
Når grønlandske børn i Danmark er blevet tvangsfjernet, har forældretests, der ikke er tilpasset grønlandsk sprog og kultur, været en del af beslutningsgrundlaget. Ukrainske børn er blevet fjernet fra deres familie efter sagsbehandling, der til dels foregik via Google Translate.
I tvangsfjernelsessager som disse har offentligheden med rette sat spørgsmålstegn ved sagsbehandlingen. Spørgsmål, der larmer særligt i dag, hvor vi markerer tilblivelsen af FN’s Børnekonvention.
Børnekonventionen, som Danmark tiltrådte i 1991, slår fast, at børn har menneskerettigheder og krav på særlig beskyttelse.
Den indeholder 54 artikler, som blandt andet sikrer børns ret til uddannelse og børns ret til at blive hørt i sager, der vedrører dem.
Helt centralt i konventionen står princippet om barnets bedste: Hensynet til barnets bedste skal altid komme i første række, når der træffes beslutninger, der påvirker børn.
I sagerne om tvangsfjernelser af grønlandske børn har myndighederne vurderet forældrenes evner ud fra danske forældretests. Konsekvensen er, at grønlandske forældre på grund af sprog- og kulturbarrierer kan fremstå mindre egnede som forældre end danske forældre, og det kan have betydning for, om børnene bliver fjernet fra deres forældre.
Sagen har medført kritik fra eksperter i både Grønland og Danmark.
I sagerne om ukrainske børn har kommuners dialog med forældrene – i de fleste tilfælde mødre, da fædrene som bekendt er i krig – delvist foregået gennem oversættelser fra Google Translate.
”Jeg forstod slet ikke, hvad der foregik,” siger en ukrainsk mor i et DR-interview om kommunens indgreb.
I begge tilfælde – grønlandske og ukrainske børn – er der ikke blevet stillet den sikkerhed, der er en retsstat værdig. Når oversættelsen ikke er tilstrækkelig, kan det i værste fald medføre, at et barn kan blive tvangsfjernet på et forkert grundlag.
Børnekonventionen fastslår, at børn i udgangspunktet ikke må adskilles fra deres forældre. Af hensyn til barnets tarv kan det dog ske i alvorlige tilfælde, hvor der for eksempel har været konstateret vanrøgt eller misbrug. I de tilfælde må barnet ifølge konventionen skilles fra sine forældre, ”når kompetente myndigheder (…) i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig”.
Helt afgørende er det, at myndighederne udfører deres arbejde grundigt og i overensstemmelse med de regler og rettigheder, der gælder i Danmark. Åbenlyst er det vanskeligt at få en sag ordentligt afdækket og rettigheder sikret, hvis ikke der kan kommunikeres klart og forståeligt.
I en tid, hvor flere sager aktualiserer diskussionen om børns trivsel og rettigheder, er det samtidig opsigtsvækkende, at Børnerådet har måttet råbe vagt i gevær om sin fremtid – og gået så langt som til at foreslå en nedlæggelse af sig selv, hvis ikke det kan tilføres flere ressourcer.
Louise Holck
Direktør, Institut for Menneskerettigheder
Myndighederne har ifølge forvaltningsloven pligt til at sikre sig, at borgeren i en anbringelsessag forstår informationen fra kommunen.
Det kan desuden udgøre et ulovligt indgreb i retten til familieliv og være udtryk for diskrimination, når forældretests, der tillægges væsentlig betydning i beslutninger om tvangsfjernelser, ikke tager højde for sprog og kultur.
Intet barn må udsættes for vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit privat- og familieliv, lyder det ordret i FN’s Børnekonvention.
Det er flere gange foreslået i Folketinget – senest her i 2024 – at gøre FN’s Børnekonvention til egentlig dansk lov, men hver gang er det blevet forkastet. Selvom Børnekonventionen gælder i Danmark, betyder den manglende indarbejdning af konventionen, at børn har en svagere retsstilling i blandt andet sagsbehandling og afgørelser. Derfor vil vi nok en gang opfordre Folketinget til at indarbejde Børnekonventionen i dansk lovgivning.
I en tid, hvor flere sager aktualiserer diskussionen om børns trivsel og rettigheder, er det samtidig opsigtsvækkende, at Børnerådet har måttet råbe vagt i gevær om sin fremtid – og gået så langt som til at foreslå en nedlæggelse af sig selv, hvis ikke det kan tilføres flere ressourcer.
Danmark har brug for et stærkt Børneråd, der kan skærme mod og reagere på krænkelser af børns rettigheder og arbejde målrettet for, at rettighederne i Børnekonventionen bliver realiseret for alle børn i Danmark.
Barnets Lov, der blev indført for knap et år siden, er formuleret med henblik på at styrke børns rettigheder. Derfor kan det også undre, at Børnekonventionen og Børnerådet, der har børns rettigheder som hovedfokus, ikke støttes tilstrækkeligt.
I det seneste år har flere sager i hvert fald vist, at børns rettigheder fortsat kræver bevågenhed.
Spørgsmålet, om staten har svigtet sit ansvar over for de hundredvis af børn, der er blevet adopteret af danske forældre, står stadig åbent.
Louise Holck
Direktør, Institut for Menneskerettigheder
Det må aldrig være sådan, at børn, der er blevet taget fra deres forældre, senere i livet skal opdage, at de har mistet deres familie, fordi myndighederne ikke har gjort deres arbejde ordentligt.
Det kan være tilfældet med internationale adoptioner, der blev indstillet, efter at det kom for en dag, at børn – i dag voksne – er blevet taget fra deres biologiske forældre på falske løfter.
Vi har argumenteret for, at der iværksættes en undersøgelse af statens menneskeretlige ansvar.
Adoptionsområdet bliver nu kulegravet fra regeringshold. Spørgsmålet, om staten har svigtet sit ansvar over for de hundredvis af børn, der er blevet adopteret af danske forældre, står stadig åbent.
For at undgå lignende sager i årene frem bør Danmark derfor gøre alt, hvad det er muligt, for at beskytte børn mod uret med styrkede rettigheder.
Artiklen var skrevet af
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Dagtilbudsleder: Det går ud over fællesskabet, når hensynet til det enkelte barn fylder for meget
- Dagtilbudsleder: Hvis debatten om genetik flytter ind i børnehaven, får det konsekvenser for børnene
- Børnepsykolog stiller dyster diagnose af dagtilbud: "Alarmerende"

















