Vidensråd om børns mistrivsel: Initiati­ver er spredte og usammenhængende

KRONIK: Indsatsen mod den stigende mistrivsel hos børn og unge skal ensartes i hele landet, samtidig med at fagpersonalet skal opkvalificeres, mener Vidensråd for Forebyggelse.

Af Vidensråd for Forebyggelse
Se afsenderne i dokumentationsboksen

Alt for ofte hører vi historien om børn og unge, der i årevis mistrives og har mentale helbredsproblemer uden at få den hjælp, som de har brug for.

De har et højt skolefravær, de er trætte, fordi de ikke sover tilstrækkeligt, de har ondt i maven eller hovedet og tager medicin for det, de er irritable, nervøse eller stressede eller har andre tegn på, at alt ikke er, som det skal være.

Nogle af disse børn og unge er heldige at få hjælp i forløb eller projekter, som kommunen eller skolen tilbyder, men når projektet er slut, sker der ofte ikke mere, og vi ved meget lidt om, hvorvidt de faktisk fik det bedre af indsatsen.

Mild angst kan føre til psykisk sygdom
Hvert enkelt barn eller ung har forskellige styrker og vanskeligheder, og baggrunden for udviklingen af mentale helbredsproblemer og psykiske sygdomme er forskellig fra person til person.

Psykisk sygdom er ofte resultatet af en kaskade af udfordringer, som udvikler sig over længere tid, hvilket peger på et "window of opportunity," som bør udnyttes til forebyggelse og tidligt indsat behandling.

Eksempelvis kan milde angstsymptomer udvikles til skolefravær, til at barnet eller den unge falder ud af det sociale fællesskab og dermed bliver ramt af isolation og ensomhed, hvilket kan føre til selvskade og selvmedicinering, som videre fører til en grad af mistrivsel, der påvirker hverdagen så meget, at der bliver tale om egentlig psykisk sygdom.

En sådan udvikling kan påvirke den psykiske og sociale udvikling igennem ungdommen, men også resten af livet. Heldigvis har de fleste børn i Danmark det godt, og der er eksempler på gode og sammenhængende forløb, hvor mistrivsel opdages tidligt og håndteres sammenhængende og effektivt.

Men overordnet er det for tilfældigt, om et barn modtager den rette hjælp på rette tidspunkt. Vi har brug for et langt bedre system til at tage hånd om vores børn og unges mentale helbred.

Mere sammenhæng og ensartet opsporing
Vi har brug for et system, der sikrer, at vi ensartet på tværs af kommuner, regioner og institutioner opsporer og identificerer børn og unge med mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom, henviser dem til sammenhængende og evidensbaserede behandlingsforløb af høj kvalitet og systematisk monitorerer og evaluerer effekten af tilbuddet for barnet i den konkrete situation.

Kun sådan bliver vi klogere på, om det enkelte barn eller ung får det bedre, og om den behandlingsform, som man har benyttet, virker på børn og unge med de identificerede problemer.

Sådan er det ikke nu. Der er alt for mange spredte og usammenhængende initiativer og projekter, nogle af dem er uden tvivl gode og effektfulde, andre er det ikke.

Men det ved vi ikke, for der er ikke en systematik på nationalt plan for, hvilken praksis man skal følge, hvilke evidensbaserede tilbud der skal sættes i værk i hvilke situationer, og hvordan effekten evalueres.

Ofte slutter projektet, når en given bevilling løber ud, og effekten evalueres muligvis også lokalt, men det er ikke en viden, der bliver anvendt til at give et samlet nationalt overblik over, hvordan vi bedst hjælper børn og unge med mentale helbredsproblemer.

Stor stigning i diagnoser
I en helt ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse har vi gennemført den hidtil mest omfattende kortlægning af mental sundhed, mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom hos de 10-24-årige i Danmark.

Og billedet er ret klart: Der er sket store stigninger over de seneste årtier i andelen af børn og unge, der bliver diagnosticeret med psykiske sygdomme.

For eksempel er forekomsten af ADHD og autisme ti gange højere i 2016 end i 1996. Antallet af børn og unge, der har fået diagnosticeret en depression i hospitalsregi, er ligeledes steget markant over de seneste årtier, ligesom forekomsten af selvmordsforsøg er steget, især blandt piger og unge kvinder.    

Vi ser samtidig en stigende forekomst af mentale helbredsproblemer hos børn og unge. Mellem fem og 12 procent føler sig tit eller ofte ensomme, 14 procent af folkeskoleeleverne har et bekymrende skolefravær på mere end ti procent.

Omkring halvdelen af 11-15-årige sover mindre end anbefalet, og mellem otte og 15 procent af unge på ungdomsuddannelserne føler sig stressede dagligt.

Desuden ser vi færre unge, som oplever at have høj livstilfredshed. Denne udvikling peger på, at der er en negativ udvikling i denne aldersgruppe, som bør tages alvorligt. Det er tal, der fortæller os, at omfanget af børn og unge med mentale helbredsproblemer, som har brug for hjælp, er stort.

Men sammenholder man tallene med vores kortlægning over kendte indsatser rettet mod netop denne kategori af børn og unge, der står på tærsklen til psykiatrien, ja, så står det klart, at de ofte ikke får den hjælp, som de har behov for.

Sæt tidligere ind
De skal have kvalificeret hjælp.

For mange af børnene og de unges vedkommende kan vi, hvis vi sætter ind med gode, sammenhængende, evidensbaserede tilbud, i mange tilfælde forebygge, at de bevæger sig fra kategorien af mentale helbredsproblemer over i psykisk sygdom. For andre kan vi mildne forløbet og give dem gode, velfungerende liv med en psykisk sygdom. Det skylder vi dem.

Men vi kan faktisk også sætte ind endnu tidligere. Inden de mentale helbredsproblemer manifesterer sig. Der er god dokumentation for, at universelle indsatser – det vil sige indsatser rettet mod alle børn – for eksempel i skolen, der har til formål at fremme den mentale sundhed, højne trivslen og de sociale relationer, har en gavnlig effekt.

Det bedste eksempel på dét er indsatsen mod mobning. Når antallet af børn og unge, der oplever, at de bliver udsat for mobning, er faldet markant over de seneste årtier, skyldes det formentlig, at man i skolerne har haft fokus på at udvikle mental sundhed og sunde fællesskaber for alle børn. Den viden skal vi bruge konstruktivt.

Vi peger i rapporten på tre områder, hvor det er særligt oplagt at intensivere forebyggelsesindsatsen. Nemlig mental sundhedsfremme dér, hvor børn har deres dagligdag, bedre tilbud til familier, hvor en eller flere forældre har psykisk sygdom eller misbrug, fordi vi ved, at disse børn er i markant forøget risiko for selv at få mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom, og sidst, men ikke mindst, en adgang til sammenhængende behandlingsforløb for alle børn og unge med følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer.

Kræver bedre kvalitet og opkvalificering
Helt grundlæggende så anbefaler vi en national strategi på området, der netop sikrer systematik og sammenhæng på alle niveauer lige fra sundhedsfremme og forebyggelse til behandling af mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom hos børn og unge.

En lige adgang til dette uanset køn, social baggrund, eller hvilken kommune man bor i, vil være et første vigtigt skridt mod at mindske den sociale ulighed, der er i forekomsten af lav mental sundhed, mentale helbredsproblemer og psykiske sygdomme.  

Det vil kræve en omlægning af den eksisterende struktur på området. Det vil kræve, at man stiller krav til kvaliteten af de tilbud, som børn, unge og forældre møder, det vil kræve en opkvalificering af alle de fagprofessionelle, der omgås børn og unge i dagligdagen, for eksempel sundhedsplejersker, lærere, psykologer og læger, så de er bedre uddannet i at arbejde sundhedsfremmende og får kompetencerne til at identificere børn og unge med behov for hjælp og tilbyde den rette indsats. Og det vil kræve investering i den forskning, der skal danne grundlag for, at vi kan forbedre indsatserne i fremtiden.

Der er en klar sammenhæng mellem mentale helbredsproblemer tidligt i livet og risikoen for psykiske og somatiske sygdomme og negative sociale konsekvenser senere i livet.

Derfor har vi pligt til at investere i dette område. Det er vores børn og unges livskvalitet og helbred, der er på spil.

Forrige artikel Forsker: Flere mandlige pædagoger betyder ikke bedre pædagogik Forsker: Flere mandlige pædagoger betyder ikke bedre pædagogik Næste artikel EL: Anerkendelse og bedre løn skal tiltrække mænd til pædagogfaget EL: Anerkendelse og bedre løn skal tiltrække mænd til pædagogfaget