Pædagog: Minimumsnormeringer i børnehøjde betaler sig

Af Nanna Høyrup
Pædagog

Man har i debatten, om hvorvidt minimumsnormeringer skal og kan realiseres i børnehøjde, mødt en del modargumentation. Den går blandt andet på mangel på arbejdskraft samt finansiering. 

Det findes der heldigvis råd for. Implementeres minimumsnormeringer i børnehøjde, har det så mange afledte positive effekter, at den viden bør figurere i forhandlingerne om selve lovens udformning.

Hvis man politisk beslutter at udvikle en normeringsopgørelse fra barnets perspektiv, som blandt andet omfatter fradrag af den tid, som personalet bruger på andet arbejde væk fra børnene, imødekommer man ikke kun forældre og personalets ønske om gennemsigtighed.

De tal kan nemlig bruges på flere måder. De kan eksempelvis fungere som argumentation for at øge antallet af voksne sammen med børnene, da det tydeligt vil fremgå, at normeringen ude i mange dagtilbud slet ikke kan bære den opgave, som personalet er stillet. Det er en nødvendig oplysning i forhold til at genskabe kvaliteten i omsorgen for børnene.

Prioritér tid til børnene
En anden fordel ved sådan en opgørelse er, at vi får synliggjort, hvor stor en andel af pædagogers tid, som går på administrative opgaver, test, dokumentation og lignende. 

Ved at frigive mere af pædagogernes tid til samvær med børnene øges også automatisk normeringen fra barnets perspektiv, og det vil være med til at sænke antallet af nyansættelser.

Nanna Høyrup
Pædagog

Og hvorfor er det vigtigt? 

Når vi dykker ned i indholdet af disse opgaver og ser, hvilken værdi de rent faktisk har i forhold til kerneopgaven, som er børns udvikling, læring og trivsel, og sætter det i modsætning til, hvis der var flere voksne om børnene i det daglige, og hvilken værdi det ville have for kerneopgaven, ja, så vil det højst sandsynligt vise, at det er værd at skære ned på papirarbejdet og øge tiden på relationsarbejdet.

Ved at frigive mere af pædagogernes tid til samvær med børnene øges også automatisk normeringen fra barnets perspektiv, og det vil være med til at sænke antallet af nyansættelser, når det eksisterende personale kan bruge mere af deres arbejdstid på gulvet. 

På denne måde vil beløbet til at finansiere en "barnets minimumsnormering" blive knap så højt. Desuden vil muligheden for igen at udføre et fagligt og meningsfuldt pædagogisk arbejde tiltrække de pædagoger, som har forladt faget i årenes løb. Og dem vil vi gerne have genansat.

Det forebyggende element
Et andet eksempel fra praksis, som kan være med til at medfinansiere en "barnets minimumsnormering" og underbygge behovet for en sådan, er ved at se på det forebyggende element omkring blandt andet små børns sprogudvikling.

I en vuggestue er sprogudvikling en del af fokusområderne i de pædagogiske læreplaner. Denne udvikling forudsætter en høj grad af voksenkontakt for at kunne give den støtte og stimuli, som børn i den alder har behov for.

Men i takt med at normeringerne er faldet, er fokus på test vokset, og relationen mellem barn og voksen som et middel til den gode sprogudvikling er blevet underkendt, måske endda glemt, til fordel for tests.

Testning bruges dermed som et redskab til at måle, kontrollere og vurdere mål, da der ikke længere er det nødvendige antal voksne omkring barnet. 

Men sørger man for, at der er tilstrækkelig med pædagogisk personale på stuerne, vil de gennem det daglige samvær og observation opnå kendskab til barnets sproglige udvikling, og der vil dermed ikke være behov for at teste alle børn, men kun dem, hvor pædagogen bemærker, at der er udfordringer med sproget.