Debat

Headspace: Stop mobningen af de hårdt pressede unge

DEBAT: Midaldrende mænd og kvinder har travlt med at udskamme de unge og beskylde dem for at tage for let på coronasituationen. Det er ikke i orden, når vi har en både ansvarlig og presset generation af unge, skriver Trine Hammershøy.

Headspace Danmark møder dagligt utallige unge, som er meget bekymrede for situationen med coronavirus, skriver Trine Hammershøy. (Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix)
Headspace Danmark møder dagligt utallige unge, som er meget bekymrede for situationen med coronavirus, skriver Trine Hammershøy. (Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix)
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Trine Hammershøy
Direktør i foreningen Det Sociale Netværk/Headspace Danmark

Allerede inden regeringens opstramninger i hovedparten af Danmark i forbindelse med andenbølgen af covid-19 var diverse kritikere ude for at opfordre de unge til at tage sig sammen. 

Dagligt kan man læse artikler, hvor midaldrende mænd og kvinder udskammer de unge og beskylder dem for at tage for let på coronasituationen og for ikke at lade sig teste.

Det er ikke i orden at bruge den retorik og at fortsætte med at bruge den. Særlig fordi det risikerer at fremmedgøre de unge over for resten af samfundet og gøre dem ligeglade. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Samtlige voxpops i de danske medier viser, at vi har den mest ansvarlige unge generation, som vi længe har set. Unge kan godt se fornuften i de nye tiltag og overholder generelt reglerne.

Unge bliver smittede, ja, men mange af dem går jo også rundt uden symptomer og ved ikke, at de er smittede. Derfor mener unge jo også, at det er en god idé at udvide testkapaciteten, så der kan komme fuld klarhed over antallet af smittede blandt de unge.

Lad os begynde at tale i muligheder i stedet for i restriktioner. Lad os tale de unge op og ikke ned.

Trine Hammershøy
Direktør i Foreningen Det Sociale Netværk/Headspace Danmark

Ansvarlige unge
Vi møder i Headspace Danmark dagligt utallige unge, som faktisk er ganske bekymrede for udviklingen, og som derfor benytter vores anonyme videochat og vores generelle chat i stedet for at dukke op personligt.

Det er at udvise ansvarlighed. Det er også at udvise ansvarlighed, når unge logger på til den virtuelle undervisning på deres ungdomsuddannelser, selv om de har sværere ved at følge med i den type undervisning end i den traditionelle fysiske undervisning.

Og dette skal ikke ses som en opfordring til at droppe den virtuelle undervisning før tid. Det skal blot ses som et udtryk for, at unge er noget mere pressede i hverdagen i øjeblikket, end hvordan man opfatter virkeligheden, når man befinder sig på et trygt forskerkontor.

Ungdommen i dag har mange bekymringer både af mere eksistentiel art og af den mere dagligdags slags. Klimakrisen er en sort sky, der hænger over hele samfundet, men for alle os, der er kommet igennem vores studier og har fundet vores livsbane, er det til at kapere.

For det unge menneske, der får tudet ørerne fulde med at skulle præstere og skynde sig igennem uddannelsessystemet og i øvrigt se perfekt ud samtidig, dyrke sport og passe venskaber, er det noget sværere.

Læs også

Tal i muligheder i stedet for restriktioner
Og i øjeblikket skal de unge så ovenikøbet leve med et minimum af social kontakt.

Det er det sidste halmstrå, der forsvinder. Lad os begynde at tale i muligheder i stedet for i restriktioner. Lad os tale de unge op og ikke ned.

Så kære voksne meningsdannere og eksperter: Stop retorikken og rank i stedet ryggen i stolthed over vores unge. De har det hårdt nok, som det er. Der er ingen grund til at give dem mere "skyld-med-skyld-på" på daglig basis.

Og lad os så håbe, at vi inden længe kan se tilbage på en overstået pandemi i stedet for at se frem mod daglig usikkerhed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Trine Hammershøy

Direktør, Det Sociale Netværk/Headspace Danmark, fhv. informationschef, Statsministeriet
cand.comm. (RUC. 1997)

0:000:00