Debat: Forældre skal have frihed til at passe deres børn hjemme

DEBAT: Skal Danmark leve op til vores velfærdsambitioner på det familiepolitiske område, må vi lade familierne få frihed til at skabe en god hverdag med deres børn, skriver Julie Herdal Molbech.

Af Julie Herdal Molbech
Konsulent, folketingskandidat for Radikale Venstre i Helsingør

Når voksne skal igennem forandringer på arbejdet – for eksempel have en ny plads, sidde i et storrumskontor, placeres i et nyt team, arbejde på en anden måde, have ny leder og så videre, sættes der ind med massiv hjælp de fleste steder: Der holdes samtaler, møder, lægges strategier, formuleres mål, inddrages måske konsulenter og hvis medarbejderne ikke er tilfredse, tilbydes der måske også krise-/psykologhjælp. For det går ikke, at vi ikke trives på arbejdet. Vi skal jo være der hver eneste dag.

Anderledes forholder vi os til børn: Ligegyldigt hvor meget de åbenlyst mistrives i deres daginstitutioner, opretholder vi en samfundsfortælling om, at det er ‘vigtigt’ og ‘sundt’ for barnet at komme i vuggestue eller børnehave. Og vi fastholder, at forældrene (læs: mødrene) skal skynde sig tilbage på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt, ellers er de ikke ‘ligestillede’.

Ubalance i regnskabet
Men – hvis det er godt for børnene at komme i daginstitution. Og hvis denne forestilling om, at begge forældre skal arbejde fuld tid, mens børnene er små, skal holde: Skal børnene så ikke trives i daginstitutionerne

Institutionalisering af små børn er i vidt omfang et uudforsket område. Vi kender ikke langtidseffekterne af at placere børn helt ned til 6-8 måneder i institutioner hele dage væk fra forældrene. Men forskere har peget på, at for eksempel de finske skolebørns gode præstationer i skolen hænger sammen med, at langt færre finske børn begynder deres institutionsliv tidligt sammenlignet med danske børn.

Til gengæld ved vi meget om små børns behov: nærvær, tryghed, leg, omsorg - bare for at pege på de mest presserende. Derudover har børn i daginstitutioner brug for oplevelser, fysiske udfoldelsesmuligheder - og natur.

Alt dette kalder jo på kompetente, nærværende voksne, der ikke hele tiden skiftes ud, og gode omgivelser. Hvis altså kontrakten med forældrene skal opretholdes. Det har vi ikke nu. Vi har bare lukket øjnene i lang tid og sparet på børnene - for de affinder sig. De har ikke andet valg. Og de har ikke en magtfuld og ressourcestærk interesseorganisation i ryggen.

Regningen kommer retur
Alle investeringer i børns trivsel er samfundsøkonomisk sunde. Og det modsatte er lige så sandt. Vi beder i øjeblikket forældre og små børn om hver dag at træffe smertelige og meningsløse valg, fordi vi igennem alt for lang tid, har ladet børnene betale regningen for denne institutionaliseringskultur.

Vi må fra minimumsnormeringer til gode normeringer, set fra barnets perspektiv. Minimum er lige præcis et det - det mindst mulige, vi kan forsvare at stille op for børnene. Prøv at forestille dig, at arbejdspladser havde samme logik over for deres ansatte. Utænkeligt. Minimumsnormeringerne er en nødvendig baseline - et udgangspunkt for overhovedet at sætte børns (og ansatte i daginstitutioners) vilkår på den politiske dagsorden.

Næste skridt er, at vi rent faktisk gør daginstitutioner til et godt og stimulerende sted at være for børnene, hvis de skal det. Samfundet må opretholde sin del af kontrakten med forældrene, hvis idealet om udearbejdende småbørnsforældre skal holde.

Gør op med forherligelsen 
Vi elsker at kalde os et land med ytringsfrihed og ‘højt til loftet’ - men er det ikke på tide, at vi sætter spørgsmålstegn ved den ‘hellige ko’: Forherligelsen af, at forældre arbejder meget, mens børnene er små. Og den eklatante misforståelse, at det har noget med ligestilling at gøre, når kvinder tvinges til at ræse tilbage til arbejdsmarkedet - snart (med det kommende EU-direktiv om tvungen barsel til mænd) inden den anbefalede ammeperiode er slut.

Mange forældre er trætte af den indbyggede logiske brist i denne fortælling. Er der noget tidspunkt i livet, de ikke har lyst til at have travlt og være stressede, er det, mens deres børn er små. Nogle kommuner eksperimenterer med at lade ‘pengene følge barnet’, sådan at man kan få tilskud til selv at passe.

Under forudsætning af, at den forælder, der gør det, ingen anden indkomst har – det vil sige et tilbud for de relativt velstillede mennesker, der kan få hverdagen til køre på én indkomst. Hvad med at tænke videre her - give flere muligheden, aflaste institutionerne og give flere børn en bedre barndom?

Voksne ville gøre oprør

En hverdag med to fuldtidsarbejdende forældre kan fungere for nogle - men langtfra alle. Bare prøv at se, hvad der sker, når børnene er syge – kaos. Det er den virkelighed, småbørnsforældre lever med i Danmark. Ikke det idylliserede billede vi har af os selv som et børnevenligt land.

Det er på tide, at vi løfter blikket og anerkender, at velfærdssamfundets krav til forældre om, at de skal sætte deres små børn i daginstitution står på et uklart videnskabeligt- og utilstrækkeligt praktisk fundament.

At samfundet i det mindste må give gode rammer for disse daginstitutioner, hvis børnene skal derhen - og at det ikke er et ideal, at forældre skal arbejde meget, mens børnene er små.

Voksne mennesker ville strejke, melde sig syge, sige op, hvis de havde små børns hverdag. Skal Danmark leve op til vores velfærdsambitioner på det familiepolitiske område, må vi lade familierne få frihed til at skabe en god hverdag med deres børn. Og pædagogerne til at skabe gode rammer for små børn i daginstitutionerne.

Forrige artikel Kronik: Når vi fjerner Saszeline, gør vi kun problemet værre Kronik: Når vi fjerner Saszeline, gør vi kun problemet værre Næste artikel UCL: Metodefetichismen står i vejen for den pædagogiske refleksion UCL: Metodefetichismen står i vejen for den pædagogiske refleksion