BUPL: Normeringer er ikke nok. Hvis København vil løfte kvaliteten, kræver det flere pædagoger

København er landets største dagtilbudskommune. Hver dag tilbringer tusindvis af børn deres hverdag i byens vuggestuer og børnehaver, hvor daginstitutionerne spiller en central rolle for børns trivsel, udvikling og mulighed for at indgå i fællesskaber.
Alligevel viser Altingets kortlægning af tilsynsrapporter fra Københavns dagtilbud, at kvaliteten varierer mellem institutionerne. Det bør give anledning til en seriøs diskussion.
For når kvaliteten i daginstitutioner er forskellig fra institution til institution i den samme kommune, rejser det et centralt spørgsmål: Hvad er det egentlig, der afgør kvaliteten i dagtilbuddene?
En væsentlig del af svaret handler om mangel på pædagoger.
Pædagogisk kvalitet opstår i samspillet mellem børn og pædagoger og i det faglige arbejde med at skabe trygge fællesskaber, udviklende læringsmiljøer og gode rammer for leg og udvikling.
Det kræver uddannede pædagoger, der har viden om børns udvikling og kan omsætte den til pædagogisk praksis i hverdagen.
Men i mange daginstitutioner er virkeligheden en anden.
Rekrutteringskrisen er central
Nationale kvalitetsundersøgelser viser, at kun én ud af ti vuggestuer og børnehaver har høj kvalitet. Samtidig er andelen af pædagoger faldet, så kun omkring halvdelen af medarbejderne i institutionerne er uddannede pædagoger, og her i København falder andelen fortsat. Og det skal der gøre noget ved.
Konsekvensen er, at mange børn tilbringer deres hverdag i institutioner med meget få pædagoger til stede. I nogle tilfælde er der slet ingen. Faktisk findes der omkring 400 stuer i danske daginstitutioner uden en fast pædagog.
Når institutioner har så forskellige faglige forudsætninger, er det ikke overraskende, at kvaliteten også varierer.
Samtidig må vi erkende, at institutionerne selv i en by som København har meget forskellige socioøkonomiske vilkår. De sociale udfordringer varierer betydeligt afhængigt af, hvilket boligområde institutionerne ligger i.
Hvis København vil mindske forskellene i kvalitet mellem daginstitutionerne, må man begynde med det mest grundlæggende: Der skal være flere uddannede pædagoger
Henriette Brockdorff
Formand for BUPL Hovedstaden
Og her er de sociale normeringer ikke helt nok.
Rekrutteringskrisen på pædagogområdet spiller derfor en central rolle i diskussionen om kvalitet i daginstitutionerne. De nyeste kvote 2-tal viser ganske vist en mindre fremgang i søgningen til pædagoguddannelsen, men udviklingen er stadig langt fra tilstrækkelig.
Nationalt har lidt over 2.300 personer søgt pædagoguddannelsen som førsteprioritet i år. Det er en mindre stigning fra sidste år, men stadig markant færre end for få år siden.
Ser man på hovedstaden, er fremgangen endnu mere begrænset.
På Københavns Professionshøjskole er antallet af førsteprioritetsansøgere til pædagoguddannelsen kun steget ganske lidt fra sidste år, samtidig med at det samlede ansøgertal til professionshøjskolen er steget betydeligt mere.
Det betyder i praksis, at pædagoguddannelsen ikke følger den generelle stigning i interessen for videregående uddannelser.
Begynd med det grundlæggende
For en kommune som København er det en alvorlig udfordring.
Når byens daginstitutioner allerede i dag har svært ved at rekruttere pædagoger, kan manglen på uddannet personale også være med til at forstærke forskellene i kvalitet mellem institutionerne.
Hvis København vil mindske forskellene i kvalitet mellem daginstitutionerne, må man begynde med det mest grundlæggende: Der skal være flere uddannede pædagoger.
Derfor skal det gøres mere attraktivt at arbejde i de københavnske institutioner. Vi skal fastholde de pædagoger vi har, så derfor er det også vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at fastholde de seniorer, vi har.
Altingets kortlægning af tilsynsrapporterne for de københavnske dagtilbud viser markante forskelle i kvaliteten mellem institutionerne. Samtidig peger både nationale målinger og en vedvarende rekrutteringskrise på udfordringer i hverdagen.
Hvad forklarer forskellene – og hvilke politiske, faglige og organisatoriske greb skal der til, hvis kvaliteten skal løftes bredt i Københavns daginstitutioner?
Altinget Hovedstaden sætter dagtilbud i København til debat.
Vil du bidrage, er du velkommen til at skrive til ohs@altinget.dk.
Det kræver nye tiltag og nye muligheder for pædagogerne, og det kræver flere penge til bedre senior ordninger.
Samtidig kræver det nationale løsninger, der styrker pædagoguddannelsen, men også lokale prioriteringer i København, hvor man aktivt arbejder for at tiltrække og fastholde pædagoger.
Jeg anerkender, at der arbejdes på det, men det er ikke nok.
Vi er nødt til også at anerkende, at der skal arbejdes på at finde flere penge til øgede normeringer, ligesom der skal afsættes mere tid til, at pædagogerne kan planlægge og evaluere deres arbejde.
Hvis vi skal højne kvaliteten - og det skal vi - så skal pædagoger have både tid og flere uddannede kolleger.
For ambitionen må være klar. Kvaliteten i børns hverdag må ikke afhænge af, hvilken institution de går i.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer




















