Et dystert varsel om politisk kujoneri

Den nuværende patientbetaling har intet med rimelighed at gøre, men er blot et resultat af årtiers ophobning af tilfældigheder og politisk kujoneri.

Berlingske
På lederplads

(...) Men forleden præsenterede Socialdemokraternes sundhedsfører, Lone Møller, en interessant idé. Ideen er såmænd hverken ny eller original, men den er interessant, fordi Socialdemokraterne nu gør den til partiets egen.

Partiet foreslår at tage samtlige tilskud til behandling hos tandlæger, læger og velsagtens andre behandlere op til revision. En af ordførerens begrundelser er, at tandlægebehandling kan være en meget kostbar affære, som kun en mindre del af befolkningen har råd til, fordi der ikke gives tilskud. Det interessante består i, at Lone Møller som betaling for tilskud til tandpleje gerne vil diskutere en betaling for lægebesøg. Det har ikke hidtil været Socialdemokraternes politik.

Den nuværende patientbetaling har intet med rimelighed at gøre, men er blot et resultat af årtiers ophobning af tilfældigheder og politisk kujoneri. En alvorlig tandsygdom kan være lige så belastende eller ligefrem invaliderende som mange af de sygdomme, som behandles gratis hos lægen eller på sygehuset. Forskellen er blot, at tandlægebesøg altid har kostet penge, mens lægen altid - det vil sige i nyere historisk tid - har været gratis. Tidligere forsøg på at indføre en brugerbetaling er blevet afvist med luftige erklæringer om, at »der skal ikke være penge mellem læge og patient« og »selv en lille betaling kan få nogen til ikke at gå til læge«.

Mon dog. I Sverige har man haft brugerbetaling på lægebesøg i årtier, og dér er levealderen højere end i Danmark. I Sverige er der omvendt et loft på 1.500 kroner om året for tandlæge- og lægebehandling og medicin. I Danmark, »hvor der ikke er penge mellem læge og patient«, er den tilsvarende gennemsnitlige egenbetaling dobbelt så stor.

Men i stedet for at gribe denne chance for at gøre op med tilfældighedernes hovedløse tilskudspolitik, har Dansk Folkeparti, helt forudsigeligt, afvist muligheden. Det samme gælder de øvrige partier bortset fra Venstre.

Afvisningerne er faldet prompte, uden nærmere begrundelse end generel uvilje. Realiteten er, at partierne frygter vælgernes mangel på fremsyn. (...)