsen giver anledning til refleksion. Børns trivsel, læring og udvikling afhænger i vid udstrækning af pædagogernes betingelser og deres måde at forvalte dagligdagen på.

Børn trives og udvikler sig bedre, når pædagogerne har tid til nærvær i samværet med børnene. Undersøgelsen viser også, at mange børn har ubesvarede spørgsmål og brug for voksnes hjælp til at forstå de ændringer, som coronasituationen har medført.

Endelig viser den, at børn er tilpasningsdygtige – også helt ud over, hvad der er sundt for dem udviklingsmæssigt set.

Dokumentation

Temadebat: Hvor efterlader coronakrisen dagtilbuddene? 

Coronakrise betyder nye forhold i landets dagtilbud med skrappe krav til afstand, udendørsleg, mindre børnegrupper og ekstra rengøring. Myndighedernes anbefalinger har skullet skræddersys til hverdagen på legepladsen og på blå og rød stue.   

Hvilken læring har det tumultariske forløb affødt? Hvilke udfordringer er blot blevet tydeligere under coronakrisen og kræver fortsat handling? Og hvor efterlader coronakrisen dagtilbuddene?   
Det giver centrale aktører deres bud på i de kommende uger på Altinget Børn.

Her er aktørerne:    
  • Christina Haandbæk Schmidt, lektor, UCL
  • Elisa Rimpler, formand, BUPL 
  • Grete Kragh Müeller, lektor, DPU 
  • Kim Henriksen, sektorformand, pædagogisk sektor, FOA 
  • Peter Grevsen, formand, DLO 
  • Signe Nielsen, formand, FOLA 
  • Stine Kart Skytte, daginstitutionsleder, Regnbuen, Brønshøj 
  • Tanja Miller, docent, professionshøjskolen UCN 
  • Torben Elsig-Pedersen (R), formand, børne- og familieudvalget, Vejle. 

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.    

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.    

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion