SF til Henrik Dahl: Angrib bare os, men hold dig for god til at angribe dem, der hjælper de unge

Fælles fodslag

Dahl mener, at jeg overdriver, når jeg bruger ordet "krise." Men hvad i alverden skal man ellers kalde det, når næsten halvdelen af alle unge i Danmark oplever mistrivsel?

Hvilken betegnelse synes Dahl er mere korrekt, når antallet af unge, der får brug for psykiatrien, fordobles?

Hvad er den rigtige term for det forhold, at antallet af psykiske lidelser er fordoblet på ni år?

Jeg kunne blive ved med at hælde data på mistrivselskrisen, indtil dette indlæg nåede samme længde som en kronik i Politiken.

I det hele taget er jeg lidt uforstående over for, at netop Liberal Alliance søger den her konflikt med SF.

Vi er naturligvis hamrende uenige om det meste, også på dette område, men dagen før Dahls svada, gav hans formand og jeg et interview til Berlingske, hvor vi snakkede om vores oplevelser med stress og vores holdninger til stressepidemien. Selvom vi er uenige, kan man næppe læse det interview uden at møde to mennesker, der begge har en inderlig, dybfølt politisk holdning til emnet.

Så hvorfor jeg pludselig skulle blive til en slags åndelig leder for en hær af psykologer, der bare vil have fingre i statens penge, det aner jeg ikke. Jeg har vitterligt også meget svært ved at se dem for mig. For nylig råbte over 1.000 psykologer op om forholdene for børn og unge. Jeg ser da vitterligt dem som en del af løsningen, mere end de, som Dahl påstår, skulle kapitalisere på problemet.

Hvis jeg var et mindre høfligt menneske, ville jeg sige noget i retning af: "tyv tror hver mand stjæler."  

Jacob Mark (SF)

For dyrt at negligere mistrivslen

Henrik Dahl gør alle de helt almindelige mennesker, der hver dag knokler for at hjælpe unge med stress, angst og ondt i livet, til pengegriske snyltere, der vil sutte på statens pat.

Hvis jeg var et mindre høfligt menneske, ville jeg sige noget i retning af: "tyv tror hver mand stjæler."

Men jeg kender sådan set Henrik Dahl, som en der mener, det han siger, og vil det bedste for Danmark. Jeg ville ønske, han havde det mentale overskud til at tænke det samme om alle de fagspecialister, der knokler for at bekæmpe børn og unges mistrivsel.

Jeg plejer at formulere det sådan her om de unge: Det koster en bondegård at investere i uddannelse, men det koster et helt kongerige at lade være.

Så kan man kalde mig en børne- og ungelobby, hvis man vil, men børn og unge fortjener bare bedre vilkår og rammer i vuggestuer, børnehaver, folkeskolen og på uddannelser, fordi de former Danmarks fremtid. Det er faktisk så simpelt og uproblematisk som det.