Forskere: Børnene Først skal bygge på viden – ikke gode intentioner

Alle ønsker det bedste for Danmarks børn. Både de børn, som ikke trives, og alle de andre.

De politiske ambitioner om at gøre det godt for alle børn at leve i Danmark er tydelige i Børnene Først. Det er en politisk aftale og et kompromis, der afspejler mange gode intentioner om at hjælpe børn og unge i vanskeligheder.

Et vigtigt aspekt i Børnene Først er, at det forebyggende perspektiv træder tydeligt frem. Vi skal hjælpe børn OG deres forældre, og netop ved at hjælpe hele familien kan man forebygge nogle af de ulykkelige tilfælde, hvor børn mistrives, og hvor problemer får lov til at udvikle sig alt for længe.

Også etableringen af en børnerådgiveruddannelse, styrkelse af børns rettigheder og inddragelse i egne sager, fokus på kvalitet i sagsbehandling og anbringelser er aspekter af aftalen, der helt sikkert vil gavne børn og deres familier.

En udfordring i arbejdet med udsatte børn og unge er imidlertid, at vi ikke ved nok om, hvad der virker for hvem og under hvilke omstændigheder. Vi ved, at det ikke er det samme, der virker for alle.

Forskning nødvendig for indsats
For nogle børn har en anbringelse ændret deres liv til det bedre, og de siger selv, at de ville ønske, de var blevet anbragt tidligere. For andre børn med en tilsvarende baggrund har en anbringelse ført til rodløshed, savn og afsavn fra den familie og det netværk, som de trods svigt føler sig meget knyttet til og ønsker at være en del af.

Denne forskellighed i indsatser og effekter er vigtig at have for øje, når Børnene Først skal implementeres.  

Her kommer forskning ind i billedet. Børnene Først beskriver helt korrekt, at forskning i udsatte børn og unge er fragmenteret og spredt på små miljøer.

Vi har i Danmark besluttet at stoppe vaccinationer med to godkendte vacciner, fordi man er usikker på bivirkningerne. Den samme slags forsigtighed findes ikke på det børnesociale område.

Lene Mosegaard Søbjerg, Anne Marie Villumsen og Anne-Dorthe Hestbæk

En styrkelse og opbygning af større forskningsmiljøer vil bidrage til, at vi bliver klogere på, hvilke af de vedtagne initiativer, der reelt hjælper børnene, og hvilke der skal justeres, droppes, eller hvor nye indsatser skal udvikles.

For at illustrere nødvendigheden af forskning kan man sammenligne med sundhedsområdet, hvor det under covid-19 pandemien er blevet tydeligt, hvordan forskning bidrager til vurdering af, hvilke indsatser der bør iværksættes.

Vi har for eksempel i Danmark besluttet at stoppe vaccinationer med to internationalt godkendte vacciner, fordi man er usikker på bivirkningerne.

Den samme slags forsigtighed findes desværre ikke på det børnesociale område. Her lader man politiske ønsker og ideer være basis for initiativer for udsatte børn og unge, uden at man reelt ved, hvordan og om det virker.

Hensigten om at hjælpe børn er reel, hvilket ambitionerne med Børnene Først tydeligt viser, men metoderne er tvivlsomme.

Skal underbygges af forskning
På samme måde er det på ingenlunde forskningsunderbygget, når man ifølge aftaleteksten vil måle på, om kommunerne nu også gør ’det rigtige’ – for hvordan skal det kunne lade sig gøre, når vi ikke med forskningsmæssigt belæg kan sige ret meget om, hvad der virker for hvem - og dermed hvad ’det rigtige’ er?

Eller når der i udgangspunktet skal måles på eksisterende data – for der eksisterer ikke nationale data, der i tilstrækkelig grad kan belyse virkningen af kommunernes indsatser.

Derfor kan vi kun opfordre til, at de politiske beslutninger støttes af dokumentation, forskning og følgeforskning.

Og her menes ikke blot dokumentarisk registrering af, hvor mange kommuner der for eksempel anbringer flere børn, men reel forskning, der viser, under hvilke omstændigheder forskellige typer indsatser virker og for hvilke børn og familier.

At forskning også bidrager til at blive klogere på hvilke organisatoriske, uddannelsesmæssige og praktiske initiativer, der er brug for.

Og ikke mindst, at når børn og familiers behov kalder på bedre udredningsmetoder eller udvikling af nye indsatser, så forskningsbaserer vi disse for at sikre, at eksisterende viden sættes i anvendelse sammen med erfaringerne fra praksisfeltet.

Ingen midler afsat
Tæt samarbejde mellem praksis, forskning og ikke mindst børn og deres familier er vejen til at styrke det faglige grundlag og den viden, der skal til for at sikre, at vi reelt sætter børnene først.

Der er gode ambitioner med Børnene Først. Lad os hjælpes ad med at sikre, at de gode intentioner bliver implementeret og fulgt forskningsmæssigt. 

Lene Mosegaard Søbjerg, Anne Marie Villumsen og Anne-Dorthe Hestbæk

I Børnene Først er der ikke afsat midler til forskning, men der er et ønske om at opbygge konstruktive miljøer inden for de eksisterende forskningsressourcer.

Vi mangler til stadighed at se, hvordan en sådan opbygning er mulig uden en økonomisk ramme til at understøtte det.

Vi håber, at et fokus på produktive forskningsmiljøer betyder, at det sociale område får en fremtrædende plads i fremtidige opslag fra Det Frie Forskningsråd, og at både kvalitative og kvantitative projekter, der er tæt knyttede til praksis får mulighed for at blive realiseret.

Der er gode ambitioner med Børnene Først.

Lad os hjælpes ad med at sikre, at de gode intentioner bliver implementeret og fulgt forskningsmæssigt, så vi med en højere grad af forskningsbelæg kan sige, at de mest udsatte børn i Danmark får den hjælp, de lige præcis har brug for.