Lars Olsen om britisk valg: Labour står til storsejr – men i et økonomisk og demokratisk fallitbo
Storbritanniens valg 4.juli tegner til en komfortabel Labour-sejr. Briterne er trætte af 14 års konservativt kaos, økonomien er smadret, og der er udbredt mistillid til politikerne, skriver Lars Olsen.
Lars Olsen
Journalist, forfatter, foredragsholderPå hovedgaden i Bolton står en gigantisk dampmaskine. Den er 150 år gammel, fra den tid da Manchester og nabobyerne Bolton og Salford var blandt verdens første industribyer.
Fra en tid med kulminer, dampkraft, rygende skorstene og utallige bomulds- og silkespinderier.
Et majestætisk, men slidt, rådhus vidner om fortidens storhed. Ellers er det meste af byen på størrelse med Odense forfalden. Lave, slidte huse på et par etager, et hav af små butikker med discount og lavpris og brune værtshuse med Englands gamle hvid-røde Sct. George-flag.
Persongalleriet på gaden taler også sit tydelige sprog: Muslimske tørklæder, sorte kvinder med svulmende former, overvægtige engelske arbejderkvinder med en smøg i kæften og slidte pensionister, der tydeligvis har haft et hårdt liv.
Mange af de erhvervsaktive arbejder i dag på Amazons store lager uden for byen, andre i det offentlige eller pendler til Manchesters mange lavtlønnede servicejob, der betjener storbyens vellønnede lag af akademikere, finans- og mediefolk.
Tidligere var Bolton et Labour-område. Det ændrede sig for alvor ved valget i 2019, hvor Labours "røde mur" i de nordengelske arbejderdistrikter kollapsede.
Konservative Boris Johnsons slogan 'Get Brexit done' gik rent ind i den engelske arbejderklasse.
Sådan var det også i to af de tre kredse i Bolton.
Kun i den mest indvandrertætte bydel var der valg til Labour-medlem Yasmin Qureshi.
Dette kan meget vel ændre sig ved valget 4. juli. Labour er 20 procentpoint foran Konservative, nok til en komfortabel sejr i det britiske to-parti-system, og de engang så almægtige Tory'er er præget af strid og kaos.
På otte år har de stillet med fem forskellige premierministre, den nuværende – rigmanden Rishi Sunak – er upopulær, og 83 konservative parlamentsmedlemmer har opgivet at genopstille.
Gennem de seneste år har Labour målbevidst søgt at genskabe tilliden i den britiske arbejderklasse.
Lars Olsen
Journalist og forfatter
Labours folkelige popularitet er nu heller ikke prangende. Tiltroen til partiet er lavere end ved valget i 2015, som de tabte.
"Det er mere afsky for Tory'erne end tilfredshed med det, som Labour tilbyder, der er drivkraften i politik," sagde direktøren for opinionsinstituttet Ipsos, Ben Page, for nylig til the Guardian.
Gennem de seneste år har Labour målbevidst søgt at genskabe tilliden i den britiske arbejderklasse efter katastrofen under den venstreorienterede Jeremy Corbyn, der led det største nederlag siden 1935.
Labour-leder Keir Starmer optræder konsekvent med Union Jack bag sig, og blandt valgkampens fem hovedprioriteter er mere nærpoliti og en stærkere indsats imod "asociale" rødder. Det klassiske håndfaste og nationale arbejderparti er tilbage.
Det store slagnummer er velfærd. Labour vil ansætte tusindvis af nye skolelærere, læger og sundhedsarbejdere. Det skal finansieres gennem beskatning af udenlandske rigmænd, der bor i Storbritannien, og ved at lukke skattehuller og skatterabatter til privatskoler.
Med til planerne hører også 150.000 boliger til rimelig pris og et statsligt energiselskab, der skal skabe tusindvis af grønne job udenfor storbyerne.
Økonomien sætter imidlertid snævre grænser for genopretningen af den offentlige sektor, som er totalt nedslidt efter 14 års nedskæringspolitik.
Starmer startede som leder med forslag om øget beskatning af de fem procent rigeste, men droppede det i 2021 for ikke at skræmme den højere middelklasse. I Storbritannien kaldes det 'Ming-vase-strategien': Der balanceres forsigtigt afsted, som når en kostbar vase skal over et glat gulv.
Labour satser nu på en længere reformperiode, hvor stabilitet og vækst skaber fundament for at udbygge velfærden. Storbritannien skal have "et årti med national fornyelse (…). Det er vigtigt, for dét vil tage tid. En del af problemet er politikere, der foregiver at det hele kan fikses inden juleaften," sagde Keir Starmer til The Daily Telegraph.
Spørgsmålet er imidlertid, om briterne har tålmodighed til at vente. Landet er i en økonomisk og social misere, vi ikke helt begriber i Danmark.
Hvert tredje barn vokser op i fattigdom, reallønnen er lavere end for 15 år siden, og uligheden er blandt de højeste i Europa.
Britiske lavindkomst-familier er 30 procent fattigere end tilsvarende tyske, mellemindkomsterne ligger 20 procent under, kun højindkomsterne tjener lige så meget som i Tyskland.
Med det britiske valgsystem er det svært for nye partier at slå igennem, men ved lokale valg er mistilliden til to-parti-systemet tydeligt.
Lars Olsen
Journalist og forfatter
Den sociale misere rammer ikke mindst områder som Bolton, hvor industrijob med stærke fagforeninger er afløst af prekære servicejob, og dynamikken flyttet til de økonomiske centre i den nye knowledge economy.
Siden Thatchers 1980'ere er Storbritannien afindustrialiseret i en helt anden grad end Tyskland og Skandinavien. Konsekvensen er et mere ulige og polariseret samfund – både økonomisk og politisk.
Det overraskende Brexit-flertal var ikke mindst protest fra en presset engelsk arbejderklasse.
Flertallet blæste på Labours EU-anbefalinger og slog pjalterne sammen med nationalistiske dele af det konservative borgerskab.
Med det britiske valgsystem er det svært for nye partier at slå igennem, men ved lokale valg er mistilliden til to-parti-systemet tydeligt.
Tag igen Bolton. Ved sidste års lokalvalg blev Labour godt nok størst, men næsten en tredjedel af pladserne gik til mindre partier og uafhængige lokale kandidater.
Høj valgdeltagelse anses for en fordel for Labour.
Lars Olsen
Journalist og forfatter
"Der er en stærk stemning imod the Establishment, mens andre lider af politisk apati. Det er en stor udfordring for os at give mennesker håbet tilbage," siger en Labour-politiker.
En storstilet dør-til-dør-kampagne skal få vælgerne til at stemme – høj valgdeltagelse anses for en fordel for Labour. Med hovedsloganet 'Change' søger Starmer & Co. at mobilisere den folkelige utilfredshed med det konservative misregimente.
Og ja, briterne har al mulig grund til at ønske forandring.
Kan Labour levere dette, før tålmodigheden slipper op? En Labour-regering vil indvarsle en periode med sociale forbedringer, det vil også have international betydning med progressive ledere i både USA, Tyskland og Storbritannien.
Det kritiske punkt er tidsfaktoren. Hvis arbejderklassen og den lavere middelklasse mister håbet, ryger Ming-vasen på gulvet med et brag – og der bliver endnu mere mistillid og apati.