Psykolog og centerchef: Børn med diagnoser bliver klemt i systemet – og regeringens nye forslag løser ikke problemet 

Praktiserende læger og PPR burde kunne henvise direkte til et af de virksomme forældreprogrammer – og strategierne fra evidensprogrammerne burde være udbredt til pædagogisk praksis i dagtilbud og skoler.

Ikke børnenes skyld 

I dag bliver alt for mange neurodivergente børn, unge og forældre klemt i en skole og dagtilbudsverden, hvor voksne står uden de nødvendige redskaber.

De vigtige voksne i barnets hverdag – forældre, pædagoger og lærere – efterlades med et ansvar, de ikke har viden, strategier og kompetencer eller støtte til at løfte. Og det har konsekvenser.

Hvert tredje barn med særlige behov har sjældent eller aldrig lyst til at gå i skole. Over halvdelen af børn med adhd opnår ikke engang karakteren 02 i dansk og matematik i grundskolen. Næsten to ud af tre unge med adhd har ikke gennemført en ungdomsuddannelse som 25-årige.

Pædagoger og lærere skal ikke stå alene med komplekse børnefællesskaber og urealistiske forventninger.  

Marie Stegger Sørensen
Centerchef og psykolog, Center for Adhd

Det er ikke børnenes skyld. Det er vores systemer, der fejler.

Vi ved, hvad der virker. Der findes forældreprogrammer og pædagogiske strategier med veldokumenteret effekt – men de bliver hverken implementeret systematisk eller gjort tilgængelige for de voksne omkring barnet.

Både forældre og fagpersoner knokler og gør deres bedste, alt imens politiske tiltag igen og igen kredser om struktur og organisering – og ignorerer indhold og kvalitet.

Supervision til pædagoger og lærere 

Det er ikke nok at bygge nye klinikker. Vi skal fokusere på indholdet i både klinikkerne og i samarbejdet mellem klinikker og de kommunale instanser.

Hjælpen skal derhen, hvor børnene er – og gives til de voksne, der står tættest på dem. Forældre skal rustes med konkret viden og strategier, ikke efterlades alene med skyld, skam og tvivl.

Pædagoger og lærere skal ikke stå alene med komplekse børnefællesskaber og urealistiske forventninger uden adgang til supervision og kompetent specialiseret støtte.

Jeg foreslår:

• At forældreprogrammer gøres bredt tilgængelige – og ikke alene er forbeholdt dem, der selv har ressourcer til at finde vej. 
• At PPR, dagtilbud og skoler systematisk implementerer kendte strategier fra evidensbaserede programmer – ikke opfinder egne "hjemmestrikkede" løsninger.
• At kompetenceudvikling i neurodiversitet bliver et krav – ikke en tilfældighed.
• At vi afskaffer silotænkning og placerer hjælpen der, hvor børnene er – i hverdagen.

Vi skal skabe en praksis med reelt fokus på forandringer og værdiskabelse i børn og familiers hverdage.

Det er ikke viden, vi mangler. Det er modet til at bruge denne viden – og gøre det rigtige. Ikke nyt for nyhedens skyld. Men virksomme indsatser, der findes. Det skylder vi børnene.