Mindeord: Fhv. DN-direktør, debattør David Rehling (72)

David Rehling var en ener. Både for dem, han arbejdede sammen med gennem mange år, og for os, der har været privilegeret ved også at have haft ham og hans ægtefælle som private venner.

David blev ansat i det unge Miljøministerium, kort efter at han afsluttede jurastudiet. Han underviste samtidig på universitetet i forvaltningsret.

Hans første år i Miljøministeriet gik med at behandle klagesager i det daværende Overfredningsnævn - et sagsområde, der ikke just udfordrede hans mere visionære tanker om at få mere kul på miljøbeskyttelsesarbejdet.

Efter et par år med klagesagerne havde ministeriets ledelse allerede fået øje på Davids evner som idémager. Han blev gjort til primus motor i det udvidede Miljøministeriums uddannelsesenhed, der fik som hovedopgave at mobilisere ministeriets engagerede medarbejdere fagligt og politisk.

Men jeg tror ikke, at en videre karriere i bureaukratiet var på ønskelisten for den utålmodige og sprælske David. Og derfor blev hans ansættelse som direktør i Danmarks Naturfredningsforening i 1984 hans livs første ønskejob.

Sammen med DN’s præsident, Svend Bichel, var David i frontlinjen, da foreningens medlemstal toppede med over en kvart million medlemmer. Det var et medlemstal, der oversteg samtlige politiske partiers medlemstal tilsammen.

Danmarks første vandmiljølov fra 1987 var ikke mindst David Rehlings fortjeneste. Hans store indsigt i det faglige grundlag parret med hans politiske forståelse og ikke mindst hans eminente sans for timing har gjort indsatsen næsten ikonisk.

Jeg tror, at vi er mange, der klart husker David i TV-Avisen fortælle den konservative fiskeriminister om årsagerne til iltsvindet i Kattegat. David blev en helt i offentligheden, som havde forsvaret naturen og overvundet den politiske modstand.

Det fantastiske parløb mellem David Rehling og Svend fortsatte frem til 1996 med en arbejdsdeling, der spøgefuldt og kærligt blandt kollegerne virkede til perfektion, ved at den mere rolige Svend Bichel tog sig af forsamlingshusene i provinsen, mens David tog sig af medierne i København.

I mindet om David synes jeg også, at det er på sin plads at erindre om et af Davids mindre kendte værker, nemlig børnebogen fra 2002: "Den lille kanin, der ville være en giraf".

Bogens helte er de fredsommelige og troskyldige vegetarer. Hovedpersonen er den lille kanin, der vil respekteres af sine venner og mener, at det kan den blive ved at insistere på at blive kaldt hr. Giraf. Men den opdager snart, at det er bedst at blive respekteret for den, man er i sig selv.

Og selv om kogebogsskribenten Grisella og den lille kanin føler sig lokket af de sydlige landes madvaner, når de frem til, at "de fineste grøntsager i virkeligheden gror lige der, hvor man bor".

Når vi mindes David, vil vi også mindes den lille kanins kloge ord.