Dagtilbudsleder: Det går ud over fællesskabet, når hensynet til det enkelte barn fylder for meget

Systemets logikker 

Fra et fagligt perspektiv er det tydeligt, at vi står i en forskydning.

Med inspiration fra den nylig afdøde, men høj relevante, tyske filosof Jürgen Habermas kan man forstå udviklingen som en bevægelse, hvor systemets logikker i stigende grad trænger ind i vores pædagogiske praksis.

Dokumentation, kategoriseringer og individuelle hensyn får en styrende rolle. Intentionen er god: At sikre kvalitet og støtte det enkelte barn.

Når vi fjerner for mange bump, fratager vi børnene muligheden for at udvikle robusthed og vedholdenhed.

Jesper Kjær-Appelt
Dagtilbudsleder i Syddjurs kommune

Men når disse logikker får forrang, risikerer vi, at det levede fællesskab – relationerne, det sociale ansvar og det fælles – træder i baggrunden.

Vi ser i dag en tendens til, at forældre i stigende grad træder ind som barnets primære beskytter og talerør – også i situationer, hvor barnet med fordel kunne øve sig i at stå i noget svært.

Det er ofte et udtryk for omsorg. Men når vi fjerner for mange bump, fratager vi børnene muligheden for at udvikle robusthed og vedholdenhed.

Politisk fortælling om forældrene 

Hvis vi skal forstå udviklingen i forældrerollen, er det ikke nok at se på den enkelte familie. Vi må løfte blikket.

I disse år ser vi en stærk politisk fortælling om, at børn og unge skal trives bedre. Intentionen er både rigtig og nødvendig. Men måden, det italesættes på, har betydning.

Når begreber som eksempelvis det såkaldte “PDO – pisse dårligt opdragede” bringes i spil, og der samtidig peges på forældre som en væsentlig årsag til mistrivsel, opstår der en risiko for, at debatten bevæger sig i en uheldig retning.

For når en regering – direkte eller indirekte – begynder at placere ansvar på bestemte grupper, så risikerer det at skabe polarisering frem for fælles retning.

Og det er problematisk.

For det, der i udgangspunktet er tænkt som en løsning, kan ende med at forstærke problemet:

Forældre kan opleve sig udpeget og utilstrækkelige. Professionelle kan opleve sig presset mellem systemkrav og relationelt arbejde. Samarbejdet mellem hjem og institution risikerer at blive mere skrøbeligt.

Når en regering – direkte eller indirekte – begynder at placere ansvar på bestemte grupper, så risikerer det at skabe polarisering frem for fælles retning.

Jesper Kjær-Appelt
Dagtilbudsleder i Syddjurs kommune

Samtidig ligger der i denne måde at tale om trivsel på en grundlæggende antagelse: At trivsel kan individualiseres, måles og “fikses”, hvis blot de rigtige greb sættes ind.

Men trivsel opstår ikke i individet alene.

Den opstår i relationer. I fællesskaber. I noget, der ikke kan reduceres til hverken begreber eller indsatser.

Derfor bliver det også et paradoks, når vi forsøger at løse en fællesskabsudfordring med et sprog, der individualiserer ansvaret.

En del af noget større 

Hvis vi vil skabe reel forandring, kræver det noget andet:

At vi som samfund tør tage et fælles ansvar uden at pege fingre. At vi styrker samarbejdet mellem forældre og professionelle i stedet for at skabe afstand.

Og at vi insisterer på, at trivsel ikke er noget, den enkelte skal præstere, men noget vi skaber sammen.

Hvis vi vil ændre udviklingen, kræver det mere end at pege på børn eller forældre. Det kræver, at vi som samfund genopdager værdien af det forpligtende fællesskab.

Det er ikke børnene, der først og fremmest er blevet skrøbelige. Det er de fællesskaber, vi som samfund har gjort mindre forpligtende.

Jesper Kjær-Appelt
Dagtilbudsleder i Syddjurs kommune

At vi tør stå ved, at det gode børneliv ikke kun handler om at blive mødt som individ, men også om at blive en del af noget større.

Noget, der stiller krav. Noget, der former os. Noget, vi ikke altid selv kan vælge til og fra.

For det er ikke børnene, der først og fremmest er blevet skrøbelige. Det er de fællesskaber, vi som samfund har gjort mindre forpligtende.

Og det ansvar kan ikke placeres ét sted. Det ansvar er vores fælles.