Debat

Mødrehjælpen: Vi skal bekæmpe brutal børnefattigdom med rettigheder i nyt kontanthjælpssystem

Kontanthjælpssystemet er forældet i en sådan grad, at det skævvrider balancen mellem rettigheder og pligter, umyndiggør samfundets svageste og skaber børnefattigdom. Vi skal derfor sætte hårdt ind på at modernisere ydelsesystemet, skriver Ninna Thomsen.

Lad os et kontanthjælpssystem, der sætter børnene først, og som fokuserer på at give rettigheder og ikke kun pligter til de mennesker, der befinder sig på samfundets bund, skriver Mødrehjælpens direktør.
Lad os et kontanthjælpssystem, der sætter børnene først, og som fokuserer på at give rettigheder og ikke kun pligter til de mennesker, der befinder sig på samfundets bund, skriver Mødrehjælpens direktør.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Ninna Thomsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I disse uger sætter beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sig for bordenden til de længe ventede forhandlinger om et nyt ydelsessystem. Bagtæppet er regeringens ambition om at bekæmpe børnefattigdommen samt ydelseskommissionens anbefalinger tilbage fra forsommeren 2021.

I Mødrehjælpen bakker vi fuldtonet op om kommissionens ambitioner om at starte forfra og opbygge et mere enkelt system. På samme måde anbefaler vi entydigt, at regeringen sætter en stopper for den brutale børnefattigdom, der skaber både mistrivsel og isolation blandt tusindvis af børn og familier landet over.

Når det er sagt, så vil vi gerne slå til lyd for, at forhandlingerne om et nyt ydelsessystem bliver startskuddet for en langt mere rettighedsorienteret og værdig tilgang til hjælpen til samfundets svageste.

Skævvredet balance

De familier, der er ramt af kontanthjælp, døjer ofte med andre problemer end ledighed. Mange af dem har op til flere kroniske sygdomme og/eller psykisk mistrivsel, og deres børn har det ofte skidt både derhjemme og i skolen.

Vi anbefaler entydigt, at regeringen sætter en stopper for den brutale børnefattigdom, der skaber både mistrivsel og isolation

Ninna Thomsen
Direktør, Mødrehjælpen

Det skyldes et alt for endimensionelt hjælpesystem, der alene har beskæftigelsesperspektivet for øje, og det skyldes ikke mindst en skævvredet balance mellem rettigheder og pligter, der umyndiggør samfundets aller svageste. Det er ikke i orden.

Lad os i stedet få et system, der sætter børnene først, og som fokuserer på at give rettigheder og ikke kun pligter til de mennesker, der befinder sig på samfundets bund.

Vi skal tilbage til det midlertidige system

For det første skal alle familier på kontanthjælphave ret til et værdigt livsgrundlag. I dag er det alene retten til forsørgelse, der er i fokus. Og selv dén rettighed er underlagt sanktioner og begrænsninger, hvis borgeren ikke lever op til systemets krav.

Vi ønsker derfor for det første, at retten til forsørgelse styrkes. Alle familier på kontanthjælp skal have ret til et værdigt livsgrundlag, hvor der er råd til en god bolig og råd til at have et almindeligt familieliv.  

For det andet skal alle familier på kontanthjælp have ret til socialfaglig støtte og rådgivning. Vi appellerer dernæst til, at man fra politisk hold i højere grad understøtter, at børn kan vokse op i trygge hjem. Det er vores erfaring, at familier på kontanthjælp ofte har brug for en mere helhedsorienteret og socialfaglig støtte end den, som jobcentret i dag tilbyder. Familier på kontanthjælpbør have ret til uvildig socialfaglig støtte og hjælp.

For det tredje skal alle familier på kontanthjælp sikres tryghed via en et-årig afklaringsgaranti. Alt for mange familier bliver på trods af sygdom og mistrivsel fastholdt i kontanthjælpssystemet i årevis.

Derfor er det oplagt, at man i forbindelse med en reform af systemet sikrer, at kontanthjælpssystemet igen betragtes som et midlertidigt system. Det vil man kunne ved at indføre en et-årig afklaringsgaranti.

Læs også

Giv gratis medicin og psykologhjælp

For det fjerde skal alle børn af forældre på kontanthjælp sikres trivsel og have mulighed for et aktivt fritidsliv. Når man er barn af en enlig mor på kontanthjælp og lever mange år i børnefattigdom, så fører det ofte til mistrivsel, fordi man holdes uden for de sociale fællesskaber.

Der er ikke råd til at holde børnefødselsdag, der er ikke råd til at gå til fodbold, og der er ikke råd til at tage med spejderne på sommerlejr. Vi appellerer derfor til, at man i forbindelse med reformarbejdet sætter børnene først og i særlig grad understøtter barnets ret til et aktivt og trygt børne- og ungdomsliv.

Den sociale ulighed starter allerede i mors mave, og den følger barnet op igennem livet

Ninna Thomsen
Direktør, Mødrehjælpen

For det femte skal alle familier på kontanthjælp sikres ret til et sundt liv. Uligheden i sundhed er noget af det mest brutale. Den sociale ulighed starter allerede i mors mave, og den følger barnet op igennem livet.

Vi ved samtidig, at mange af de familier, vi møder på grund af dårlig økonomi, fravælger medicin og behandling hos enten psykolog eller fysioterapeut. Det er af samme grund afgørende, at man fremadrettet giver familier på kontanthjælp mulighed for gratis medicin, gratis psykologhjælp og adgang til behandling. Det vil sikre dem et sundere liv, hvor der i højere grad tages hånd om den sygdomsmæssige byrde.  

Systemet skal moderniseres

Det er med andre ord tid til, at kontanthjælpssystemet gennemgår den samme modernisering, som for eksempel patientområdet gennemgik for et par år siden. Her indførte man omfattende patientrettigheder for netop at sikre større værdighed og bedre hjælp til de mennesker, der på grund af kroniske og ofte livstruende sygdomme tog livtag med livet selv.

De skulle ikke blive kastebolde i systemer, som de ikke forstod, og som sjældent så dem. På samme måde er tiden kommet til at give borgere på kontanthjælp flere rettigheder. Vi taler om nogle af de mennesker, der har det sværest i vores samfund.

Det er i den grad udtryk for samfundssind, at vi passer på dem, hjælper dem på vej og giver dem de bedst mulige rammer for et værdigt liv. De værdigt trængende har krav på at blive mødt med langt større værdighed. De skal mødes i øjenhøjde og med et ønske om hjælpe dem med de komplekse problemer, som de lever med.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ninna Thomsen

Direktør, Mødrehjælpen
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00