Ministre skyder med skarpt mod populær forebyggelsesfilosofi fra Herning

Konkret peger børne- og undervisningsministeren på, at det særligt er nogen kommuners brug af Herning-modellens såkaldte indsatstrappe, der er misforstået.

Lidt for tæt økonomisk kobling
Indsatstrappen illustrerer hvor indgribende en foranstaltning er for barnet og familien og lægger op til, at man skal starte med eller arbejde hurtigst muligt hen mod en mindre indgribende indsats.

I den logik fremstår anbringelser som de allersidste trin.

Hos Vive kan seniorforsker Anne-Dorthe Hestbæk godt forstå, at ministrenes er kritiske over for den måde, modellen er blevet brugt i praksis.

”Mit indtryk er, at der kan være en forskel på den teori, der ligger bag Herning- og Sverigesmodellen og så den praksis, man ser. Det er tydeligt, at modellen nogen steder er blevet koblet til en meget økonominær tilgang,” siger hun.

Konkret kan det komme til udtryk ved kommuner, som har lagt en direkte præmis ind i et budget om, at investeringer i forebyggende indsatser vil gernere besparelser på anbringelser inden for en kortere årrække.

Det kan både handle om at undgå nye anbringelser og at ændre tidligere besluttede anbringelser.

”Det ligger også i indsatstrappe-modellen, at man så hurtigt som muligt skal ’skubbe’ folk ned på et lavere trin, så indsatsen ikke er mere indgribende end nødvendigt,” siger Anne-Dorthe Hestbæk.

KL peger tilbage på Christiansborg
Ifølge hende kommer den konkrete praksis i sidste ende til at være meget afhænge af, hvad incitamentet er til at benytte modellen.

”Hvis man tolker det meget groft, så kommer det jo til at handle om at skubbe børnene ud af de dyrere foranstaltninger og ned i de billigere. Det kan være fra døgninstitutionsanbringelse til plejefamilieanbringelse eller fra professionelle anbringelser til slægtspleje og videre ned til forebyggende indsatser,” siger Anne-Dorthe Hestbæk.

Hos KL kan man godt genkende, at der har været et meget stort fokus på forebyggelse i kommunerne. Men det kan man ikke klandrer kommunerne for, siger Christina Krzyrosiak Hansen (S), der er næstformand for KL’s socialudvalg og borgmester i Holbæk Kommune.

Hun peger på derimod tilbage mod Christiansborg og anbringelsesreformen med overskriften ’Barnets Reform’ fra 2011.

”Med den reform fik vi en kultur med et massivt fokus på at forebygge, og hvor man var meget optaget af, at anbringelser skulle være, det sidste man gjorde. Men det kom jo fra Christiansborg med en lovgivning, som vi selvfølgelig har fulgt i kommunerne. Det er ikke noget, kommunerne selv har opfundet,” siger hun.

Kulturforandring kommer til at koste penge
Uanset ministres mere eller mindre indirekte kritik tager Christina Krzyrosiak Hansen godt imod regeringens nye udspil, der med hendes ord lægger op til en ”meget stor og god forandring,” som kommunerne byder meget velkommen.

”Vi er helt enige i, at der skal ske en kulturforandring, og den er allerede ved at ske i mange kommuner. Der skal selvfølgelig fortsat forebygges, men anbringelser skal ikke være sidste udvej, når det er bedst for barnet at gøre det med det samme,” siger hun.

Hun er også helt på det rene med, at det ikke er nok med gode intentioner, men at der også er behov for ressourcer til at levere på dem i praksis. Regeringen har afsat et beløb på 760 millioner kroner til at finansierie udspillet, men den endelige pris skal KL nok komme til at give sin vurdering af.

”Vi skal gøre det, der er nødvendigt for barnet. Nogle gange koster det penge, som vi selvfølgelig skal finde. Og når den endelige aftale ligger færdige, så forventer vi fra KL’s side, at vi sammen med regeringen må se på, hvad der er behov for af økonomi,” siger Christina Krzyrosiak Hansen.