Mødrehjælpen: Regeringens udlændingepolitik skaber børnefattigdom

Skæbnen for de 19 børn, der opholder sig i fangelejre i Syrien, efter deres forældre drog i krig for Islamisk Stat, er årsag til ophedet debat. 

Den gængse politiske analyse er, at ønsket om en hård udlængepolitik trumfer hensynet til børnene. Et hensyn regeringen ellers værner om under parolen ”Børnene først”.  

Det gør det ærlig talt svært at være optimistisk, når det gælder den kommende reform af ydelsessystemet. For mon ikke den, når regeringen kommer med sit udspil i kølvandet på Ydelseskommissionens anbefalinger, også her ender med at lade hensynet til udlændingepolitikken vinde og dermed lukker øjnene for børn i flygtninge- og indvandrerfamilier? 

Problemet med børnefattigdom kan ikke løses uden, at familier på SHO-ydelse sikres et levegrundlag, der muliggør et sundt børneliv med inklusion i samfundets fællesskaber.

Ninna Thomsen
Direktør i Mødrehjælpen

De børn, hvis forældre modtager den lavere selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse (SHO-ydelse)? De børn, der er blandt de fattigste i Danmark? 

Adskillige analyser viser, at børn i familier på de lavere SHO-ydelse er blandt de mest marginaliserede i det danske samfund. AE-rådet har beregnet, at der i 2017 var 18.400 børn, hvis forældre var på SHO-ydelse, som levede under fattigdomsgrænsen. Det er knap en tredjedel af alle fattige børn i Danmark.  

Marginale effekter af lave ydelser
Institut for Menneskerettigheder har i deres rapport fra 2018 dokumenteret, hvordan familier på SHO-ydelse lever med massive afsavn og systematisk har rådighedsbeløb, der ligger under de gængse minimumsbudgetter.   

Det kan siges helt enkelt: Problemet med børnefattigdom kan ikke løses uden, at familier på SHO-ydelse sikres et levegrundlag, der muliggør et sundt børneliv med inklusion i samfundets fællesskaber. 

Børn i flygtninge- og indvandrerfamilier betaler prisen for en hård udlændingepolitik, der skal fremme integration og forhindre tilstrømning udefra.  

Men når beskæftigelseseffekterne af de lave ydelser, som påvist af Rockwool-fonden, er marginale i bedste fald, og når vi ved, at børnene er ramt på alvorlige afsavn og vil mærkes for livet af en opvækst i fattigdom, så bør det kalde på handling.  

Mit håb er, at regeringen og de partier, der indgår i aftalen om en ydelsesreform, vil lade hensynet til børnene og deres trivsel vægte højest. Lad ikke ydelsesreformen blive endnu et trist eksempel på, at hård udlændingepolitik trumfer børnepolitik.