Bliv abonnent
Annonce
Debat

S-kandidat: Hvis man regner på det, kan vi sagtens give københavnerne gratis daginstitutioner

Vores velfærd fortjener, at skeptikerne kommer ind i kampen. Løs de korslagte arme og se kritisk på vores tunge administration, skriver Kasper Stisen.
Vores velfærd fortjener, at skeptikerne kommer ind i kampen. Løs de korslagte arme og se kritisk på vores tunge administration, skriver Kasper Stisen.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
3. september 2025 kl. 05.00

K

Kandidat til kommunalvalget i København

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er blevet latterligt dyrt at bo i København. Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har derfor foreslået at gøre vuggestuer og børnehaver gratis.

Den drøm deles af mange partier på Københavns rådhus, men samtidig kalder de forslaget urealistisk.

Det skyldes, at forslaget koster 800 millioner kroner, som primært skal finansieres ved at spare kraftigt på administrationen i kommunen.

Lad os lige parkere automatreaktionerne på en af de få parkeringspladser, der er tilbage i byen

Kasper Stisen (S)
Kandidat til kommunalvalget

Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester, Jens-Kristian Lütken, har "meget svært ved at se, hvor pengene skal komme fra."

Berlingskes chefredaktør kalder forslaget "panikpopulisme". Og den radikales spidskandidat Christopher Røhl mener alvorligt, at "i sidste ende har vi ikke nogen til at drive kommunen."

800 millioner er naturligvis mange penge. Men lad os lige parkere automatreaktionerne på en af de få parkeringspladser, der er tilbage i byen, og kigge på tallene.

Ifølge Indenrigsministeriets benchmarkingenhed er Københavns Kommune i den dårligste femtedel af kommuner i forhold til, hvor høje administrationsomkostninger vi har per borger.

Det betyder, at hvis København blev lige så effektiv som den gennemsnitlige kommune kunne vi spare cirka 1,2 milliarder kroner. Med en gennemsnitlig administration ville vi dermed have råd til gratis vuggestuer og børnehaver.

Læs også

En pinlig førsteplads

Et oplagt sted at starte effektiviseringen er det stigende antal akademikere i administrationen.

På tyve år er antallet af akademikere næsten fordoblet. Det betyder, at København i dag har en pinlig førsteplads som den kommune, der har den højeste andel akademikere ansat.

Det er et problem, fordi akademikere har erstattet HK'ere i mange stillinger, selvom HK'ere netop er uddannet i effektiv administration og samtidig får en lavere løn.

Det lykkes for skrivebordseliten at hyle så højt i den offentlige debat, at de overdøver almindelige københavneres frustration

Kasper Stisen (S)
Kandidat til kommunalvalget

Vi bruger derfor lønkronerne på dyrere ansatte med forkerte kompetencer.

Sammenlignet med alle andre kommuner svømmer København i bureaukrati og akademikere.

Alligevel lykkes det for skrivebordseliten at hyle så højt i den offentlige debat, at de overdøver almindelige københavneres frustration over de stigende leveomkostninger. Det er uværdigt.

Jeg medgiver, at en ny prioritering af velfærd før administration kommer til at kræve svære valg.

Ikke mindst fordi administrative opgaver har en tendens til at lime sig fast i vores bevidsthed. 

Når først en opgave løses på rådhuset, fremstår den umulig at fjerne igen. De mange kommunale tilsyn og dokumentationskrav, kommunikationskampagnerne eller årlige interne rapporter. Det bidrager til vores by, men intet er uundværligt.

Vores velfærd fortjener, at skeptikerne kommer ind i kampen. Løs de korslagte arme og se kritisk på vores tunge administration.

Når andre kommuner kan drive en langt mere effektiv administration, så er vi også forpligtet til at forsøge i København.

Vi behøver ikke blive de bedste i første hug, men vi må kunne blive gennemsnitlige. Med de stigende leveomkostninger i vores by har vi og velfærden ikke råd til andet.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026