Tænketank og borgmester: Pengene skal følge barnet, hvis forældre vælger at hjemmepasse

Husk det med småt

Som velfærdssamfund har vi lavet en samfundskontrakt med børnefamilierne. Staten betaler størstedelen af prisen for, at børnene bliver passet, så forældrene til gengæld kan arbejde og betale skat til samfundets andre goder. En kontrakt, de fleste af os er tilhængere af.

Det er dog vigtigt lige at holde fokus på, hvad der står med småt.

For aftalen er ikke, at forældrene skal arbejde, så staten kan passe børnene i offentlige institutioner. Det er forældrenes frie valg, vi som samfund bakker op. Derfor stiller vi pasning til rådighed for de forældre, som har brug for det. Der skal ikke være nogen tvang til at sende sine børn væk fra hjemmet, hvis børn og familie ikke trives med det.

Pengene skal følge barnet, uanset om barnet passes hjemme eller ude.

Isabella Arendt (K) og Michael Ziegler (K)
Hhv. talsperson, Tænketanken Prospekt og borgmester, Høje Taastrup Kommune

For det andet, skal staten huske, at det er pasningen og ikke offentlige institutioner, som indgår i samfundskontrakten med forældrene. Det er altså ikke staten, der skal mene noget om, hvor børnene passes. Det er alene op til forældrene at vælge den pasning, som er bedst for familien som helhed.

Derfor bør staten også ligestille alle pasningsformer. Pengene skal følge barnet, uanset om barnet passes hjemme eller ude. Og uanset, om barnet passes i en privat eller offentlig institution.

Samfundskontrakten er vendt på hovedet

Der kan være ufatteligt mange forskellige grunde til, at et barn passes ude eller hjemme. Børn er forskellige, familier er forskellige og deres behov og drømme er forskellige. Det er kun sundt og godt.

Dét, der til gengæld ikke skal være forskel på, er rettighederne. I dag ensrettes børns behov, mens rettighederne for familierne er meget forskellige mellem kommunerne. Samfundskontrakten er vendt på hovedet og tager mere hensyn til statens behov end børnenes. Det var ikke, hvad forældrene gik ind til.

Giv derfor ansvaret tilbage til forældrene. Det er trods alt deres børn, og de kender dem bedst. Så kan staten fokusere på at ensrette rettigheder og ikke familier. Dermed sikres reel økonomisk ligestilling af alle pasningsformer på tværs af private tilbud, offentlige tilbud og hjemmepasning.

Kun gennem reel økonomisk ligestilling af statens støtte til pasningsformer kan vi slippe ud af den forældede idé om, at man skal gifte sig til penge for at have frihed som forældre.