Forældre: God normering og frihed til pædagoger kan få børneliv til at blomstre i frikommunerne

Af Signe Nielsen
Formand for Forældrenes Landsforening

Helsingør og Rebild Kommuner har fået friheden til at gentænke nul til seks års området.

Dagpleje, børnehaver og vuggestuer er sat fri fra stats- og kommunaltstyrede regulativer.

En "nærhedsreform" kaldte Mette Frederiksen det på Folketingets talerstol.

Vores børn har brug for mere nærhed, så i Fola glæder vi os på børnenes og forældrenes vegne. Men vi har før set frikommuneforsøg, som ikke rigtig rykkede på noget.

Den tidligere regering forsøgte sig også med frikommuner. Bureaukratiet skulle væk. Men det lykkedes ikke rigtig. Så hvordan sikrer vi, at de nye forsøg bliver en succes, vi kan lære af? Lad os holde det simpelt og fokusere på nærvær, så tror vi på sagen.

Lad os stoppe alle de mange opfindsomme såkaldte ’effektiviseringer’, sparetricks, som viser besparelser på papiret, men som reelt bare er en forringelse af børnenes og personalets vilkår for at skabe blomstrende børneliv. 

Signe Nielsen
Formand for Fola

Børneliv kan blomstre 
De første seks år af et barns liv er afgørende for udviklingen af grundlæggende kompetencer.

Tænk hvis vi på seks år kunne bryde kurven med flere børn, som får brug for specialtilbud og støtte, fordi kommunerne indførte de normeringer, som bevist af forskning gør en mærkbar forskel?

Vi har alle bevidnet effekten af en god normering, da man i dokumentaren ‘Daginstitutioner bag facaden’ satte mere personale ind. Børnene gik fra at være frustrerede børn i konflikt til at blive børn i ro, som deltog i de legende fællesskaber.

Tænk hvis frikommunerne kunne genskabe den uge, hvor normeringen var i top, for alle børn hver dag? Så ville vi se børneliv, der blomstrede.

Lad det ikke blive ved døren
I Fola har vi forskellige bud på, hvordan kvaliteten kan øges i dagtilbuddene.

En af de vigtigste er normeringen, men det kan ikke stå alene. Ledelse, små børnegrupper og gode tilsyn er også afgørende for kvaliteten.

Lad os prøve at se, hvad der sker, hvis lederen i den enkelte institution med afsæt i børnegruppen kunne sikre, at alle kompetencer var til stede i den faste personalegruppe.

Så ville det være kendte voksne, der løste opgaverne frem for i dag, hvor vi i stor stil bruger ressourcepersoner udefra, som børnene ikke kender, og som hurtigt forsvinder igen.

Så ville Ida med autisme blive støttet af stuepædagogen Carsten, og Sarah med sprogvanskeligheder ville blive hjulpet af stuepædagogen Hanne.

Mere tid til børnene 
Spørger man pædagogerne, så er de i allerede i ret høj grad klædt på til opgaverne, men dårlig normering gør det umuligt at nå rundt.

Vi tror på, at de mange koncepter og særtiltag desværre først og fremmest er halvhjertede forsøg på lappeløsninger, som skal veje op for en udhulet grundnormering.

Lad os sørge for flere pædagogiske aktiviteter om eftermiddagen. Alt for ofte overgår vi til råpasning efter klokken 14.

Tør vi fastlægge, at forvaltningerne maksimalt må indkalde ledelse og personale til seks møder om året, så der er mere tid til at være på gulvet?

Lad os stoppe alle de mange opfindsomme såkaldte ’effektiviseringer’, sparetricks, som viser besparelser på papiret, men som reelt bare er en forringelse af børnenes og personalets vilkår for at skabe blomstrende børneliv.

Giv forældre indflydelse
Børn starter tidligere i børnehave for at spare penge, uden at der tages hensyn til deres naturlige udvikling. Vi indfører lukkeuger for at spare penge, men sparer vi reelt penge, og gavner det børnene?

Vi stuver flere børn sammen på stuerne for at spare penge, men det ødelægger nærværet, skaber konflikter og mere sygefravær.

Og sidst, men ikke mindst, så lad os se, hvad der sker, hvis vi giver forældrene mere indflydelse. Lad os se, hvad der sker, hvis vi giver forældrebestyrelser i de kommunale dagtilbud den samme medbestemmelse og de samme rettigheder, som de har i de selvejende dagtilbud.

Skal der skabes vilde resultater, så skal vi også turde tænke vildt. Og det vilde er, at det faktisk ikke er særlig vildt – men egentlig helt ligetil: En nærhedsreform kræver nærhed.