Forsker: Hverken kommuner eller politikere har lyst til at gå dybere ind i Chromebook-sagen
Under bunken af tekniske spørgsmål gemmer sig en anden type overvejelser, der hjemsøger diskussionerne om databehandling: Hvad nu, hvis aktører i den danske folkeskole kort og godt besluttede sig for at bryde med de amerikanske tech-giganter om skolens og velfærdssamfundets digitale fremtid, skriver Lucas Cone.
Lucas Cone
Tenure Track Adjunkt, Københavns UniversitetEfter måneders tovtrækkeri landede Datatilsynets afgørelse langt om længe i den omdiskuterede sag om Google i folkeskolen.
Konklusion er næppe overraskende – og så alligevel: Nej, skoleelever i Danmark skal ikke betale med deres data for at kunne modtage undervisning i folkeskolen.
Resultatet er et påbud til samtlige af de 53 kommuner, der har aftaler med Google, og som nu har til august til at sikre, at elevers data ikke bliver videregivet til ulovlige formål.
I Datatilsynets afgørelse nævnes tre mulige veje at gå, når kommunerne skal navigere sig gennem komplekse databehandleraftaler i håbet om, at elever og lærere også efter sommerferien kan logge på deres Google konti.
Tilsammen tegner sagen et billede af Google-sagen som en varm kartoffel, hvor hverken politikere eller KL ønsker at forholde sig de mere grundlæggende udfordringer, som sagen dækker over
Lucas Cone
Tenure Track Adjunkt, Københavns Universitet
- Den første er, at kommunerne helt undlader at dele elevers personoplysninger til Google til formål, der vurderes som ulovlige.
- Den anden er, at Google selv afstår fra at behandle oplysningerne til disse formål.
- Den tredje udvej er, at Folketinget lovgiver sig ud af hovedpinen ved at etablere et tydeligt retsgrundlag for videregivelse af elevers persondata til Google.
Sagen er en varm kartoffel
Som det fremgår i et åbent brev til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, digitaliseringsminister Marie Bjerre og justitsminister Peter Hummelgaard kort før vinterferien, håber Kommunernes Landsforening på en løsning gennem denne tredje vej: En ”modernisering af lovgivningerne”, således at man kan videregive personoplysninger på tech-giganternes præmisser.
Uden dem, må man forstå, vil hele den danske offentlige sektor sakke langt bagud.
Tilsammen tegner sagen et billede af Google-sagen som en varm kartoffel, hvor hverken politikere eller KL ønsker at forholde sig til de mere grundlæggende udfordringer, som sagen dækker over.
I store dele af det uddannelsespolitiske miljø lader der til i stedet at eksistere en stiltiende pagt: Her har vi endelig en digital platform i skolen, der fungerer, og som langt de fleste lærere og elever i øvrigt er glade for. Kan vi ikke bare finde en måde at sørge for, at det kan blive ved?
Den strategiske reduktion af Googles rolle i folkeskolen til et teknisk problem er på sin vis forståelig nok. Data er kompliceret, og folkeskolen har ikke just vist sig som den mest opportune genstand for politiske interventioner i nyere tid.
Opgør med tech-giganterne
Men under bunken af tekniske spørgsmål gemmer sig en anden type overvejelser, der hjemsøger diskussionerne om databehandling: Hvad hvis der eksisterer en fjerde vej? Hvad nu, hvis aktører i den danske folkeskole kort og godt besluttede sig for at bryde med de amerikanske tech-giganter som skolen og velfærdssamfundets digitale fremtid?
Ser vi på aktuel forskning, fremstår mindst tre gode grunde til at stille disse spørgsmål.
Brugen af Google ændrer aktivt hvem og hvad, der får betydning i det pædagogiske arbejde
Lucas Cone
Tenure Track Adjunkt, Københavns Universitet
Den første problematik drejer sig om økonomi og monopolisering. Som det fremgik i en rapport om Big Tech i Danmark fra 2023 har amerikanske tech-virksomheder gennem det sidste årti positioneret sig som uundgåelige aktører i forhold til at opretholde den offentlige sektor – snarere end en privat aktør, der skal tjene penge.
Denne positionering har afgørende betydning på skoleområdet, der er presset på økonomi og mængden af opgaver. Her påpeger forskning nemlig, hvordan ønsket om smarte løsninger til en presset sektor kan føre til øget strukturel afhængighed og monopolisering af funktioner, man historisk har kæmpet for at beskytte fra kommerciel påvirkning.
Den anden problematik drejer sig om pædagogisk autonomi.
Den danske skoletradition er kendt verden over for sin decentrale organisering, der sikrer relativt frie rammer til, at lærere kan forvalte ansvaret for undervisningen.
Men selvom idealer om metodefrihed og professionel dømmekraft fortsat vægtes højt blandt landets skolefolk, følger der i stigende grad en bekymring for, at den decentrale skole kan åbne døren for nye former for markedsføring og styring i skoler.
Google er et godt eksempel på denne dynamik. Modsat fortællingen om tech-virksomheder som gavmilde altruister, hvis redskaber kan bruges af lærere til at realisere undervisningen, viser forskning hvordan brugen af Google aktivt ændrer hvem og hvad, der får betydning i det pædagogiske arbejde.
Dette forhold forstærkes kun af, at mange lærere, ledere og elever kender Google hjemmefra. I et hav af digitale undervisningsredskaber kan der være noget trygt i at tilknytte sig en platform, der kan det hele.
Men risikoen er, at man i overskuelighedens navn slukker for den kritiske, pædagogiske dømmekraft, der er selve grundlaget for en decentral, pluralistisk og demokratisk skole.
Bæredygtighed og teknologi
Den tredje problematik drejer sig om teknologi og bæredygtighed.
Ifølge den australske teknologi- og skoleforsker Neil Selwyn er det afgørende, at man i digitaliseringen af uddannelsessektoren tager ansvar for, hvordan forskellige former for digitale teknologier risikerer at ”forværre de voksende økologiske og miljømæssige skader, der er forbundet med produktion, forbrug og bortskaffelse af digital teknologi.”
En sådan ansvarstagen forudsætter åbenhed: både i forhold til de materielle omkostninger og CO2-aftryk forbundet med en given teknologi, men også i forhold til muligheden for at genbruge eller omskabe den til andre formål.
Problemet er blot, at sådanne muligheder ofte er svære at realisere i skoler, hvor software og hardware er tilkoblet en lukket infrastruktur som dem, vi finder hos Google og andre kommercielle tech-virksomheder. Bæredygtig pædagogik forudsætter en åben pædagogisk infrastruktur.
Som digitalt foregangsland står Danmark i en unik position til at udfordre og udvide, hvad det vil sige at leve og lære i et digitaliseret samfund, der både er demokratisk og bæredygtigt
Lucas Cone
Tenure Track Adjunkt, Københavns Universitet
Pointen med at rejse disse problematikker er ikke at betvivle kvaliteten af Googles digitale økosystemer. Målt på økonomi og brugervenlighed tilbyder Google (og Microsoft) en uforlignelig adgang til en smartere, digital skole.
Men økonomi og brugervenlighed er bare ikke ensbetydende med god pædagogik. Som digitalt foregangsland står Danmark i en unik position til at udfordre og udvide, hvad det vil sige at leve og lære i et digitaliseret samfund, der både er demokratisk og bæredygtigt.
Hvis de 15-årige elever i landets folkeskoler i gennemsnit skal bruge fire timer om dagen på skærme i undervisningen, betyder det noget, hvordan timerne bruges.
Der findes alternativer, der åbner op for nye måder at arbejde pædagogisk i en digital verden.
Men som processen omkring Datatilsynets afgørelse viser, findes der også en urokkelig vilje til at fastholde spørgsmålet om skolens digitale liv som et teknisk problem, der skal løses. Og således kan vi runde af med en parafrasering fra den irske forfatter Samuel Becketts absurde skuespil, mens vi venter på Godot:
”Hvad laver vi her, det er spørgsmålet. Og vi er velsignede i dette, fordi vi tilfældigvis kender svaret. Ja, i den enorme forvirring er kun én ting klar. Vi venter på Google.”