Eksperter: Rapport om statens arbejde med ejendomsvurderinger er urovækkende
Mens skatteministeren udsendte en positiv pressemeddelelse om, at en mindre gruppe boligejere nu får de første nye ejendomsvurderinger, landede samtidig en kritisk rapport om statens arbejde med det nye vurderingssystem. Eksperter er bekymrede over konklusionerne.
Kristine Korsgaard
RedaktionschefChris Lehmann
RedaktørEfter otte år uden nye ejendomsvurderinger, kunne skatteminister Morten Bødskov onsdag meddele, at der til september bliver sendt vurderinger ud til 50.000 af landets 1,7 millioner boligejere.
Efter et langt, sejt træk med forsinkelser og fordyrelser, "er vi nu, hvor vi skal være," sagde ministeren i en pressemeddelelse.
Samtidig offentliggjorde ministeriet en rapport fra det uafhængige it-tilsyn, som gør status på, hvordan det går med det årelange arbejde med et udvikle et nyt system for nye ejendomsvurderinger.
Efter at have set It-tilsynets hovedkonklusioner er professor i it-implementering ved CBS, Kim Normann Andersen, mere forbeholden end ministeren.
Han bemærker, at tonen i ministerens optimistiske melding tilsyneladende står i kontrast til It-tilsynets rapport.
Ministerens melding om, at man nu kan sende de første vurderinger ud, og hele hans pressemeddelelse virker nærmest renset for pessimisme, mens tilsynets rapport tænder nogle alvorlige advarselslamper
Kim Normann Andersen
Professor i it-implementering ved CBS
”Ministerens melding om, at man nu kan sende de første vurderinger ud, og hele hans pressemeddelelse virker nærmest renset for pessimisme, mens tilsynets rapport tænder nogle alvorlige advarselslamper,” siger Kim Normann Andersen.
Ministeriet nævner dog i pressemeddelelsen, at "projektet er komplekst, fordi det beror på data fra mange kilder og har afhængigheder til mange andre IT-projekter".
Morten Bødskov har ikke ønsket at give interview om It-tilsynets rapport.
Staten kan ikke løse opgaven alene
Kim Normann Andersen hæfter sig især ved, at tilsynet i klart sprog siger, at staten ikke kan klare opgaven selv, men bør lægge afgrænsede dele af den ud til private.
”Staten haft en strategi om at opbygge sit eget apparat til at kunne håndtere store it-projekter. Man har haft en købmandslogik om, at det ville være billigere, fordi man så undgik at betale til profit i private firmaer og at det ville være mere enkelt at styre og koordinere. I Skat har man rejst rundt med en fortælling om, at det gik godt med at rekruttere folk til it-stillinger i det offentlige,” opridser han.
”Nu slår It-tilsynet så tilsyneladende fast, at det ikke fungerer. At staten ikke selv er i stand til at løse denne opgave. Det urovækkende er, at det tilsyneladende ikke er antallet af it-folk, den er gal med. Det er kompetencerne, de mangler,” siger Kim Normann Andersen.
Også professor emeritus ved It-Universitetet Søren Lauesen er bekymret over tilsynets anbefaling om at outsource mere:
"Det lyder uhyggeligt. Det må være, fordi de ikke har tiltro til, at dem, der er ansat til det, faktisk kan gøre det," siger han.
Skatteministeriet er positivt over for at lægge dele af opgaven ud til eksterne leverandører, oplyser ministeriet i en skriftlig kommentar til Altinget.
De første vurderinger er en test
Kim Normann Andersen understreger, at Morten Bødskovs beslutning om at sende de første, længe ventede vurderinger ud, er godt nyt.
”Det er selvfølgelig positivt, at man nu laver en test for at høste nogle erfaringer. Men det er det eneste, vi ved lige nu. Man sender nogle breve ud til en mindre gruppe boligejere for at teste nogle nye vurderinger. Vi kan ikke vide, hvor gode vurderingerne er, eller om man begynder med de letteste og mangler alle de svære. Vi ved ikke, om de kommer i mål med det, så man skal nok ikke få armene for højt op endnu,” siger han.
Der er dog fornyet håb for de boligejere, der har penge til gode hos staten, fordi de tidligere har betalt for meget i skat.
”Det lyder som om, ministeriet i hvert fald selv tror på, at der er klingende mønt på vej til de boligejere inden for to-tre år. Og det er da bedre end ti år,” siger professoren.
Skatteministeriet skriver i en kommentar til Altinget, at det hele tiden været planen at tage systemet i brug gradvist og udsende de nye vurderinger i etaper: "På den måde sikrer vi en kontrolleret start på det nye ejendomsvurderingssystem."
Ministeriet tilføjer, at "det vigtigste er, at de første boligejere nu kan se deres vurderinger og få penge tilbage, hvis de har betalt skat af en for høj vurdering".
Savner oplysninger om resultater
Professor emeritus, Søren Lauesen, savner i It-tilsynets rapport mere information om, hvad det konkret er, staten har opnået af tekniske fremskridt i de år, man har arbejdet på systemet.
"Det er kun ledelsesudsagn om, at der skal laves strammere tidsplaner og bedre risikovurderinger. Men der står ikke noget om det tekniske. Der er ikke rigtig noget om resultaterne - om hvor meget Skat er i mål med. Vi kan ikke se, hvad der mangler. Vi kan kun se, at der anbefales stram ledelse og bedre risikostyring," siger han.