Ventilen og Red Barnet Ungdom: De unge holdes uden for Frivilligrådet

Caroline Lundsgaard Wégens
Fhv. forkvinde, Red Barnet Ungdom
Michala Lykke Nielsen
Formand, Ventilen Danmark, styrelsesmedlem, DUF
Danmark har lige fået et nyt Frivilligråd med repræsentanter fra en bred vifte af organisationer.
Rådet har en vigtig rolle i forhold at rådgive regeringen og være spydspids i arbejdet med at skabe bedre vilkår for frivillighed i Danmark og for at skabe bedre muligheder for det tiltrængte samarbejde på tværs af sektorer.
Der er både udpegede og valgte kandidater, og det er et stærkt hold. Men, for der er også et men; der er ingen unge eller repræsentanter for landets ungdomsorganisationer med i rådet.
De unges stemme mangler
Dermed sidder der ingen, der kan byde ind med perspektiver på de lidt anderledes vilkår der er for organisationer drevet og ledet af dygtige unge frivillige, der ved og vil en masse, men ikke har prøvet det hele før og som ofte har en kortere tid i organisationen, end mere voksne frivillige.
De unge frivillige, vi har i dag, er jo fremtidens frivillige – men de bliver ikke inviteret og hørt
Michala Nielsen og Caroline Lundsgaard Wégens
Hhv. forkvinde, Ventilen Danmark og bestyrelsesforkvinde, Red Barnet Ungdom
Der sidder ingen, der kan tale med om et (frivillig)liv som digitalt indfødt.
Og ingen, der kan tale på de unges vegne, når vi skal tale om, hvad der i højere grad kan få unge engageret i frivillighed og foreningsliv.
De unge frivillige, vi har i dag, er jo fremtidens frivillige – men de bliver ikke inviteret og hørt.
Vi har spurgt ministeriet – og svaret er ikke, at der ikke er unge, der ønsker at sidde i frivilligrådet, eller at de ikke har fået stemmer nok – men at den liste, de opstillings- og valgberettigede organisationer vælges ud fra, ikke indeholder ret mange ungdomsorganisationer.
Listen er nemlig lavet med afsæt i de organisationer, der har valgt at søge og opnået støtte fra Socialministeriets Ulfri-pulje, der støtter driften af landsdækkende organisationer der arbejder på det sociale område.
Alene det, at vi definerer, hvad der er en frivilligorganisation, ud fra hvem, der søger en bestemt pulje, burde måske være noget, det nyvalgte råd kunne diskutere.
Pulje skal ikke bestemme, hvem der skal i Frivilligrådet
Den håndgribelige udfordring for os er, at flertallet af ungdomsorganisationer ikke kan søge Ulfri-puljen, fordi de søger og modtager udlodningsmidler gennem Dansk Ungdoms Fællesråd. Og man må ikke søge to driftspuljer med udlodningsmidler.
Det samme gælder i øvrigt også landets handicaporganisationer. Andre fravælger puljen af andre årsager. Vi har det fint med de puljer, vi har adgang til - men tilbage står, at vi er en lang række organisationer, der ikke har mulighed for at være med i et vigtigt rådgivende organ, fordi vi ikke kan eller vil søge en specifik pulje.
Og jo, ministeriet har suppleret listen med hele ti andre organisationer – de fleste er med, fordi de er parallel- eller paraplyorganisationer. En af de ti er en ungdomsorganisation, men hvordan de er blevet særligt udvalgt, giver ministeriet ikke svar på.
Vi er med på, at listen over opstillingsberettigede organisationer skal afgrænses på en eller anden måde, da feltet af organisationer ellers bliver alt for uoverskueligt.
Men vi mener, at det må være en bunden opgave for ministeriet at finde en bedre metode, der ikke primært baserer sig på, hvem der er berettiget til og vælger at søge en given pulje.
Vi kommer gerne med forslag til at finde en model, der sikrer, at de unge, der vil, også får en stemme, når det gælder nutidens og fremtidens frivillighed.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Dagtilbudsleder: Hvis debatten om genetik flytter ind i børnehaven, får det konsekvenser for børnene
- Børnepsykolog stiller dyster diagnose af dagtilbud: "Alarmerende"
- Dagtilbudsleder: Det går ud over fællesskabet, når hensynet til det enkelte barn fylder for meget
















