Institutionsleder: Mens vi diskuterer klassestørrelser, glemmer vi de store børnegrupper i daginstitutionerne

Grupper på over tyve børn  

Børn lærer ikke først at være en del af en gruppe, når de starter i skole. Det er netop noget af det, daginstitutionerne skal lære dem.

Her udvikler børn kompetencer som:

• At vente på tur
• At regulere sig selv
• At lytte til andre
• At løse konflikter
• At være en del af et fællesskab

Alt sammen kompetencer, der er helt afgørende for at kunne fungere i et klasselokale. Men de udvikler sig ikke i et vakuum.

De udvikler sig i relationer og i overskuelige fællesskaber. Når en tre- eller fireårig hver dag er en del af en gruppe på over tyve børn, er det langt fra sikkert, at rammerne er optimale for at lære netop det, skolen senere forventer.

Så hvis vi mener, at små fællesskaber er en del af løsningen i skolen, bør vi vel også spørge os selv, hvordan fællesskaberne ser ud, før børnene starter i skole.

Mange af de udfordringer, der senere viser sig i skolen, handler om netop de kompetencer, børn udvikler i de tidlige år

Thomas Cederblad
Institutionsleder i Frederiksberg Kommune

For sent at håndtere udfordringer i skolen  

Diskussionen ender ofte ved økonomien.

At reducere klassestørrelser i skolen kræver flere lærere og flere klasser. At reducere børnegrupper i daginstitutioner kræver flere medarbejdere og flere fysiske rammer. Det er dyrt.

Men forskellen er også, hvornår investeringen ligger. I skolen forsøger vi at afhjælpe udfordringer, når de allerede har vist sig. I daginstitutionerne har vi mulighed for at forebygge dem tidligere.

Alligevel er det ofte de senere indsatser, der prioriteres.

Udgifterne til indsatser for udsatte børn og unge er betydelige. Kommunerne bruger hvert år omkring 20 milliarder kroner på indsatser for udsatte børn og unge, herunder anbringelser.

Mange af de udfordringer, der senere viser sig i skolen, handler om netop de kompetencer, børn udvikler i de tidlige år: Trivsel, sociale færdigheder og evnen til at regulere sig selv.

Den nobelprisvindende økonom James Heckman har i årtier dokumenteret, at investeringer i tidlig barndom giver høje samfundsøkonomiske afkast – i nogle studier anslået til 7–13 procent om året over et livsforløb.

Pointen er enkel: Jo tidligere vi investerer, desto større bliver effekten.

Det handler ikke kun om løn

Diskussionen handler ikke kun om børn. Den handler også om pædagogerne.

Pædagoguddannelsen har oplevet et markant fald i ansøgere, og mange kommuner oplever rekrutteringsudfordringer.

Ofte taler vi om løn. Men når man taler med medarbejdere i hverdagen, peger mange også på noget andet: rammerne for arbejdet.

Det er utilfredsstillende som fagprofessionel ikke at kunne lykkes med sin opgave. Store børnegrupper, høj støj, mange konflikter og begrænset mulighed for fordybelse skaber en hverdag, hvor man konstant slukker brande.

Det slider – og det gør faget mindre attraktivt for nye studerende.

Hvis vi vil løse rekrutteringskrisen, er spørgsmålet derfor ikke kun løn. Det er også arbejdets rammer. En investering i børnenes tidligste år kan have den afledte gevinst, at flere måske ville kunne se sig selv i opgaven.

Store børnegrupper, høj støj, mange konflikter og begrænset mulighed for fordybelse skaber en hverdag, hvor man konstant slukker brande

Thomas Cederblad
Institutionsleder i Frederiksberg Kommune

Kig på børnehavegruppens størrelse

Pædagogernes fagforening, BUPL, har gennem mange år med rette kæmpet for bedre normeringer. Den kamp har haft stor betydning. Men debatten har næsten udelukkende handlet om antal voksne per barn – ikke om antal børn i gruppen.

Samtidig har organisationen haft et stærkt fokus på skolepædagogernes rolle i folkeskolen. Det er et vigtigt arbejde. Men midt i kampen er en central diskussion gledet i baggrunden:

Hvor store børnegrupper kan et dagtilbud egentlig bære, hvis kvaliteten skal være høj? Det spørgsmål fortjener langt større opmærksomhed – også fra vores egen fagbevægelse.

Debatten om klassestørrelser i skolen er vigtig. Men måske risikerer vi at sætte ind for sent. Hvis vi mener, at små fællesskaber styrker børn, bør vi også spørge:

Hvor mange børn bør der egentlig være i en børnehavegruppe?

Måske begynder løsningen på nogle af skolens udfordringer ikke i 1. klasse. Den begynder i de første fællesskaber, børn møder i daginstitutionen. Hvis vi vil styrke skolen, skal vi starte dér, hvor børnene starter.

Spørgsmålet er, om vi som samfund er villige til det.