Bygherreforeningen: Principperne bag OPP er sunde

Rigsrevisionen peger i en kritisk rapport fra juni måned på, at fem offentlige organisationer har valgt OPP-modellen på et ufuldstændigt beregningsgrundlag. De peger på risikoen for, at det samlet set ikke har været mest fordelagtigt for staten og regionerne at vælge OPP-projektformen. 

Kritikken er givetvis berettiget. Dog må det tages med i ligningen, at der var tale om en politisk bunden opgave i et andet politisk miljø end i dag og på et tidspunkt, hvor bygherreorganisationerne manglede erfaring med modellen.

Noget tyder da også på, at de offentlige organisationer har gjort deres erfaringer og nu går andre veje. For mens der i 2016 ifølge Byggepipeline skulle opstarte store byggeprojekter efter OPP-modellen for næsten tre milliarder kroner, er dette tal blevet reduceret kraftigt de senere år. Ifølge målinger for et år siden skulle der i 2021 blot igangsættes OPP-projekter for 70 millioner kroner.

En forklaring er nok, at den oprindelige model netop ikke levede op til forventningerne. En anden mulighed er også renteudviklingen. Staten Danmark har høj kreditværdighed og med lav rente kan for eksempel kommunerne i dag meget billigt finansiere egne byggerier via lån hos kommunekredit. Derfor skal der være andre tungtvejende argumenter for at vælge OPP-formen. 

Strategisk perspektiv

Det, som virkede oplagt i 00'erne, ser anderledes ud i dag. Strategisk porteføljehåndtering er siden blevet en vigtig baggrund for beslutninger om bygninger, hvilket skal tænkes ind i de samarbejdsmodeller, der vælges i byggeriet. Også inden for OPP.

Bygningsbehov og udfordringer ændrer sig løbende. Der bør stilles flere og bredere spørgsmål om, hvad man som porteføljeejer vil med den enkelte bygning, hvilke drifts- og vedligeholdelsesudgifter der skal påregnes, og hvordan bygningen spiller sammen med andre bygninger i porteføljen. Herunder vurderes det, hvordan billedet ser ud de kommende 30 år, som er det typiske åremål for en OPP-kontrakt.

Desuden stilles der flere krav til for eksempel bæredygtighed og cirkulær økonomi, som krævet et opdateret strategisk blik, så dette bør også kunne rummes i opdaterede OPP-modeller. 

Fordele i visse situationer

Der kan være situationer, hvor en privat aktør har ekstra kompetencer eller ressourcer til at løse en given bygge- og driftsopgave. Her kan det være fordelagtigt for bygherren at lægge opgaven ud. For eksempel kan svømmehaller, sundheds- eller parkeringshuse være specialiseret byggeri for en kommune. Og her er det oplagt at outsource udviklingen, driften og vedligeholdelsen til en privat aktør med netop de erfaringer via en lang OPP-kontrakt for at sprede risici og sætte særlige kompetencer i spil. 

Nogle kommercielle synergier har en privat aktør langt lettere ved at realisere. I en del kommuner har for eksempel ESCO været brugt til at fremskynde en klimaindsats, hvor budget og interne kompetencer ikke matcher det aktuelle behov.  

Erfaringer har betydning

Omvendt giver OPP og lignende modeller mindre mening for bygherreorganisationer, hvor man allerede har opbygget en stærk intern bygherre- og driftsorganisation med tilstrækkelige kompetencer. 

Desuden er erfaringen, at det kan være problematisk at lave et OPP-projekt på for eksempel en enkelt ud af flere skoler i en kommune. Det vil låse den enkelte bygning i 30 år, og skolen kan ikke fungere i samspil med kommunens andre skoler, når behovene ændrer sig.

Der er dog ingen tvivl om, at OPP-lignende samarbejdsformer vil vinde frem, når vi bryder vores bygninger ned i enkeltdele. Uddannelsesbygninger, domiciler og produktionsfaciliteter fyldes i stigende grad med teknisk udstyr, som er yderst kompliceret for bygningsejeren at drive og vedligeholde. Her giver det mening med lange leje-, leasing- eller OPP-kontrakter. 

Det er jo at sammenligne med det offentliges indkøb af metrotog eller fly til forsvaret. Udstyret er så kompliceret, at det kun giver mening at købe udstyret inklusiv lange kontrakter på drift og vedligehold. Den udvikling kan understøtte en omstilling til cirkulær økonomi ved at sætte systemleverandøren direkte i spil fra design til recycling.

Verdensmestre i samarbejde

Byggeriet er på mange måder verdensmestre i offentligt privat samarbejde. 16,5 procent af alle offentlige indkøb sker inden for bygge- og anlægssektoren, og der er ikke mange mursten eller betonkonstruktioner, som ikke udbydes til private leverandører. Det er en naturlig del af branchen.

Med eller uden OPP er der i dag gode muligheder for at udvikle samarbejdet med private ved at tænke innovation, udvikling, opførelse og den efterfølgende drift sammen. Det gælder om at engagere tilbudsgiverne i at tænke i totaløkonomi, helheder og stordriftsfordele, ikke mindst i et bæredygtighedsperspektiv. 

Derfor skal vi være nysgerrige på, hvordan det private og offentlige kan samarbejde bedst muligt i alle faser af byggeriet. Vi står over for en meget omfattende bæredygtig omstilling i vores samfund, som også omfatter byggeriet. Og her kan ESCO-modellen være en hurtig løsning for en offentlig organisation med et vist efterslæb på sin bygningsmasse. Her er adgang til nem finansiering for eksempelvis en kommune, som vil foretage energirenoveringer uden at påvirke anlægsloftet. Og den grønne omstilling haster som bekendt.

Og selvom OPP-modellen lige nu måske er sat i skammekrogen, er det vigtigt, at vi spørger os selv, hvordan vi løbende kan udvikle vores værdikædesamarbejde til at møde og skabe den udvikling, som vi har brug for i de kommende år, og samtidigt at lære af de OPP-projekter, som faktisk har vist deres værd.