En national skolemadsordning er en åbenlys god ide, men de tyske discountmadpakker skræmmer

En række organisationer og meningsdannere er igen begyndt at argumentere for en national skolemadsordning. En ordning, der skal dæmme op for den stigende fedmeepidemi blandt børn og unge, øge den generelle sundhed og sikre en større lighed i skolen ved at involvere eleverne i måltidet, bygge på økologiske råvarer og give plads til gode rammer for det fælles måltid.

Det er en helt åbenlys god ide, ja, nærmest skandaløst at vi i Danmark endnu ikke har et ordentligt madtilbud i skolen. Men vi bliver nødt til at være åbne om, hvad det koster. Ellers ender det som farcen i børnehaverne for 12 år siden, hvor ressourcestærke forældre, godt bakket op af pressen, vendte initiativet ryggen.

Det er en helt åbenlys god ide, ja, nærmest skandaløst at vi i Danmark endnu ikke har et ordentligt madtilbud i skolen

Line Rise Nielsen

Intentionerne var lige så gode dengang. Den daværende borgerlige regering ville sikre, at alle vuggestuer og børnehaver tilbød mad som en del af servicen. Det giver jo rigtigt god mening, at institutionerne, der på alle mulige andre måder tager varer på børnenes fysiske trivsel – frisk luft, bleskift for de mindste, sovepauser, bevægelse og finmotorik, også inkluderede en sund frokost. Maden skulle være forældrebetalt, og det var op til kommunerne at finde den løsning, der passede til deres institutioner.

God mad koster. Ligesom det koster at bygge køkkener i institutionerne og uddanne personale til at lave mad. Så rigtig mange kommuner gik straks i gang med at finde billigere alternativer for at honorere det nye krav inde fra Christiansborg. Markedet svigtede ikke kommunerne. Der var hjælp at hente syd for grænsen: i Hamburg, hvor man havde et slagtilbud på vakuumpakkede madpakker, som børnehaverne kunne få til en hel uge ad gangen.

Det gad særligt de ressourcestærke forældrene ikke stå model til. Meget hurtigt, og med flittig opbakning fra pressen, der løb med den let forklarlige historie, blev det til en diskussion om statstvang eller retten til selv at bestemme. En række stærke stemmer gjorde endda madpakken til den daglige kærlighedserklæring til deres børn, og det blev meget svært at komme igennem med konkrete løsninger og oplysning, når de vakuumpakkede madpakker fra Hamburg blinkede i baggrunden. Og det blev en rigtig dårlig sag for regeringen, der også rullede loven tilbage efter bare to dage.

De ressourcestærke skal vælge ordningen til, hvis vi skal høste alle gevinsterne om fællesskab, højere læringsparathed, maddannelse og sundhed

Line Rise Nielsen

Der var faktisk en række kommuner, der gik i gang med at etablere køkkener i daginstitutionerne og rekrutterede faglært personale, der kunne lave et dejligt måltid mad til børnene hver dag, selv om pressen ikke rigtig dækkede det. Den slags var vitterligt dyrt for kommuner og forældre, men opbakningen er der endnu, fordi, tror jeg, de gode argumenter om læring, maddannelse, fællesskaber og sundhed blev til virkelighed omkring bordet, hvor man deler den mad, der bliver serveret. Det er ikke det, en billig, vakuumpakket madpakke bidrager med.

En national skolemadsordning skal være for alle – ellers falder ideen (og økonomien) helt til jorden. Læren fra børnehaven er, at de ressourcestærke skal vælge den til, hvis vi skal høste alle gevinsterne om fællesskab, højere læringsparathed, maddannelse og sundhed. Det kræver en høj overligger for kvalitet, som koster penge – også at implementere. Skal det gøres ordentligt, skal skolerne have et køkken og helst også en spisesal, men alene det er udfordrende i mange ældre skoler.

Det er en rigtig god investering på lang sigt – og kun endnu bedre, hvis maden er økologisk og primært bestå af grøntsager i sæson

Line Rise Nielsen

Hvad koster det så? Det har ingen vist turde regne på, men Københavns Kommune var en af de kommuner, der har bygget nye køkkener og spiseområder i alle nye skoler, og når de renoverede de gamle. Her kostede det 200 millioner kroner at omlægge 45 skoler.

I hele Danmark er der omkring 1.200 folke- og specialskoler, så uanset, at det er dyrere at renovere og bygge i København end på Mors, så skal vi være forberedt på en gigantisk investering alene i skolernes gastronomiske infrastruktur. Herefter skal de drives, så vi undgår ikke forældrebetaling på den ene eller anden måde.

Det bliver vi nødt til at sige højt. Og lægge en plan for.

For det er en rigtig god investering på lang sigt – og kun endnu bedre, hvis maden er økologisk og primært bestå af grøntsager i sæson, for så får vi også gevinster på klimakontoen og i fødevareproduktionen. Den del er der masser af erfaringer med i blandt andet Københavns Kommune. Men først vi skal se i øjnene, at de billige genveje hurtigt bliver meget dyre. Ellers frygter jeg en ny madpakkefarce.