Forsker: Coronakrisen viser, at omsorg og hygiejne bør komme før læreplaner

Af Tanja Miller
Docent, Professionshøjskolen UCN

Nødåbningen af dagtilbud blev i krisens begyndelse begrundet med, at forældre med beskæftigelse i de kritiske erhverv skulle have mulighed for at passe deres arbejde.

Men efter ganske kort tid måtte Social– og Indenrigsminister Astrid Kragh (S) gå ud og opfordre til, at nødpasning også skulle omfatte børn i udsatte familier. Omtrent samtidigt kunne krisecentre for voldsramte kvinder berette om en dramatisk stigning i antallet af henvendelser.

Daginstitutionens hovedopgaver viser sig, når nødpasning netop målrettes mod det arbejdende folk og børn med vanskelige levevilkår. Det store samfundsmaskineri har brug for begge dele.

Coronakrisen viser os, at omsorg, nærvær, leg og hygiejne er vigtigt og ikke bør nedprioriteres til fordel for omfattende læreplaner.

Tanja Miller
Docent, Professionshøjskolen UCN

Sådan har det med forskellig afbalancering af opgaverne været siden den første lov på området trådte i kraft i 1919 (det var under den Spanske Syge).

Længe før dagtilbud, som en konsekvens af middelklassens kvinders indtog på arbejdsmarkedet i 1960’erne og 70’erne, blev et tilbud rettet mod alle børn, blev der oprettet statslige institutioner for den (dengang) store gruppe børn, der var uden tilstrækkeligt opsyn og omsorg, mens mor passede sit arbejde med rengøring, fabriksarbejde, vask, syning og andet ufaglært arbejde.

De forsømte børn
Dykker man ned i børnepasningens historie, nyder de forsømte og uregerlige børn fra, fattige familier, størst politisk bevågenhed langt op i sidste århundrede.

Således begrundes den første lov netop med henvisning til vanskelige levevilkår; ”under hvilke uheldige Forhold Børn af fattige Forældre ofte vokser op, overladt til sig selv eller kun til lidt ældre Søskendes Forsorg, medens Forældrene er på arbejde, og hvor vigtigt det ville være, at der under sådanne forhold åbnes for Forældres Adgang til at få Børnene anbragt under betryggende Tilsyn i vuggestuer for de spæde børn, i Børnehaver for de lidt større indtil den skolepligtige alder”. 

Opgaven var dengang at sørge for, at de forsømte børn fik del i samfundsopdragelse og omsorg i form af ordnede forhold. Formålet var at forebygge, at børn ville udvikle sig til skoleskulkere og kriminelle.

Tilbuddet var gratis og frivilligt. I modsætning til i dag, hvor børn af etniske mindretal, der bor i ghettoområder, skal gå i dagtilbud, hvis børnechecken skal sikres.

Fattigdom er ikke den eneste årsag til problemer
Men hvad kan vi så lære af coronakrisen?

For det første må vi ikke glemme daginstitutionens opgave med at være sikker base for børn i vanskeligheder. Fattigdom udgør hverken dengang eller nu den eneste årsag til, at børn kan have det svært.