Forskere: Pædagogik handler om mennesker, ikke manualer. Derfor kan omsorgsarbejde ikke sættes på formel

Omsorg og pædagogisk faglighed hænger sammen

Lad os følge Abbas i vuggestuen, hvor han nu har gået i tre måneder:

Ralf og Abbas sidder ved siden af hinanden ved frokostbordet. Ingen af dem spiser så meget. De kigger på hinanden og gemmer ansigtet i hagesmækkene. De griner. Pædagogen Laila siger, at det manglende madindtag nok hænger sammen med, at begge børn får flaske om natten.

Annika henter en plastflaske frem, som hun har købt til Abbas. "Det er for at gøre det lettere for ham at drikke vand og for at sikre, at det ikke er koldt lige fra hanen" siger Annika.

Eksemplet med Abbas illustrerer en vigtig pointe: Omsorg og pædagogisk faglighed hænger tæt sammen.

Anja Marschall og Crisstina Munck
Hhv. lektor og docent ved Københavns Professionshøjskole

Laila fortsætter: "Ja, vi må jo finde ud af, hvad der virker for Abbas." Abbas drikker lidt fra flasken og rækker den frem mod Ralf. Han piller pålægget af rugbrødet og putter det i munden.

Laila skubber rugbrødet hen til Abbas. "Husk rugbrødet" siger hun og smiler. Abbas sidder fortsat og kigger på rugbrødet efter de andre børn er færdige. Derefter går Annika og Abbas ned i køkkenet og finder noget grøntsagsmos til ham."

Eksemplet med Abbas illustrerer en vigtig pointe: Omsorg og pædagogisk faglighed hænger tæt sammen. Pædagogerne anerkender i denne situation vigtigheden af, at Abbas lærer at drikke af en kop og med tiden kan spise rugbrød.

Men de vælger at "gå med" morens ønsker noget af vejen, og hermed opretholder de en praksis, hvor de stiller sig nysgerrigt fremfor kontrollerende i mødet med Abbas og hans mor.

Netop fordi personalet har brugt tid på at observere Abbas i vuggestuens hverdag og har lært hans mor og baggrunden for hendes bekymringer at kende, fortæller de, at de tør følge morens ønsker uden frygt for at Abbas kommer bagud i sin udvikling.

Børns udvikling er kompleks

Forventninger til hvornår børn forventes at mestre bestemte færdigheder bliver mindre fremtrædende, fordi personalets relationer til familien og deres situerede faglige viden om børns udvikling i fællesskaber informerer deres konkrete praksis og skaber bedre deltagelsesmuligheder for både Abbas og inviterer til samarbejde med hans mor.

I eksemplet tager pædagogerne sig tid til at observere børnenes engagementer. De reflekterer med hinanden over det, de ser og hører.

De er ikke nødvendigvis enige om, hvad der er det bedste at gøre, men via dialog med hinanden bliver de klogere på flere vinkler på Abbas' situation og hans mors bekymringer.

De hjælpes ad med at forstå børnenes fælles liv og betingelserne for dette, hvilket er fyldt med modsatrettede krav. I mange år har der været et øget fokus på at professionalisere pædagogikken gennem eksempelvis koncepter for at sikre høj kvalitet.

Men den tilgang overser noget afgørende: Børns trivsel og udvikling er situeret og kompleks. 

Derfor må vi arbejde med faglighedsforståelser, hvor pædagoger lærer om børns trivsel og deltagelse ved at følge børnelivets kompleksitet tæt på, fintune deres observerende blik og udvikle viden i faglige fællesskaber med kolleger.

Pædagogik handler nemlig om mennesker, ikke manualer.

Det er på tide at give pædagoger den professionelle frihed og tillid, der gør dem i stand til at træffe kvalificerede beslutninger, der tager udgangspunkt i det konkrete børneliv.