Forskere om ny undersøgelse: Pædagoger skal have tiden med børnene tilbage

En ny national rapport viser, at der er stor forskel på kvaliteten i de danske børnehaver. Kun hver tiende børnehave får stemplet god kvalitet i de pædagogiske læringsmiljøer. Tre ud af ti har decideret utilstrækkelig kvalitet.

Der er mildt sagt plads til forbedring. Men vi vil gerne minde om, at det, der tæller mest i børns liv, sjældent lader sig tælle og måle. Det, der virkelig betyder noget, er ofte det, der tager tid. Og tid er der sjældent meget af i en børnehavehverdag. 

Den pædagogiske hverdag i daginstitutionerne er i dag blevet en kamp mod klokken. Effektivitet, dokumentation og målbare resultater har sat sig som styringslogik. 

Fortsætter vi med at måle og veje med håb om forbedring – eller sætter vi nu fokus på indholdsdelen i den pædagogiske hverdag?

Anja Marschall og Crisstina Munck
Hhv. lektor og docent på Københavns Professionshøjskole  

Vi har gennem vores forskning i mange år, fulgt pædagogisk personale, der står i et konstant krydspres. Mange af deres opgaver handler kun indirekte om børn. Det efterlader mindre tid til det, pædagogik egentlig handler om: nærvær, relationer, det der opstår i nuet. 

En pædagog formulerer det præcist: 

"Det handler om konstant tidspres og fokus på den næste aktivitet. Det gør det svært at være til stede og nysgerrig på de børn, der ikke deltager som forventet.” Og en anden sagde: “Det handler om prioriteringens kunst, når hverdagen presser sig på."

Ingen tid til at lytte til barnet

Det peger på en virkelighed, hvor selve det pædagogiske nærvær er under pres. Det viser den nye rapport også.

Men hvad gør vi? Fortsætter vi med at måle og veje med håb om forbedring – eller sætter vi nu fokus på indholdsdelen i den pædagogiske hverdag?

Lad os se lidt på, hvad pædagoger kan, når de har rammerne til at bevare deres fokus på børnene: 

Vi har i vores forskning fulgt daginstitutioner, hvor der i en forsøgsperiode blev arbejdet med mindre børnegrupper og – på gode dage – højere normering. Når pædagogerne fik mulighed for at dvæle, fik de også øje på børnene og deres engagementer på nye måder. 

En pædagog fortæller:  

“Vi tager os lidt ekstra tid til at … ja, sidde fem minutter ekstra og lige trøste. (…) Det er dig, der er vigtig. Altså give barnet følelsen af, at ‘jeg er der for dig, og det er dig, der er vigtigst lige nu.’” 

Det kræver egentlig ikke meget, men alligevel er det en sjældenhed, at pædagoger har tiden til lige at lytte til barnets fortælling – ikke kun i ord, men i handlinger, blikke, bevægelser. Det er dét, vi kalder langsom viden – en form for faglighed, der ikke kan tilvejebringes i målinger, skemaer og tests, men som vokser frem gennem kendskab til barnet over tid, kontinuerlig opmærksomhed, tillid og tid.