Spørgsmålet om Vanopslagh som statsminister kan ødelægge drømmen om en blå regering

Vanopslagh taler om livet i det borgerlige samfund

Forestillingen om Vanopslagh som blå statsministerkandidat er ikke kun et mediefænomen affødt af LA’s himmelstormende meningsmålinger. Det er i høj grad også én, der trives i LA.

Årsagerne er åbenlyse: Siden valgkampen i 2022 blev skudt i gang, har Vanopslagh været på én lang opadgående kurve. Vælgerne er væltet ind, LA er næststørste borgerlige parti, klart størst blandt de unge vælgere og suverænt størst, når man spørger de unge, kommende vælgere.

Nu viser en meningsmåling, som Epinion har lavet for Altinget, at Vanopslagh også nyder klart mest opbakning som de borgerliges statsministerkandidat hos de blå vælgere.

Det er simpelthen meget svært at forestille sig, at Lars Løkke Rasmussen ikke ville tage sig betalt i form af en statsministerpost for at vende tilbage til en slags VLAK-konstellation.

Vanopslaghs evne til at tale om eksistentielle temaer i et borgerligt sprog – om at udløse potentialet i friheden og finde meningen i ansvaret – har åbenlyst en dyb resonans.  

Han har fermt undgået den fælde, mange borgerlige ellers falder i, hvor man hellere taler om de økonomiske midler – lavere skat, mindre offentlig sektor og højere arbejdsudbud – end de politiske mål for samfundet, de skal indfri. Eller endnu værre: som om de var mål i sig selv.

Vanopslagh taler om det liv, der kan leves i det borgerlige samfund på en måde, der gør det tiltrækkende for mange borgerlige vælgere. Og han taler om, hvordan man allerede kan leve det borgerlige liv nu og dermed blive den forandring på individniveau, man gerne vil have i samfundet.

Det er det, der gør, at folk i tusindvis vil betale for at se Vanopslaghs show, og det er det, der taler for Vanopslagh som blå statsministerkandidat. Vanopslagh er – sagt helt fordomsløst – en livsstil, ligesom det at være klimabevidst venstreorienteret er det.

Vanopslagh laver ikke ‘en Pape’

Det er også derfor, idéen om at Vanopslagh 'laver en Pape’ og falder sammen så snart opmærksomheden og presset på ham forøges, er mere håb end strategi.

Lige nu samler LA flere og flere af de cirka 30 procent af vælgerkorpset bag sig, som V og K plejede at dele i porten og som entydigt forstår sig selv som borgerlige. Det bliver ikke en skandaliserende afsløring for dem, at LA også vil gennemføre borgerlig fordelingspolitik.

Problemerne kommer et andet sted fra. I første omgang internt i den blå opposition og i anden omgang, når det kommer til Venstre og Moderaterne.

For selvom Vanopslagh undgår at skulle forhandle et statsministerkandidatur for åben skærm, sådan som Søren Pape Poulsen endte med, da Inger Støjberg afviste hans skatteplaner i opløbet til FV22, kommer han ikke uden om interne forhandlinger i den blå opposition.

Her har man genoptaget faste møder på partilederniveau, ligesom sekretariatslederne i partierne efter sigende også mødes på fast basis.

Men det er klart, at de andre borgerlige partier ikke bare kommer til at sætte deres signatur under Vansoplagh som deres kandidat på forhånd. Måske KLAR-alliancen kan nå frem til det, men Støjberg og Danmarksdemokraterne går ikke bare med. For her er man stadig tilhængere af Hjort-doktrinen, hvor det gælder om ikke at komme i karambolage med velfærden.

Spørgsmålet er så, om Støjberg kan holde til decideret at undsige det blå alternativ til Mette Frederiksen, som igen er spørgsmålet om, hvor hård i filten og hvor kold isen er i maven på Vanopslagh.

Uanset hvad, bliver er faren for Vanopslagh, at han enten bliver tvunget til at tilslibe æggen af sin ideologiske kant for at samle, eller at der bliver tvivl om realiteten i det blå alternativ, fordi han tager konflikten.

Vender Løkke tilbage til VLAK uden at blive statsminister?

Det problem forværres, når man tager med i ligningen, at Venstre såvel som Moderaterne skal med ind i klubben, hvis det skal mening at tale om en sandsynlig borgerlig statsminister. Vil en på forhånd erklæret statsministerkandidat i Alex Vanopslagh bidrage til det? Vil de to partier acceptere det som et fait accompli?

For Venstres vedkommende kommer det helt an på, hvilken forfatning partiet er i. Hvis V formår at krabbe sig tilbage på et niveau omkring FV22, hvor V fik 13,3 procent af stemmerne, er det ikke sandsynligt.

I det tilfælde vil V både kunne konkludere, at det var, fordi samabejdet med S havde bevist sig og fortsætte det eller kræve indrømmelser, herunder statsministerposten, for at 'vende hjem'. Og skulle det utrolige ske, at V for eksempel nåede op i nærheden af de 20 procent af stemmerne, er det helt udelukket, at man giver statsministerposten til Vanopslagh.

Det er næsten kun i en situation, hvor Venstre får ti procent eller under, men blå blok (inklusive V og M – og måske også R) står med flertallet, at man kunne se for sig, at Venstre vil tage til takke med sekundære ministerposter under Vanopslaghs ledelse. 

Men det gør kun spørgsmålet om Moderaternes holdning endnu mere tilspidset. Det er simpelthen meget svært at forestille sig, at Lars Løkke Rasmussen ikke ville tage sig betalt i form af en statsministerpost for at vende tilbage til en slags VLAK-konstellation. 

Ellers vil et samarbejde a la det, SF-formand Pia Olsen Dyhr for nyligt åbnede for – en centrumvenstre-regering med Moderaterne – netop på grund af de bitre erfaringer fra VLAK-tiden være mere tiltrækkende.

Selvom man godt kan få for meget af regeringspartiernes gensidige og ofte gentagne ros af hinanden, skal man omvendt ikke tage fejl af, at man i V og M er meget glade for professionalismen og kompetencen i det politiske håndværk på tværs af SVM-partierne og særligt hos S.

Derfor opstår der hele tiden borgerlige protestpartier

Bag alt det gemmer der sig det gamle borgerlige problem. Nemlig, at man tabte slaget om samfundsindretningen i de første to-tre årtier efter Anden Verdenskrig til Socialdemokratiet.

Knæsætningen af den universelle velfærdsstat – også i reformeret udgave, kendt som konkurrencestaten – har historisk betydet, at borgerlige politikere skulle gå på kompromis med deres ideologiske overbevisninger og mål for at blive konkurrencedygtige i kampen om regeringsmagten.

Det gjorde V og K i VKR-regeringen, der sad fra 1968 til 1971, det gjorde Poul Schlüter, det gjorde Anders Fogh Rasmussen, og det gjorde Lars Løkke Rasmussen.

Det har skabt en grundlæggende ustabilitet i centrum-højre, hvor der hele tiden er grobund for intern opposition. Fremskridtspartiet brød igennem som sådan i 1973, Venstre opførte sig selv sådan i 1980’erne, mens man var lillebror til K – og LA selv fik også først for alvor vind i sejlene i slutningen af nullerne ved at kritisere V og K for ikke at have ført nok borgerlig politik.

Såvel Danmarksdemokraterne og – det formentlig hedengangne – Nye Borgerlige er de seneste skud på den stamme, hvor nye borgerlige partier opstår som en modreaktion på de gamle.

Fordel hvis S giver LA en hovedrolle

Skal Vanopslagh for alvor positionere sig som de borgerliges leder og naturlige statsministerkandidat, skal han altså  løse det problem, at et flertal af vælgerne godt kan lide (idéen om) den universelle velfærdsstat, og at den ikke er en borgerlig opfindelse.

Omvendt – eller som et skridt på vejen – kan han og LA også nøjes med at stå lige så rent, som man gør nu, og drage fordel af, at Socialdemokratiet så gerne vil gøre én til hovedmodstander.

Dermed får man jo en hovedrolle frem mod og under næste valg. Kan Vanopslagh stå den distance, øger det selvfølgelig mulighederne for at konsolidere sig med et godt valg, hvor en masse borgerlige vælgere har stemt LA med den bevidsthed, at de gerne ville have Vanopslagh som statsminister.

For selv i det tilfælde, hvor det ikke lykkes, vil han da have transformeret sit parti fra volatilt protestparti til et afgørende, relativt stort borgerligt parti.

Og lige netop den plads er ledig.