
Pernille Rosenkrantz-Theil (S) går til kommunalvalg i København med et løfte om at arbejde for at sløjfe forældrebetalingen for daginstitutionspladser.
Argumentet er, at det er blevet så dyrt at bo i byen, at børnefamilierne flytter ud. Derfor vil hun lette børnefamiliernes økonomi.
Men forslaget er både urealistisk og asocialt – og så løber overborgmesterkandidaten en kæmpe risiko for at ramme helt ved siden af i forhold til de vælgere, hun prøver at vinde for sin sag.
Pernille Rosenkrantz-Theil mener nemt, hun kan finde de 800 millioner, som det vil koste at sløjfe forældrebetalingen for småbørnsfamilierne.
Hun vil bare firedoble de bøder, som private virksomheder får, når de ikke lever op til deres aftaler med kommunen, og så vil hun med et snuptag finde en hel masse administrative medarbejdere, som kan erstattes af AI.
Og det er her, valgflæsket begynder at lugte, og at Pernille Rosenkrantz-Theil afslører sin uvidenhed om den kommune, hun gerne vil være overborgmester for.
Min klare oplevelse er, at forældrene vil have kvalitet og flere medarbejdere i dagtilbuddene.
Natascha Steen
Som områdeformand for en københavnsk fagforening følger jeg tæt med i de kommunale budgetter, og jeg sidder på sidelinjen, hver gang der igen, igen skal spares.
Jeg vil vove at påstå, at nogen ville have bemærket det, hvis der var et ledigt trecifret millionbeløb i besparelsespotentiale, som ville kunne plukkes med lidt kunstig intelligens.
Realiteten er, at hver en krone vendes, både i Børne og Ungdomsforvaltningen og i de øvrige forvaltninger.
De administrative opgaver, som ikke længere kan løses i forvaltningerne på grund af nedskæringer, siver nedad til vores medlemmer i dagtilbuddene, som sidder og bruger tid på regneark, indkøb og bestilling af elektrikere, fordi der ikke længere er supportfunktioner længere oppe i systemet til at gøre det.
Så hvis kommunekassen skal undvære pengene fra forældrebetalingen, kommer pengene til at mangle et andet sted – og vil det så betyde færre pædagoger eller mindre hjemmehjælp?
For selv om der er penge nok i den københavnske kommunekasse, må kommunen ikke bruge pengene på grund af den budgetlov og det serviceloft, som Pernille Rosenkrantz-Theils parti er den stærkeste forkæmper for at bevare.
Jeg finder desuden forslaget stærkt asocialt. Pernille Rosenkrantz-Theil vil gøre vuggestuer og børnehaver gratis for alle – altså også for de meget vellønnede småbørnsfamilier, som der rent faktisk er mange af i dele af København.
Det vil betyde, at husstande med indkomster på over en million om året vil få gratis dagtilbudspladser, mens dagtilbuddene dårligt har råd til at ansætte vikarer ved sygdom.
Flere økonomer har desuden peget på, at forslaget om gratis dagtilbudspladser kan have den stik modsatte effekt af formålet: At sænke leveomkostningerne.
Natascha Steen (f. 1985) er formand for dagplejerne i 18 kommuner under Landsforeningen for Socialpædagoger.
Hun lagde navn til et af de mest læste debatindlæg på Altinget Børn i 2024, hvor hun pegede på sammenhængen mellem børns trivsel og kommunernes nedskæringer på dagtilbud.
Natascha Steen er uddannet pædagogisk assistent.
Hun skriver fast for Altinget Børn.
For hvis en højtlønnet familie skal (og kan) vælge mellem en lejlighed i Gentofte eller i Nordhavn, hvorfor så ikke vælge at købe den dyre lejlighed i kommunen med de gratis vuggestue- og børnehavepladser?
Det vil presse det i forvejen pressede boligmarked og skabe prisstigninger.
Det helt afgørende spørgsmål er dog, om Pernille Rosenkrantz-Theil med sit forslag rammer de vælgere, hun ønsker at tiltrække.
Min klare oplevelse er, at forældrene vil have kvalitet og flere medarbejdere i dagtilbuddene. De stærke forældrebevægelser, der har været på banen siden 2019, går ikke på gaden i titusindvis i gule t-shirts for at få lavere forældrebetaling.
De vil have flere pædagogiske medarbejdere på stuerne. Så mon ikke det ender med et mindeværdigt politisk selvmål.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer




















